14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cubanere er velkomne i USA hvis de først skandaliserer Cuba

Emigranter strandet i Mellemamerika

Cubanere er velkomne i USA hvis de først skandaliserer Cuba

I alt 8000 cubanske emigranter har igennem længere tid opholdt sig i Costa Rica som følge af USA's Cuba-politik. I de kommende dage begynder opgaven med at transportere dem videre mod grænsen til USA.

I denne uge starter en gruppevis transport af cubanske emigranter i Costa Rica. De flyves til El Salvador, hvorfra de køres i busser mod Mexicos grænse til USA.
FOTO: Juan Carlos Ulate/Reuters/Scanpix
1 af 1

I disse dage kører en gruppe cubanske emigranter i bus gennem Mexico på vej mod grænsen til USA.

Indtil i går var de en del af cirka 8000 cubanere, som var strandet i Costa Rica. I de kommende uger vil resten af cubanerne i Costa Rica følge efter.

Cubanere, der ønsker at emigrere til USA, bliver ofre for USA's politisering af migrationsspørgsmålet, kritiserer Cubas udenrigsministerium.

De cubanere, der forsøger at krydse Floridastrædet, risikerer at drukne og dem, som tager den lange vej gennem Centralamerika og Mexicos ørken for at passere Rio Grande-floden til USA, udsætter sig for et stort og livsfarligt besvær.

USA henvender sig til cubanske læger udsendt til u-lande, og tilbyder dem visum til USA.

Udenrigsministeriet i Havanna understreger, at cubanere, der ønsker at emigrere til USA ikke behøvede at udsætte sig for livsfare. Grunden er, at USA blot kunne vælge at leve op til en emigrationsaftale, som faktisk er indgået mellem Cuba og USA i midten af 1990'erne.

USA lovede dengang at udstede mindst 20.000 visa årligt til cubanere, men USA har aldrig blot tilnærmelsesvis udstedt det antal visa. Cuba lægger på sin side ikke forhindringer i vejen for udvandring.

Lokker cubanere

USA gælder derimod en lov, som giver cubanere en særbehandling. På den ene side udsteder USA kun få visa til cubanere, der ansøger om det.

På den anden side giver loven – The Cuban Ajustment Act fra 1966 – cubanere, der sætter foden på jorden i USA, umiddelbar opholdstilladelse.

Kravet er blot, at de skal skandalisere Cuba ved at flygte illegalt fra Cuba og derfor kunne portrætteres i de internationale medier som politisk forfulgte, der søger beskyttelse i USA.

USA's politik rammer aktuelt de cirka 8000 cubanere, som har været strandet et par måneder i Costa Rica på deres vej mod USA. 

For godt 20 år siden var der tale om en alvorlig humanitær katastrofe, da tusinder af cubanere i 1990'erne søgte mod USA i småbåde og synkefærdige tømmerflåder for at udnytte muligheden i The Cuban Ajustment Act og komme væk fra de hårde livsvilkår, som Sovjetunionens sammenbrud medførte i Cuba.

The Cuban Ajustment Act er stadig i kraft trods præsident Obamas tale om at normalisere forbindelserne med Cuba.

Loven fastslår, at enhver cubaner, der sætter foden på USA's jord kan blive der og efter et år få permanent opholds- og arbejdstilladelse. 

Cuba protesterer

Cuba har gentagne gange protesteret over for Washington, senest i november sidste år, da cubanere på vej mod USA begyndte at strande i Costa Rica.

"... Disse medborgere bliver ofre for USA's politisering af migrationsspørgsmålet med The Cuban Ajustment Act", skrev Cubas udenrigsministerium den 18. november 2015 

Der har været en stigning i antallet af cubanere, som søger til USA, hvilket har flere aktuelle årsager.

I 2013 fjernede Cuba en lov om, at cubanere skal søge om tilladelse for at rejse ud af landet. Da Ecuador sidste år ophævede kravet om at cubanere skal søge visum for at rejse til landet, blev det muligt at flyve til Ecuador og derfra rejse op gennem Syd- og Centralamerika med kurs mod USA.

Dertil forudser mange cubanere, at dialogen mellem USA og Cuba vil føre til, at USA ophæver The Cuban Ajustment Act, og dermed forsvinder garantien for at få arbejds- og opholdstilladelse i USA.

Lokker cubanske læger

Yderligere en grund er, at USA's agenter henvender sig direkte til cubanske læger og sygeplejersker, som er udsendt til u-lande samt en række lande i Latinamerika og tilbyder dem visum til USA.

"Cuban Medical Professional Parole Program opfordrer cubanske læger og andet sundhedspersonale til at forlade deres opgave i et land og emigrere til USA. Det er en forkastelig praksis", skriver Cubas udenrigsministerium.

I sidste uge nåede Costa Rica, Panama, El Salvador, Honduras, Guatemala, Belize og Mexico til enighed om at løse problemet ved at transportere de strandede migranter gruppevis med fly til El Salvador og derefter med bus til Mexicos grænse til USA.

Første gruppe på 120 lettede tirsdag den 12. januar, oplyser nyhedsbureauerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jan. 2016 - 21:26   15. jan. 2016 - 08:00

Cuba-USA

se@arbejderen.dk
USA's lov om cubansk indvandring
  • Loven The Cuban Ajustment Act blev vedtaget i 1966.
  • Loven giver cubanere, der sætter foden på USA's jord, ret til at blive i USA.
  • Efter et år i USA får cubanske flygtninge permanent arbejds- og opholdstilladelse.
  • Det er en lov, som kun gælder cubanere. Alle andre nationaliteter, som ankommer illegalt til USA, afvises.
  • USA har i mange år opfordret cubanske sportsfolk og videnskabsfolk til at "hoppe af" når de besøgte USA.
  • Siden 2006 har USA kontaktet de tusinder af cubanske læger og sygeplejersker, der er udsendt på missioner i ulande, og tilbudt dem visum til USA. Det program har navnet Cuban Medical Professional Parole Program.

Kilde: Bog "Cuba-USA: 50 års blokade skiller stadig", Granma