09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU kræver frihandel i Latinamerika

EU og Latinamerika mødes i Chile

EU kræver frihandel i Latinamerika

Kriseramte EU fremstiller Latinamerika og Caribien som "lige" parter. Men alligevel stiller EU betingelser for et tættere samarbejde: åbne markeder, frihandel og nul toldmure er vejen frem, ifølge EU.

Under CELAC-EU topmødet mellem EU's og Latinamerikas og Caribiens politiske ledere i søndags i Chile blev der både krammet, givet hånd og holdt skåltaler for et tættere økonomisk samarbejde de to kontinenter imellem. 

Tysklands kansler Angela Merkel, af flere latinamerikanske medier kaldet "Europas boss", sagde, at CELAC (Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater) og EU bør skabe "en strategisk alliance mellem lige parter", skriver nyhedsbureauet AFP.

Men med det "lige" forhold mellem kontinenterne følger dog en række krav fra EU. Merkel advarede nemlig de latinamerikanske ledere om, at et tættere samarbejde kræver, at Latinamerika glemmer alt om at beskytte sin handel med toldmure eller anden statsstøtte. Og frem for alt kræver Merkel og EU's ledere, at frihandel og åbne markeder er normen.  

Dermed udfordrer Angela Merkel en lang række store lande på kontinentet, som i øjeblikket går andre veje end ad den nyliberale og søger at styrke deres statslige sektorer. Det er lande som Venezuela, Ecuador og Bolivia. 

Et af Merkels øverste punkter på dagsordenen til topmødet i Chile var at komme tættere på at underskrive en frihandelsaftale mellem EU og den sydamerikanske handelsblok Mercosur, der består af Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay og Venezuela. Ligesom Merkel og EU har Brasilien også presset på aftalen i hus. 

Men mens EU kræver nul protektionisme, så er det netop EU's egen protektionisme - i form af den massive støtte til EU's landmænd - der har forhalet  frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur. Flere sydamerikanske lande pointerer, at deres landmænd ikke har en chance for at sælge deres produkter i EU, fordi EU med landbrugsstøtten holder priserne kunstigt nede. Priser, der er så lave, at Sydamerikas landmænd ikke kan konkurrere med dem. 

EU og CELAC underskrev tre bilaterale aftaler om uddannelse, kultur og forskning i Antarktisk, skriver flere medier. Mandag tog EU's statsledere hjem, mens CELAC brugte dagen til et separat topmøde kun for CELAC's 33 medlemslande.

Under CELAC-EU topmødet afholdte græsrodsorganisationer et parallelt folkeligt protesttopmøde i Chiles hovedstad Santiago de Chile.

EU er den største investor i Latinamerika og står for tre procent af de samlede direkte udenlandske investeringer. I 2010 investerede EU 2128 milliarder kroner i Latinamerika. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2013 - 13:00   01. feb. 2013 - 13:00

CELAC

ax@arbejderen.dk