Protestbevægelsen De Gule Veste har medført, at titusindvis af franskmænd organiserer sig i lokale folkeråd, der diskuterer krav og kampens udvikling, fortæller Damien Parrot i et interview med Arbejderen.
Det nødvendige i at kampen får et landsdækkende udtryk fik hundreder til at samle sig for at koordinere kampen i hele Frankrig.
Damien Parrot, De Gule Veste
Den 37-årige franskmand er aktivist i De Gule Veste i den sydfranske by Bordeaux. Han var med fra bevægelsens begyndelse i november 2018.
Bevægelsen har siden november 2018 blokeret veje og havne og demonstreret i hele Frankrig i protest mod, at afgiften på benzin og diesel skulle stige henholdsvis 21 og 45 øre per liter.
Efterfølgende protesterer bevægelsen også imod den høje arbejdsløshed og præsident Emmanuel Macrons nedskæringer og skattelettelser til de rige. Den kræver præsidentens afgang, opløsning af parlamentet, nyvalg og ny forfatning.
Gnisterne fra Bordeaux antændte et “ulmende bål” i hele Frankrig. Efter få uger opstod de første lokale folkeråd.
"Conceil Populaire"
De første folkeråd blev dannet allerede efter få ugers blokader.
– Den 30. november blev der i det nordlige Frankrig etableret det første lokale råd, kaldet "Conceil Populaire". Det spredte sig, så der i dag er 75 råd i hele landet, fortæller Damien Parrot og tilføjer, at rådene alle har en flad struktur og selv tager beslutninger.
— Hvert lokale råd valgte to talspersoner. Nødvendigheden af at samle kampen til at få et landsdækkende udtryk fik 800 mennesker til at samle sig den 27. januar for at koordinere kampen i hele Frankrig.
>> LÆS OGSÅ: Politivold mod De Gule Veste eksploderer
Han forklarer, at alle lokale folkeråd og dets medlemmer på forhånd havde fået et spørgeskema, hvor de kunne skrive deres fem vigtigste krav ned.
— Hvert folkeråd kunne så fremlægge deres krav på det nationale fællesmøde, fortæller Damien Parrot.
De Gule Vestes krav
– Det viste sig, at de to krav, der var fremherskende i de 75 lokale folkeråd, var – for det første – bedre fordeling af rigdommene i landet – indførelse af en formueskat. For det andet: En folkeafstemning om mere demokratisk repræsentation – altså direkte demokrati, beretter Damien Parrot.
Andre krav fra de lokale råd er vendt mod nedskæringer, mod arbejdsløshed, for lavere skat for almindelige mennesker, for 40 procents forhøjelse af de basale sociale ydelser, for genetablering af offentlig service med flere ansatte, forsvar for klima og miljø samt mere byggeri for at afskaffe hjemløsheden.
Endelig lød kravene: "Øjeblikkelig stop for privatiseringer samt renationalisering af veje, lufthavne og jernbaner", siger Damien Parrot.
– Alle disse krav angriber i virkeligheden det kapitalistiske Frankrig. Et stort opgør er på vej, lover han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278