I Storbritannien står den herskende klasse over for en meget specifik krise. Og det gør den britiske arbejderklasse også.

Den britiske herskende klasse er i dag delt i forhold til, hvordan den skal herske, og hvordan den skal placere sig over for rivaliserende imperialistmagter.

Det er stort set lykkedes at polarisere al debat, så klassespørgsmål og socialistiske muligheder udelukkes.

Den står over for sin egen systemkrise – og dét på et tidspunkt, hvor selve det kapitalistiske system er på vej ind i en anden, dybere krise med et bjerg af fiktiv kapital, der lammer væksten.

Hvad er kerneindholdet i Storbritanniens særlige krise?

I det sidste halve århundrede har den britiske imperialisme stået over for fire afgørende, men modsætningsfyldte udfordringer:

– At opretholde sin imperialistiske rolle på verdensplan gennem en militær og politisk alliance med USA-imperialismen, men uden at have en tilstrækkelig økonomisk basis for denne rolle.

– At fastholde City som et verdenscentrum for finanskapital, men ved at anvende udenlandsk kapital, hvilket har skadet landets egen produktionsgrundlag yderligere.

– At udnytte sit EU-medlemskab til især at fungere som basis for en rivaliserende imperialismes finanskapital.

– At fastholde grundlaget for politisk masseopbakning indadtil gennem noget, der skal se ud som en socialdemokratisk velfærdsstat, men inden for rammerne af et nyliberalt økonomisk system, som gennemtvinger storkapitalens rettigheder.

I løbet af de sidste ti år er disse modsætningsfyldte udfordringer blevet umulige at håndtere, hvilket har resulteret i både en politisk og økonomisk krise for de kapitalistiske magthavere.

Et fragmenteret politisk system

Politisk først:

Den verdensomspændende finanskrise i 2008 havde sit centrum i City. Regeringen reddede bankerne på bekostning af arbejderklassens levestandard og dét med en hårdhed uden sidestykke.

Det regerende Konservative Parti blev mødt med oprør inden for sin egen politiske basis i arbejderklassen, en basis som er afgørende for dets mulighed for at overleve som regeringsparti. Oprøret antog form af højrepopulisme, der fokuserede på emner som immigration og national kultur og udfordrede Storbritanniens medlemskab af EU.

Også Labour – traditionelt det alternative parti for det kapitalistiske styre – svigtede den britiske herskende klasse. Det gjorde det, fordi det ikke var et traditionelt socialdemokratisk parti, men et arbejderparti med basis i den britiske enhedsfagbevægelse. Stillet over for den økonomiske krise forkastede partiets medlemmer den tidligere nyliberale retning og valgte en ny ledelse, som krævede demokratisk, offentlig kontrol over økonomien.

Den nye ledelse stillede også spørgsmålstegn ved EU-medlemskabet. Men det gjorde den fra venstre. Den anfægtede, at EU’s nyliberalisme kunne være forenelig med nogen form for industriel genopbygning, baseret på offentligt ejerskab og planlægning.

Finanskapitalen stod derfor over for, at det politiske system, som det indtil da havde været afhængigt af, var fragmenteret.

Økonomisk faldt dette sammen med en krise i Storbritanniens følgagtighed over for såvel EU som USA og med, at den inter-imperialistiske rivalisering mellem disse to blokke blev forstærket.

Tyskland og Frankrig kunne ikke længere finde sig i, at EU’s finansielle system via London fortsat hovedsagelig skulle være underlagt under USA-baserede banker. Den amerikanske dollar kunne ikke længere opretholde sit handelsunderskud over for resten af verden, med EU som den vigtigste del.

En chance – og farer

Af alt dette udsprang den kombinerede politiske og økonomiske krise, som den britiske herskende klasse stod over for. Den kunne hverken herske, ej heller hente profit på den gamle måde. Og den var selv delt i forhold til sine internationale alliancer.

Denne krise har givet venstrekræfterne en chance. Men den indeholder også store farer.

Krisen har betydet, at Labour eksplicit har fordømt nyliberalismen og stillet krav om offentligt ejerskab af alle nøglesektorer. Og ikke mindre vigtigt: Krisen har betydet, at især unge, der støtter disse krav, har meldt sig ind i så stort et omfang, at den nyliberale fløj ikke kontrollerer partiet som helhed, omend den dog stadig dominerer den parlamentariske del af partiet.

Men den herskende klasse har været hurtig til at udnytte kløfterne i Labour. Den har også været hurtig til at udnytte konflikten om EU på en måde, så den herskende politiske debat er blevet omdannet og indsnævret til en debat mellem nationalister og pro-EU “internationalisme”. Det er stort set lykkedes at polarisere al debat, så klassespørgsmål og socialistiske muligheder udelukkes.

På højresiden ser det ud som, Det Konservative Parti har generobret sin politiske basis i arbejderklassen på en meget mere populistisk og chauvinistisk linje med “forsvar af nationen” mod EU. I betydelig grad er det sket på Labours bekostning.

I forhold til fagbevægelsen har den herskende klasse ageret til fordel for EU ved at argumentere med arbejdspladser, internationalisme og statsborgerskab. Det er i høj grad lykkedes at få disse argumenter til at veje tungere end socialistisk kritik af EU, hvilket har lagt et enormt pres på Labours venstre-ledelse.

Kommunisterne og venstrefløjen i Storbritannien beder vores kammerater i Europa om hjælp til at forklare, at EU grundlæggende set er et antifolkeligt, nyliberalt og arbejderklassefjendtligt projekt.

Vi har brug for støtte fra kammerater fra andre steder i verden til at forklare den enorme mængde af frihandelsaftaler, som åbner samfundsfællesskaber op for uhæmmet udbytning og omgår enhver form for demokratisk beskyttelse.

Dette indlæg har understreget de nuværende farer og er umiddelbart set pessimistisk. Men analysen skal ses i en bredere kontekst, nemlig at kapitalismen igen befinder sig i en begyndende krise, at yderligere alvorlig finansiel uro er sandsynlig, og at større angreb på det arbejdende folk vil følge efter.

Der er allerede grundlag for mobilisering om umiddelbare klassekrav såvel som for langsigtede krav om en socialistisk forandring.

Denne artikel er oversat af Anders Kock og har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 1, 2020.