Det er bestilt arbejde, mener Ole Nors Nielsen. Bestilt arbejde af EU.
Han taler om den portugisiske regerings planer om at gennemføre en privatisering af havnene og en liberalisering af reglerne for at udføre havnearbejde.
- De vil have, at det skal være frit for alle at tilbyde at udføre havnearbejde. På den måde forsøger de at komme af med de overenskomster, som de stærke havnearbejdere har vundet, fortæller Ole Nors, der er næstformand i 3F Transport i Aalborg.
Han har lige været med til en transportarbejderkonference i Casablanca, Marokko, hvor forsvaret for de ordnede forhold i havnene stod højt på dagsordenen.
Og mødet var præget af en vis selvsikkerhed:
- De har jo tabt to gange, siger Ole Nors til Arbejderen,
Det er en henvisning til, at EU-kommissionens forsøg på at liberalisere forholdene i havnene er blevet afvist to gange af beslutsomme havnearbejdere, som ikke vil finde sig i, at deres overenskomster bliver undergravet.
Det er både en kamp for løn og arbejdsforhold samt et spørgsmål om sikkerhed og effektivitet. Kernen i EU's to forsøg på at få vedtaget et havnediretiv gik ud på, at alle skulle have lov til at byde på arbejde i EU-landenes havne, og at arbejdsgiverne frit skulle kunne vælge det billigste tilbud.
- I direktivet hed det "selvservicering", forklarer Ole Nors.
Han tror ikke, at de lige bringer dét ord på bane igen, for det tænder ligesom havnearbejderne af, véd han. Men indholdet i den politik er de faktisk i gang med at gennemføre ad bagdøren.
I Grækenland er der allerede skabt det, som organiserede havnearbejdere kalder "bekvemmelighedshavne". Her "løber underbetalte kinesere rundt" og laver de græske havnearbejderes arbejde, fortæller Ole Nors.
- Ja, Mærsk har også sådan en havn, hvor de faglige rettigheder er suspenderet, i Gdansk i Polen, kan Nors fortælle.
Nu prøver de i Portugal, og de belgiske havnearbejdere forudser, at de bliver det næste land, hvor regeringen slår til med liberaliseringer af samme type.
På et tidspunkt bliver det udbredt i EU, og så kan EU-kommissionen måske blot standardisere et regelsæt, der ligger op ad deres oprindelige ønsker om at åbne for løndumping.
- Det bliver den laveste faktor der vinder, advarer Ole Nors Nielsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278