Filmen “To dage, En Nat” med skuespilleren Marion Cotillard i rollen som den belgiske fabriksarbejder Sandra vil virke genkendeligt for mange arbejdere i dag.

Lidt over halvdelen af de 13 millioner fattige, som overlever for mindre end 60 procent af den nationale medianindkomst, var fra arbejdende familier.

Sandra får at vide, at hun vil blive fyret, hvis ikke hun kan overtale sine kolleger til at opgive deres bonusser. Hun går fra den ene til den anden og forsøger at overtale dem til at støtte hendes sag. I sidste ende får hun overbevist halvdelen af sine kolleger.

Det er ikke nok, men chefen er imponeret over hendes indsats og siger, at hun kan få et job, når en af ​​hendes kolleger er blevet fyret. Hun nægter, vel vidende at det vil være en af dem, som bakkede hende op, som vil blive fyret.

Læren af filmen er behovet for at vise solidaritet, organisere kollektivt og arbejde for det fælles bedste.

Velfærd for de rige

Filmen er kommet på et tidspunkt, hvor usikkerheden på arbejdspladserne er hidtil uset. Det nuværende højt besungne økonomiske opsving er i hovedsagen grundlagt ved at tvinge flere mennesker i lavtlønnet usikkert arbejde.

Et tydeligt bevis på dette er, at mere end en million arbejdere siden 2010 er flyttet fra den mere sikre og vellønnede beskæftigelse i den offentlige sektor til det lavere lønnede, usikre private arbejdsmarked.

Der er nu 1,4 millioner mennesker, som arbejder på nul-timers kontrakter. To ud af fem af de nye jobs, som er skabt de seneste år, er som selvstændige.

Omkring 4,5 millioner er klassificeret som selvstændige. Ifølge de officielle tal offentliggjort af parlamentet er den gennemsnitlige årsindkomst for selvstændig beskæftigelse mindre end 93.083 kroner for kvinder – i tilfælde af nogen skulle forveksle selvstændig beskæftigelse med den eksklusive status af spirende iværksætter. Antallet af dem er i øvrigt faldet med 52.000 i løbet af den fireårige periode (2010-2014).

Der er også væksten i deltidsansatte, som nu tegner sig for otte millioner ud af den 30 millioner store arbejdsstyrke. Halvdelen af ​​de jobs, der blev skabt mellem 2010 og 2012, var deltidsjobs. Og det er ikke et valg af livsstil eller et spørgsmål om balance mellem arbejde og privatliv, de fleste af dem på deltidsjob ønskede fuldtidsbeskæftigelse, men de måtte tage, hvad der var.

Samtidig er den reelle ugeløn faldet med otte procent siden 2008, svarende til et fald i den årlige løn på omkring 18.600 kroner for en typisk arbejder i Storbritannien.

Antallet af arbejdende fattige har også været stigende. En stadig større del af de offentlige ydelser går til dem på arbejdsmarkedet, i stedet for dem udenfor arbejdsmarkedet. Et eksempel er boligstøtte, som er steget med 59 procent siden 2010.

Antallet af modtagere af boligstøtte, som er i arbejde, er steget fra 650.561 i maj 2010 til 1.030.000 ved udgangen af ​​2013.

Underhusets Bilbiotek har beregnet, at udgifterne til boligstøtte til folk i arbejde vil stige fra 31,6 milliarder kroner i regnskabsåret 2010-11 til over 47 milliarder kroner i 2014-15. Det betyder, at der i denne regeringsperiode, som slutter næste år, vil være brugt i alt 203 milliarder kroner på boligstøtte til folk i arbejde.

Stigningen skylde, at huslejen er steget, mens lønningerne er faldet eller er stagnerende.

Dette er et godt eksempel på velfærd for de rige, hvor udlejere profiterer direkte fra ydelsesbudgettet, mens de fattige kæmper med at betale og stadig får skylden for deres egen fattigdom.

Lidt over halvdelen af de 13 millioner fattige, som overlever for mindre end 60 procent af den nationale medianindkomst, var fra arbejdende familier.

Labour vakler

Hele situationen er svær at forstå, når den sættes op imod den øgede velstand, dokumenteret ved de mere end 100 milliardærer i Storbritannien, hvilket er 12 mere end sidste år. Velstanden ser dog ud til at være koncentreret på færre og færre hænder.

Det er på denne baggrund, at de politiske partier har udlagt deres politiker op til valget i maj næste år. Der synes at være en vis enighed om behovet for at hæve mindstelønnen, hvilket uden tvivl skyldes, at kapitalismen selv har brug for, at folk har penge at bruge på varer.

Den nuværende situation er dysfunktionel, selv under de kapitalistiske vilkår med de få, der bliver rigere, som placerer deres penge, ofte udenlands, for at undgå skatter. Flere penge er nødvendigt i økonomien.

Labours tilsagn om at hæve mindstelønnen til 75 kroner blev hilst velkommen, indtil det stod klart, at det skulle ske over fem år. Det er nødvendigt at gennemføre stigningen langt hurtigere. Det, der virkelig er behov for, er en forpligtelse til en leveløn.

Labour har også råbt op om nul-timers-kontrakterne, men at give chefen for Morrison’s (en af Storbritanniens største supermarkedskæder, red.) ansvaret for partiets gennemgang af denne type kontrakter giver ikke grund til håb hos ret mange. De begrænsninger, der formentlig er knyttet til de planlagte reformer, vil næppe gøre den store forskel overhovedet i forhold til den nul-timers-kultur der gennemsyrer et stigende antal arbejdspladser.

Labourpolitikeren Ed Balls’ snak om flere nedskæringer, blandt andet i børnetilskud, trækker ikke ligefrem folk på gaden for at kæmpe for en ny Labour-regering.

National protestdag

Der er behov for ordentlig regulering af arbejdet i stedet for de evige nedskæringer. Som britisk LO (TUC) siger i sin parole ved demonstrationen i dag den 18. oktober, har Storbritannien brug for en lønforhøjelse.

Økonomien er på vej op, får folk at vide, men det ser ud til, at det er cheferne, der skovler overskudet ind. Der er behov for en omfordeling af rigdom til dem, der rent faktisk laver arbejdet.

Der er også brug for en værdi-ændring væk fra nul-timers-kulturens usikre lavtlønsarbejde og frem mod det mere sikre og bedre betalte arbejde, som tidligere har præget arbejdet i den offentlige sektor.

TUC’s demonstration er en begyndelse, men Labour er nødt til at samle stafetten op og i praksis føre en politik til gavn for masserne og det fælles bedste.

Det betyder ikke, at man skal lefle for erhvervslivet eller love at være ondere og arbejde mere til de rige og magtfuldes fordel end de Konservative. Hvorfor skulle millioner af mennesker stemme for det, når vi når maj 2015?

Læs mere om demoen på kampagnesiden her eller se den flotte mobiliseringsvideo her: