Black Lives Matter (BLM) i Storbritannien sagde søndag, at bevægelsen "højt og klart" støtter palæstinensernes kamp mod racisme og afviser Israels plan om at annektere store dele af den besatte Vestbred, som efter planen starter i dag den 1. juli.
Britisk udenrigspolitik er bastet og bundet og kritiserer ikke zionismen og israelsk annektering.
Black Lives Matter UK
"Imens Israel går videre med annekteringen af Vestbredden, og den britiske politik er bastet og bundet i forhold til at kritisere zionismen og Israels bosætterkoloniale planer, erklærer vi højt og tydeligt, at vi står side om side med vores palæstinensiske kammerater. Frit Palæstina!", tweeter britiske BLM.
>> LÆS OGSÅ: Zionismen kører på larvefødder
Zionister ser rødt
Black Lives Matter-bevægelsen startede i USA i 2013 efter hundredvis af mord på sorte, begået af politifolk, og bevægelsen blussede atter kraftigt op i kølvandet på mordet på George Floyd 25. maj i år. BLM spredte sig til flere lande, hvor der også forekommer racisme.
Men British BLM bør ikke kritisere Israel og påstået racisme overfor palæstinenserne, mener en række zionister i Storbritannien.
>> LÆS OGSÅ: Britiske politikere truer med sanktioner, hvis Israel annekterer Vestbredden
Marie van der Zyl er leder af organisationen Board of Deputies of British Jews, der efter eget udsagn repræsenterer det jødiske samfund i Storbritannien. Hun beskylder BLM i Storbritannien for at udtrykke "antisemitisme".
– Det er skuffende, at en angiveligt antiracistisk organisation læner sig op ad antisemitisk tankegods, om at britisk politik er 'bastet og bundet' i forhold til at debattere Israel, en uhyrlig påstand, idet Israel jo er et af de mest diskuterede udenrigspolitiske spørgsmål i dette land, siger hun til nyhedsportalen Jewish News.
"BLM spreder had"
Andre britiske zionister raser over sammenligningerne af racisme i USA og Israel.
>> LÆS OGSÅ: Britiske universiteter investerer i israelsk apartheid
"Black Lives Matter burde stræbe efter at være en bevægelse mod racisme, der forener mennesker og opnår varig forandring, ikke en bevægelse der spreder had og opnår varig splittelse. Du kan ikke bekæmpe fordomme med fordomme", siger en talsmand for Campaign Against Antisemitism ifølge det britiske dagblad The Express.
>> LÆS OGSÅ: Israel træner amerikanske betjente i anholdelsesteknik
"Vi er ikke antisemitter"
British BLM afviser på det kraftigste at være "antisemitisk!", og bevægelsen tweetede, at "annekteringen af Vestbredden den 1. juli står over alt andet lige nu. Det er i den forbindelse hjerteskærende, at Storbritanniens regering ser gennem fingre med og tillader sådanne forfærdelige handlinger."
"Storbritanniens regering er ikke uskyldig. Vi skal kunne holde stater ansvarlige for deres handlinger. Uanset om det er Storbritannien, USA, Kina eller Israel. Ingen stat står over loven. Israels besættelse af Vestbredden er ulovlig i henhold til folkeretten", lyder svaret til de britiske zionister.
Palæstinensere er inspiration
Det er ikke første gang, at British BLM støtter palæstinenserne. Tidligere bragte bevægelsen et citat på Twitter af den sorte professor og tidligere Black Panther-leder Angela Davis fra USA, som forsvarer palæstinensernes rettigheder.
"Det palæstinensiske folk fungerer som en inspiration, fordi de holder ud og forbliver standhaftige, idet de nægter at acceptere permanent underkastelse og uretfærdighed", udtalte hun.
I 2016 besluttede Black Lives Matter i USA at støtte op om den internationale bevægelse BDS, der har som mål at ramme Israel med boykot, deinvesteringer og sanktioner, indtil det forlader besatte områder. Dengang beskrev Black Lives Matter Israel som en "apartheidstat", kunne Palestine News Network skrive.
TV-stationen Al Jazeera kunne citere BLM for at udtrykke vrede over det voksende antal anti-BDS-love, som centralregeringen og delstater vedtager. "Denne type lovgivning skader ikke kun bevægelsen mod den israelske besættelse af Palæstina, men er også en trussel mod den forfatningsmæssige ret til ytringsfrihed og protest," lød det fra BLM.
I samme åndedrag citerede bevægelsen den nu afdøde sydafrikanske modstandshelt Nelson Mandela for at sige, at "Vores frihed er ufuldstændig uden palæstinensernes frihed", ifølge middleeasteye.net.
Angela Davis udtalte sidste år til den amerikanske TV-station Democracy Now, at da Ferguson-oprøret mod drab på sorte brød ud i 2014 i USA, var det "palæstinensiske aktivister, der var de første til at udtrykke solidaritet, og som hjalp med at udvikle en global solidaritetsbevægelse for BLM".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278