USA's præsident George W. Bush beskyldte i januar 2002 Nordkorea for sammen med Iran og Irak at udgøre en "ondskabens akse", der var engageret i terrorisme og udvikling af masseødelæggelsesvåben.

Da USA i 2003 gik i krig mod Irak og invaderede landet, konkluderede Nordkorea, at når supermagten USA have besluttet sig for at gennemføre en angrebskrig i strid med folkeretten, var det nødvendigt at kunne forsvare sig - også selvom det krævede udvikling af atomvåben.

Med USA's militære indgriben, blev Koreakrigen til en krig med millioner af dræbte

Sådan skriver opslagsværket Leksikon.org om et afgørende vendepunkt i Nordkoreas historie. Et vendepunkt, der indtræffer efter terrorhandlingen mod World Trade Center i New York og præsident George W. Bush' efterfølgende krig mod terror. Logikken i forløbet lægger ansvaret for, at Nordkorea har besluttet at udvikle atomvåben, hos USA.

Den opfattelse deler flere kendere af historien på den koreanske halvø.

En af dem er Geir Helgesen fra Københavns Universitet, som danske medier ofte benytter.

Allerede i 2006, da Nordkorea gennemførte sin første atomprøvesprængning, sagde Geir Helgesen til Arbejderen, at Pyongyang "har den opfattelse, som jo stemmer med virkeligheden, at aldrig nogensinde har en atommagt angrebet en anden atommagt".

Så Nordkorea har skaffet sig atomvåben som en garanti mod et imperialistisk angreb.

Perioder i Nordkoreas historie

Nordkoreas historie starter imidlertid ikke med Bush' erklæring i 2002.

Nordkorea er grundlagt i 1948, og landets nyere historie kan opdeles i en række perioder:

Koreakrigen mellem 1950 og 1953.

Genopbygningen efter krigen i et samspil med Sovjetunionen og den såkaldte 'socialistiske lejr' fra 1953 til 1989.

Udfordringen med at klare sig i kølvandet på opløsningen af Sovjetunionen og 'den socialistiske lejr' mellem 1989 til 1994.

Fra 1994 til 2000: Indgåelse af en omfattende aftale med USA under Bill Clinton og underskrivelse af Nord-Syd aftalen med Sydkorea under præsident Kim Dae Jung.

Og endelig perioden fra de nykonservative i 2001 overtager magten i USA med indsættelsen af præsident George W. Bush og krigen mod terror, der har ført frem til den nuværende situation med fare for udbrud af en atomkrig på den koreanske halvø.

Nordkorea jævnet med jorden

Der skulle blot gå nogle få år fra afslutningen af Andens Verdenskrig - og dermed afslutningen af årtiers japansk besættelse af Korea, før landet igen blev kastet ud i en krig, som, hvis ikke USA havde sat al magt ind, hurtigt ville have ført til oprettelsen af et forenet Korea. 

Kim Il Sung og Koreas Arbejderparti havde folkelig opbakning også i den sydlige del af landet, hvor et amerikanske marionetstyre var ved magten. Dette marionetstyre var i slutningen af 1950 tæt på at falde, men med USA's massive militære indgriben blev Koreakrigen til en krig med millioner af dræbte og et tæppebombet Norkorea, der var jævnet med jorden.

I juli 1953 indgik parterne en våbenhvileaftale, som deler landet langs den 38. breddegrad.

Her byggede USA og Sydkorea i 1979 en mur på tværs af landet. En mur som kun kan passeres få steder under skarp kontrol.

Langs muren har USA og Sydkorea udlagt et bredt bælte af landminer. Netop dette minebælte anser USA for så afgørende, at Washington den dag i dag - trods internationalt pres - afviser at underskrive den internationale konvention om forbud mod landminer, som ellers er vedtaget i FN.

