Hvis der skal blive fred i Colombia skal USA's militær ud af landet og de amerikanske militærbaser i Colombia skal lukkes.

Det mener Javier Calderon, der er aktiv i den civile politiske kamp i Colombia, og som besøgte Danmark for et par uger siden for at fortælle om situationen og fredsprocessen i hjemlandet.

I 2010 var Colombias hær helt oppe på 600.000 mand.

USA's tilstedeværelse i Colombia og den militære støtte til regeringen i Bogota er en hovedforhindring for fred i Colombia, der i 50 år har været præget af undertrykkelse og væbnet konflikt.

– Den herskende klasse i Colombia har altid været en nær allieret for USA. Sådan har det været i over 100 år – helt siden Colombia gav USA den del af landet, der i dag er Panama, for at USA kunne bygge Panama-kanalen, fortæller Javier Calderon.

USA har hjulpet jordejerne med at bevare magten i Colombia. Til gengæld har regeringen i Bogota støttet USA's interesser i Sydamerika. Lige nu ved at stille syv militærbaser til rådighed for USA.

Narkoen er et skalkeskjul

Den officielle begrundelse er kamp mod cocadyrkning og narkobander.

Men det er et skalkeskjuld, siger Javier Calderon til Arbejderen. Det er en krig mod utilfredse bønder, som fordrives fra deres jord og mod væbnede guerillaer, som kæmper for et frit og socialt retfærdigt Colombia, fortæller ham

Den største af Colombias guerillabevægelser er FARC.

Denne oprørsbevægelse blev grundlagt i 1964 af bønder, som ville kæmpe for jord, national selvbestemmelse, social retfærdighed og socialisme.

FARC har tusinder af guerillasoldater under våben. Men siden efteråret 2012 har FARC forhandlet fred med repræsentanter for Colombias regering. Forhandlingerne blev formelt indledt ved et møde i Oslo den 18. oktober 2012.

De konkrete fredsforhandlinger foregår i Havanna i Cuba.

Det kom som en overraskelse for mange, at regeringen i Bogota sagde ja til fredsforhandlinger. I 10 år havde en ultrahøjre-regering under præsident Alvaro Uribe forsøgt at nedkæmpe guerillaen militært med USA's aktive støtte.

– USA støttede Uribe-regeringen med 10 milliarder dollars, med kamphelikoptere og al moderne militærudstyr, fortæller Javier Calderon.

Under Uribe blev Colombia militariseret voldsomt:

– I 2002 var Colombias hær på 100.000 mand. I 2010 var den helt oppe på 600.000 mand, berettet Calderon og tilføjer, at det moderne militærudstyr og de militære rådgivere ikke kun kom fra USA. Også Israel sendte rådgivere og materiel.

– Uribes taktik skabte store problemer med overtrædelse af menneskerettighederne. Det stod klart for hele verden, at i Colombia havde vi et civilt diktatur, siger Javier Calderon.

Han forklarer, at det blev et problem for EU, der forhandlede om en frihandelsaftale med Colombia, fordi europæiske firmaer var og er interesserede i Colombias jord og miner.

– Hæren begik alle former for krænkelser af menneskerettighederne, og det var meget kompliceret for EU at underskrive en frihandelsaftale med en sådan alvorlig krænker af menneskerettighederne, fortsætter Javier Calderon.

Så kræfter i og uden for Colombia fik en økonomisk interesse i at få stoppe borgerkrigen, få gang i en fredsproces og dermed åbne Colombia for udenlandsk kapital og handel.

Derfor skete der ved valget i 2010 et ganske dramatisk politisk skifte i Colombia.

Santos er ikke pacifist

Juan Manuel Santos, der havde været forsvarsminister under Alvaro Uribe vandt valget på løfter om at skabe fred i landet.

– Santos er ikke nogen pacifist, understreger Javier Calderon. Han var som forsvarsminister ansvarlig for Uribes brutale politik. Men han er forretningsmand. Han ønsker at indgå en fredsaftale for at udvikle sine forretninger med multinationale selskaber.

Og han troede, det ville blive nemt at nå til en aftale med oprørsbevægelsen, forklarer Javier Calderon. Det var hans opfattelse, at FARC var svækket, og at de folkelige organisationer var 'møre' efter mange års undertrykkelse under Uribe.

– Men historien har vist, at de folkelige organisationer har både styrke og kampkraft.

Javier Calderon tør ikke forudsige resultatet af fredsforhandlingerne i Havanna, men han peger på, at de mange folkelige og demokratiske regeringer i Latinamerika øger muligheden for fred og retfærdighed. Der er et stort pres på Colombias regering fra nabolandene og fra hele verdensdelen, slutter han.