Britisk LO (TUC) holder kongres. Den åbnede søndag og slutter i morgen. Blandt kongressens temaer er løn og ulighed, og TUC har udsendt en analyse, der viser, at den højest lønnede direktør i Storbritannien tjener en gennemsnitlig årlig britisk arbejderløn på blot 45 minutter. Direktør sir Martin Sorrell fra reklamebureauet WPP tjener 38.473 pund i timen.
Direktørlønninger er steget med 47 procent på fem år, mens arbejdernes løn i samme periode er steget med syv procent.
TUC's analyse viser, at direktørlønningerne i de 100 største selskaber er steget med 47 procent på fem år, mens arbejdernes løn i samme periode er steget med syv procent.
– Mens millioner af britiske familier oplever, at deres leveforhold bliver presset, har direktørernes lønninger nået stratosfæriske højder, siger TUC's forkvinde Frances O'Grady.
Analysen fra TUC påpeger, at den årsløn, som sir Martin Sorrell får, kan betale løn til 2218 sygeplejersker, 1920 ambulancefolk eller 2279 tekniske assistenter.
Britisk LO kræver fra deres kongres, at regeringen får vedtaget en lov om, at selskaber skal have repræsentanter for de ansatte i bestyrelsen.
– Det kunne sprøjte lidt stærkt tiltrængt virkelighed ind i bestyrelseslokalerne og hjælpe med at bremse de lønaftaler på mange millioner, som har skadet britiske selskabers rygte, siger den britiske LO-forkvinde.
De delegerede skal også diskutere et forslag om indførelse af en lovfæstet mindsteløn, som en arbejderfamilie kan leve af.
Blandt kongressens temaer er også Brexit. Britisk LO og hovedparten af de britiske fagforeninger anbefalede i juni vælgerne af stemme nej til Brexit, og Frances O'Grady er blandt Storbritanniens fortalere for EU.
>> LÆS OGSÅ: Avisredaktør i Brexit-dilemma
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278