Ødelæggende deling

Den deling af den koreanske nation, som blev én af Den Kolde Krigs konsekvenser, var og er ikke kun uønsket af befolkningen, som i 50 år - fra krigen udbrud i 1950 og til underskrivelsen af Nord-Sydaftalen den 15. juni 2000 - var nærmest fuldstændig afskåret fra hinanden. Ingen besøg hen over grænsen, ingen vareudveksling, ja end ingen telefon eller brevveksling mellem mennesker i Nordkorea og Sydkorea.

Delingen er også ødelæggende for den økonomiske udvikling og en balanceret produktion, som kan tilgodese befolkningens behov.

Da Sydkorea i 1984 blev ramt af oversvømmelser sendte Nordkorea fødevarehjælp

Tilsammen rummer Korea både store og frugtbare landbrugsområder og betydelige forekomster af mineraler. Men landbrugsjorden ligger i Sydkorea, mens mineralerne som kul, jern, zink, bly og mangan med mere findes i Nordkoreas bjerge.

Nordkorea har taget en række initiativer for at skaffe international opbakning til en fredelig genforening af landet.

Præsident Kim Il Sung fremsætter i 1980 og igen i 1993 - kort før sin død - konkrete forslag til genforening. Kernen i forslagene er, at Korea skal være en konføderation med to delstater med hver sit økonomiske system. Kapitalisme i syd og socialisme i nord.

Det er en klar forudsætning for forslagene om genforening, at USA går med til at underskrive en fredsaftale, der kan afslutte Koreakrigen, og at USA trækker sine baser og sit militær ud af Sydkorea.

Under Nordkoreas særlige form for socialisme og den såkaldte Juche-ideologi, som lægger vægt på egne kræfter, lykkedes det Nordkorea at genopbygge landet. I 1970'erne, og 1980'erne er Nordkorea en veludviklet stat i et økonomisk samarbejde med det daværende COMECON, der omfattede Sovjetunionen og Østeuropa samt Cuba. 

Da Sydkorea i 1984 blev ramt af oversvømmelser, sendte Nordkorea en betydelig fødevarehjælp til landsmændene i syd.

Sovjetunionens opløsning

Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 var kun én af flere alvorlige begivenheder, der førte til store vanskeligheder i Nordkorea.

Ud over problemer med at producere tilstrækkeligt med fødevarer til befolkningen på godt 20 millioner er Nordkoreas store problem energiforsyning. Der er visse forekomster af kul, men ingen olie. Der er bygget en række vandkraftanlæg, men leverancerne af olie fra Sovjetunionen var af afgørende betydning for landet.

I 1991 halverer Sovjetunionen leverancerne af olie, og hele det økonomiske partnerskab, som Nordkorea er en del af, går i opløsning.

I 1994 dør landets leder Kim Il Sung, og året efter bliver Nordkorea ramt af den første af en lang række meget voldsomme naturkatastrofer med oversvømmelser og tørke, der reducerer landets i forvejen begrænsede mulighed for at producere fødevarer.

I USA er præsident Clinton blevet valgt til præsident, og i starten af hans otte år i Det Hvide Hus er der tegn på, at der kan komme bevægelse forholdet mellem Nordkorea og USA.

Aftale med USA

Den 21. oktober 1994 underskriver USA og Nordkorea ved et møde i Genève en skelsættende aftale.

Aftalens hovedpunkter går ud på, at Nordkorea skal stoppe driften af sin russisk-byggede tungtvandsreaktor, Yongbyon. Til gengæld skal USA sikre bygning af to letvandsreaktorer, og indtil disse nye reaktorer kan levere den strøm, som Nordkorea mister med lukningen af Yongbyon, skal USA årligt levere 500.000 tons olie til Nordkorea.

Byggeriet af de to letvandsreaktorer kommer aldrig for alvor i gang.

USA ønsker, at Yongbyon lukkes, fordi affaldsproduktet fra atomreaktoren er plutonium, som det er nemt kan bruges til produktion af atombomber. 

Det er del af den indgåede aftale, at USA skal samarbejde med Nordkorea om levering af uranbrændstof til de to nye reaktorer. Desuden skal USA aftage og opbevare de brugte brændselsstave fra de to nye reaktorer, så al oplagring og eventuel oparbejdning af uranaffaldet sker ude af Nordkorea.

