Tallene er gigantiske. Cuba leverer omkring en tredjedel af al international medicinsk bistand. Og hvis det omsættes til tal, bliver det i perioden fra 1999 til 2015 til 1,4 milliarder konsultationer, 10 millioner operationer, 2,7 millioner fødsler, 2,8 millioner øjenoperationer. Indsatsen har reddet 5,8 millioner menneskeliv.
De imponerende tal fremgår af en ny bog, som samfundsforsker og virksomhedsøkonom Henry Morales fra Guatemala netop har udsendt.
Anerkendelsen tilkommer hver og en af de kammerater, som har ydet en indsats.
Carlos de Cespedes Piedra, ambassadør
Guatemala er et af de cirka 120 lande, som nyder godt af Cubas bistand. Siden 1999 har der været en cubansk sundhedsbrigade på mellem 600 og 700 læger og sygeplejersker i det fattige centralamerikanske land.
Startede med en orkan
Guatemala blev i 1999 i lighed med flere nabolande hårdt ramt af orkanen Mitch, og den efterfølgende redningsaktion blev anledning til, at Cuba øgede sin bistand på sundhedsområdet. Herunder også ved at etablere Den Latinamerikanske Lægeskole i Havanna, der optager cirka 5000 unge fra Latinamerika og andre tredjeverdens lande hvert år. Uddannelsen er gratis. De studerende lover ved optagelsen at vende tilbage til hjemlandet og arbejde i områder, hvor der er behov for læger.
Ved lanceringen af bogen (Ayuda Oficial de Desarollo de Cuba en el Mundo) i byen Quetzaltenango i Guatamala slog forfatteren fast, at hensigten er at belyse "Cubas støtte til udvikling i verden og solidariteten mellem folkene". Han mener, at "det ville ændre mange menneskers opfattelse af øen (Cuba), hvis indsatsen fik den opmærksomhed, som den fortjener".
Cubas ambassadør i Guatemala deltog i lanceringen og understregede, at hæderen tilkommer de mange cubanere, som år efter år har udført arbejdet:
– Jeg modtager i dag anerkendelsen, men den tilkommer hver og en af de kammerater, som har ydet en indsats i dette land. Og vi er indstillet på at fortsætte samarbejdet, og gøre det med hjertet fuld af kærlighed, sagde ambassadør Carlos de Cespedes Piedra.
I sin tale påpegede ambassadør Piedra, at der også arbejder cubanske lærere i Guatemala.
140.000 har lært at læse
Ved hjælp af det cubanske alfabetiseringssystem "Yo Si Puedo" (Ja, jeg kan) har 140.000 mennesker lært at læse og skrive og dermed "set det lys, som viden og bevidsthed bringer", som ambassadøren formulerede det.
Netop regionen omkring byen Quetzaltenango blev i 2011 erklæret for 'fri for analfabetisme'.
Cuba opgør ikke sin internationale bistand i penge, men i tal, som viser, hvad der kommer ud af indsatsen. Forfatteren og økonomen Henry Morales har selv foretaget beregningerne af, hvilken økonomisk indsats det svarer til. Det er grundlaget for at konstatere, at Cuba yder en indsats, der svarer til 6,6 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP).
Henry Morales understreger i bogen også, at Cuba yder sin hjælp betingelsesløst, hvilket ikke er tilfældet med meget af bistanden fra rige lande, som har deres geopolitiske interesser. Ofte følger der diplomatisk afpresning og krav om modydelser med fra de rige lande, påpeger Morales.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278