Nelson Mandela, Sydafrikas første sorte præsident, sov tidligere i dag ind. Han efterlader sig et navn og en gerning, som for altid er knyttet til kampen mod apartheid. Hans navn vil altid være et symbol for befrielsen fra dette hæslige og umenneskelige system.

Hans liv var humanistens kamp for menneskelighed, men han formåede også at favne den væbnede kamp, da alle andre veje var lukkede. Som medlem af ANC’s ledelse og stifter af ANC’s Youth League gik han ind for ikke-voldelig modstand mod apartheidregimet. Men efter massakren i Sharpeville i 1960 skiftede ANC taktik, og ingen anden end Mandela blev leder af dens væbnede fløj.

Vi vil mindes Mandela som en stor leder af den sydafrikanske kamp mod apartheid og som et stort menneske.

Det var baggrunden for en livstidsdom og det 27 år lange fangenskab, som han gennemlevede med forbilledlig rankhed og fasthed. Efter et årelangt og internationalt solidaritetsarbejde for ANC og for Mandela blev han løsladt - umiddelbart før apartheidstyrets fald.

Som nationalt og internationalt symbol for frihedskampen var han selvskreven som præsidentkandidat ved Sydafrikas første demokratiske valg. Glæden over hans valg var stor, men hans embedsperiode blev særdeles modsigelsesfyldt.

Mandela var præsident fra 1994 til 1999. Han stod ved sin tiltræden som leder både af staten og af ANC, men der var ingen samlet kraft bag ham. Politisk gik ANC en politisk og moralsk opløsningsperiode imøde med korruption og indre splid om målet for det nye Sydafrika. Det kommunistiske parti har som medlem af ANC i den farlige situation efter magtovertagelsen - og ud fra nødvendigheden af at beskytte enhedsfronten – måttet lægge ryg til politiske beslutninger, det i virkeligheden ikke kunde bifalde.

Sagen er jo, at apartheid som politisk system var afskaffet, men at den økonomiske magt stadig lå hos den samme klasse og de samme monopoler, der havde nydt godt af det gamle system. Samtidig var frygten for kapitalflugt og økonomisk ruin i ANC stor.

Her blev Mandelas humanistiske løsen om national forsoning den politiske redningsplanke. ”Vi skal  aldrig glemme, men vi skal tilgive.” Arbejdet i hans Kommission for Sandhed og Forsoning satte smukke mål, men i et udbyttersamfund forsones klassekræfter aldrig. I Sydafrikas hårde klassesamfund med millioner af udsigtsløst fattige forbliver forsoningens ord tomme.

Ved hans død vil vi mindes Mandela som en stor leder af den sydafrikanske kamp mod apartheid og som et stort menneske, hvis humanistiske livssyn prægede hans liv og hans kamp.

Æret være hans minde.