Aftalen fastslår udtrykkeligt, at det er USA's præsident, der har ansvaret for, at USA lever op til aftalen. Aftalen fastslår også, at:

• Begge sider vil arbejde sammen for fred og en atomvåbenfri koreansk halvø.
• USA vil give formel garanti til Nordkorea om, at USA ikke vil bruge sine atomvåben mod landet.
• Man vil oprette 'forbindelseskontorer' og konsulater i hinandens hovedstæder.
• Og "inden tre måneder fra aftalens underskrift vil begge sider fjerne forhindringer for handel og investeringer".

De efterfølgende år bliver en lang tovtrækning, hvor parterne gensidigt beskylder hinanden for ikke at leve op til aftalen. Faktum er dog, at FN's Atomenergiagentur IAEA bekræfter, at Nordkorea har lukket Yongbyon atomkraftværket. Faktum er også at USA - omend med store forsinkelser og aldrig i fuld udstrækning - levere olie til Nordkorea.

Men byggeriet af de to letvandsreaktorer, som var aftalens kernepunkt, kommer aldrig for alvor i gang. Kun fundamenterne bliver støbt

Nord-Syd aftalen

Trods skarpe konflikter mellem USA og Nordkorea i Clintons regeringsperiode er der i 2000 og 2001 initiativer, som stadig giver løfter om bedre forbindelser mellem Nordkorea og Sydkorea og mellem Nordkorea og USA.

I 1998 blev Kim Dae Jung valgt til præsident i Sydkorea på en politik, der omfattede dialog med Nordkorea. Kim Dae Jungs initiativer blev kendt som "Solskinspolitikken", der gav ham Nobels Fredspris. Og den 15. juni 2000 førte den til underskrivelse  af Nord-Syd aftalen, som åbnede for konkret samarbejde. Det udtrykkelige formål er at genforene landet som en konføderation.

Aftalen omfatter, at familier skal kunne mødes og genforenes.

At politiske fanger i Sydkorea skal løslades.

At der skal "opbygges gensidig tillid ved at fremme en balanceret udvikling af den nationale økonomi gennem økonomisk samarbejde og ved at stimulere borgerudveksling inden for kultur, sport, sundhedsvæsen, miljøbeskyttelse og andet".

I årene derefter genoprettes tog- og vejforbindelser, sydkoreansk turisme starter til Nordkorea, og opbygningen af Kaesong Industripark i Nordkorea indledes. Den vokser frem til 2013, hvor over 50.000 arbejdede her, da Norkorea besluttede at lukke den ned som svar på USA's og Sydkoreas militærøvelser, som af Pyongyang blev opfattet som umiddelbare forberedelser til krig.

Situationen er præget af en vis optimisme, da USA's præsident Bill Clinton i sommeren 2000 - ifølge hans udenrigsminister Madeleine Albright - overvejer at afslutte sin anden præsidentperiode med et forsøg på, at løse konflikten på den koreanske halvø.

Madeleine Albright var på officielt besøg i Nordkorea og kom tilbage fra sine møder med Nordkoreas daværende leder Kim Jong Il med en oplevelse af, at der var politiske muligheder i en dialog:

Clinton ønskede at rejse til Nordkorea, men det var der ikke opbakning til i Washington.

- Hun fortæller, at hun blev overrasket. Hendes forventning var, at hun skulle møde denne absolut umulige person, som havde tilranet sig magten i det her lukkede kommunistiske land. Og så møder hun en temmelig åben person, som hun faktisk får en positiv menneskelig relation til, har koreakenderen Geir Helgesen forklaret til Arbejderen.

Helgesen beklager, at dén mulighed ikke blev forfulgt. Men det var ikke en tilfældighed, fordi der var kræfter i Washington, som var stærkere end præsidenten, der modsatte sig det.

Geir Helgesen fortsætter om Madeleine Albright:

- Hun tog tilbage til Bill (Clinton) i Det Hvide Hus og siger: Du skal tage over til Nordkorea. Vi kan godt forhandle med den mand.

