Colombianske Javier Calderon skulle hilse fra småbønderne i sit hjemland og sige, at de er vrede på EU. Den frihandelsaftale, som EU og Colombias regering har underskrevet, er i gang med at ruinere de små bønder, der ikke kan konkurrere med fødevarer, som er produceret og eksporteret med støtte fra EU.

Javier Calderon har netop besøgt Danmark. Han ser gerne, at aktive danskere kæmper imod frihandelsaftalen mellem EU og Colombia, og at aftalen rulles tilbage. For det er ikke nyliberal frihandel, colombianerne har brug for i en i forvejen svær tid.

Hvert år bliver faglige aktivister myrdet. I 2010 var drabstallet over 100.

Javier Calderon er en af de mange colombianere, som har forladt landet af sikkerhedsmæssige grunde. Men trods sit eksil i Argentina handler hele hans liv og engagement om at kæmpe for fred, demokrati og social fremgang i hjemlandet.

Der har været borgerkrig i det sydamerikanske land i over 50 år. Regeringen er tæt allieret med USA, som har syv store militærbaser i landet. Baserne bruges aktivt i kampen mod den væbnede befrielsesbevægelse i Colombia, og USA's baser opleves som en alvorlig trussel af nabolandene Venezuela, Ecuador og Bolivia.

– Jeg var lærer og fagforeningsmand, jeg var tillidsmand for universitetslærere i Colombia, men blev i 2010 nødt til at forlade landet.

Fagforeningsmand i eksil

Javier Calderon gør ikke et stort nummer ud af, at hans faglige arbejde bragte ham i en situation, hvor det blev uholdbart for ham at blive i Colombia. Eksilet er en skæbne, som han deler med mange andre. Det er både dramatisk og samtidigt helt almindeligt.

Overfald og drab på fagforeningsfolk og politiske aktivister på venstrefløjen er hverdag i Colombia.

Hvert år bliver snesevis af faglige aktivister myrdet. I 2010 var drabstallet over 100.

Javier Calderon repræsenterer folkebevægelsen Marcha Patriotica, og han besøgte i forrige uge Danmark for "at opdatere venner og kontakter om situationen i Colombia", som har siger til Arbejderen.

Han mødtes med enkeltpersoner og organisationer og holdt oplæg ved et offentligt møde i København.

Narko og væbnet frihedskamp bliver udnyttet til massiv undertrykkelse af befolkningen.

Han vil gerne fremme det solidaritetsarbejde med Colombia, som fagforeninger og organisationer deltager i. Fordi det betyder noget helt konkret for de politiske vilkår i Colombia, at der i Europa og Danmark er solidaritet og ikke mindst, at der er modstand mod den frihandelsaftale som EU har indgået med regeringen i Colombia, og som smadrer livsvilkårene for Colombias bønder, fortæller han.

Og det er vigtigt, at der er organisationer og medier i Europa, som forklarer, hvad der faktisk foregår i Colombia og Latinamerika. 

– Der er stor uvidenhed i Europa om virkeligheden i vores land, uvidenhed om de sociale kampe og om undertrykkelsen.

– Situationen i mit land er fortsat meget vanskelig. Ikke kun på grund af den væbnede kamp. Først og fremmest på grund af den sociale virkelighed. Men heldigvis vokser den folkelige bevægelse i landet i styrke. Venstrefløjen finder sammen og bliver bedre til at lede de sociale bevægelser.

– Vi giver de nyliberale modstand. Vi mobiliserer modstand mod USA militære tilstedeværelse og indblanding. Kort sagt er vi en central del af fredsbevægelsen i Colombia.

Colombia er nærmest besat af USA og andre udenlandske aktører, som presser en nyliberal økonomisk model ned over landet. Narko og væbnet frihedskamp bliver udnyttet som undskyldning for USA's militære indblanding, og for massiv undertrykkelse af befolkningen, forklarer Javier Calderon.

Marcha Patriotica er en bevægelse, hvis navn kan oversættes til "På march for fædrelandet" eller "Fremad for Fædrelandet".

For demokrati og social fremgang

Kampen for fred, forklarer Javier Claderon, er en kamp for demokrati, for social fremgang og for national selvbestemmelse.

Han peger på, at den politiske kamp i Colombia foregår i en tid, hvor Latinamerika er i gang med at frigøre sig fra USA's traditionelle herredømme.

Marcha Patriotica er ikke et politisk parti, men en bevægelse, hvor den udenomsparlamentariske kamp er det centrale, forklarer Javier Calderon.

– