19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Belgisk massedemo mod fattigdom mødt med tåregas

120.000 på gaden

Belgisk massedemo mod fattigdom mødt med tåregas

Regeringen vil hæve pensionsalderen fra 65 til 67 år, annullere lønforhøjelser og skære i det offentlige. Desuden vil den droppe dyrtidsreguleringen.

Da demonstrationen var forbi gik politiet til angreb på demonstranter.
FOTO: Francois Lenoir/Reuters/Scanpix
1 af 1

Fredag gik 120.000 belgiere på gaden i hovedstaden Bruxelles i protest mod regeringens nedskæringer.

Jeg er vant til at demonstrere på mit eget område, men en så stor folkebevægelse som i dag, har jeg sjældent set. 
Bruno Verlaeckt, arbejder

Den nye regering af tre nyliberale partier og et kristent-demokratisk parti vil hæve pensionsalderen fra 65 til 67 år, annullere lønforhøjelser og skære i de offentlige tjenester. Desuden vil de fryse den automatiske dyrtidsregulering, der hæver lønnen i takt med inflationen.

Regeringen forsvarer sig med, at landet må indordne sig under de strenge retningslinjer fra EU-kommissionen om at medlemslande skal holde deres budgetunderskud indenfor eurozonens rammer på tre procent af BNP. Regeringen mener omvendt, at virksomheder har brug for mere "lempelig" skattepolitik, så de bliver mere konkurrencedygtige på det globale marked.

Regeringen består af de flamske separatister i NVA-partiet, de kristelige demokrater i CDV, det liberale Open VLD og det fransktalende liberale parti MR. Premierminister er Charles Michel fra MR.

Protesten i Bruxelles den 6. november omfattede metalarbejdere fra Liege til borgergrupper mod fattigdom i Vallonien og kvindeforbund fra Bruxelles, skriver det belgiske ugeblad Solidaire.

Christine Mahy, generalsekretær for det vallonske netværk mod fattigdom siger til Solidaire.

– Vor velfærdsmodel er truet af en model med individuel forsikring, styret efter konkurrencedygtighed. Dette hjælper ikke folk ud af fattigdom, og middelklassen glider over i forarmelse. Oveni oplever fagforeningerne et direkte angreb på deres magt og ret til at eksistere. 

Mange af demonstranterne var ifølge ugeavisen kvinder, der vender sig imod regeringens krav om mere "fleksibilitet" på arbejdsmarkedet, så de ansatte kan stå til rådighed for virksomhederne hele døgnet.

– Dét gør det ikke lettere at forene arbejde og privatliv, sagde en demonstrant til Soidaire.

Bruno Verlaeckt fra fagforbundet FGTB var glad for den brede deltagelse i marchen, der endte i kaos, da politiet angreb med tåregas.

– Jeg er vant til at demonstrere på mit eget område, men en så stor folkebevægelse som i dag, har jeg sjældent set, sagde han.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. nov. 2014 - 09:42   11. nov. 2014 - 20:06

Belgien

Anders Fenger
Skribent
EU's krav til medlemmerne
  • EU's Stabilitets- og Vækstpagt siger, at hvis et medlemslands budgetunderskud overskrider en grænse på tre procent af bruttonationalproduktet (BNP), kan der blive indledt en særlig procedure mod medlemslandet med det formål at sikre, at det offentlige budgetunderskud bringes under referenceværdien på tre pct. af BNP.
  • BNP betyder "bruttonationalprodukt" – og er et mål for den samlede økonomiske aktivitet i et land i løbet af en periode – normalt et år. 
  • Stabilitets- og Vækstpagten har til formål at "sikre budgetdisciplin i medlemsstaterne for at undgå uforholdsmæssigt store underskud". 
  • Det skal sikre, at medlemslandene opererer med "sunde og holdbare offentlige finanser".
  • Desuden skal gælden ligge under grænsen på 60 procent af BNP, og det strukturelle balanceunderskud skal være lige under 0,5 procent.
  • I yderste instans vil et euroland kunne idømmes økonomiske sanktioner ved vedvarende overskridelse af referenceværdien for det offentlige budgetunderskud.

Kilde: EU-oplysningen