Men det gør Clinton, ikke i stedet beslutter han at satse på at samle palæstinenserne og israelerne til et topmøde i Camp David. Det ender dog uden resultater.

- Clinton ønskede selv at rejse til Nordkorea, men der var ikke opbakning til det i Washington, konkluderer Geir Helgesen.

11. september 2001

Dermed er historien fremme ved præsidentskiftet i Det Hvide Hus, fremme ved terrorangrebet den 11. september 2001, fremme ved krigen mod Afghanistan, stemplingen af Nordkorea som en del af 'Ondskabens Akse' og i 2003 krigen mod Irak.

Nordkorea vurderer, at den ulovlige krig mod Irak vil få vidtrækkende konsekvenser og sætter målrettet gang i produktionen af atomvåben og projekter med at udvikle både kort-, mellem- og langdistanceraketter.

I Sydkorea taber Kim Dae Jung præsidentvalget. Dermed slutter en politik med dialog, tillid og skridt mod fred og genforening. I slutningen af 2003 indsættes den konservative og USA-tro Roh Moo Hyun, og efter ham følger præsidenter, der også er imod "Solskinspolitikken".

Under Roh Moo Hyun stopper de fleste af de projekter, der blev aftalt i Nord-Syd-aftalen. Kun industrizonen i Kaesong vokser, idet Sydkoreanske virksomheder kan bruge den billige, uddannede arbejdskraft i Nordkorea.

Mellem 2003 og 2007 gennemføres en række forhandlinger med Kina som vært. Forhandlingerne samler Nordkorea og Sydkorea, USA, Japan, Rusland og værtslandet Kina. Møderne bliver kendt som "Sekspartforhandlinger". Der opnås ikke varige aftaler. Et hovedproblem er, at USA står stejlt på, at Nordkorea både skal lukke sit atomværk i Yongbyon og rive det ned. Nordkorea skal ikke blot stoppe sine atomprogrammer, de skal under international kontrol helt afvikles - og begge dele skal ske før USA vil yde noget til gengæld.

 En "noget for noget"-proces fungerer i en kort periode.

Dog er der i 2005 en række møder, hvor man tilsyneladende finder en vej frem. Alle parter underskriver en aftale om gensidig respekt for landenes suverænitet, og på det grundlag enes de om flere "skridt-for-skridt-aftaler". Aftalerne bygger på princippet om noget for noget. Denne proces fungerer i en kort periode.

FN's Sikkerhedsråd indkaldes flere gange for at diskutere Nordkoreas atom- og raketprogram. Rådet mødes også, da det sydkoreanske krigsskib Cheonan sænkes i 2010, og da Nordkorea samme år skyder granater mod den sydkoreanske ø Yonpyong - ifølge Nordkorea var det svar på, at USA og Sydkorea har skudt granater ind i et farvand, som Norekorea gør krav på.

De permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, Kina og Rusland, der har vetoret, modsætter sig, at der vedtages sanktioner mod Nordkorea. USA og Vesten indfører dog en række sanktioner.

De seneste måneder

Den  temmeligt fastlåste situation bliver yderligere forværret i december 2012 og starten af 2013.

Efter Nordkoreas satellitopsendelse med en langtrækkende raket og efter gennemførelsen af den tredje atomprøvesprængning vedtog FN's Sikkerhedsråd en kraftig fordømmelse af Nordkorea - denne gang med støtte fra Rusland og Kina.

I denne  spændte situation indleder USA og Sydkorea sine årlige militærøvelser. Øvelserne bliver udvidet i tid og omfang, og en række nye lande - deriblandt Danmark - deltager i øvelserne.

Et isoleret Nordkorea frygter, at det oplever forstadier til et angreb.

I den situation vælger Nordkorea at tilkendegive, at det betragter betingelserne i våbenhvileaftalen fra 1953 som brudt af modstanderen, og at aftalen dermed er ophørt med at gælde. Man svarer igen på de militære øvelser i syd ved at true med forebyggende atomangreb mod mål i USA, Japan og Stillehavet.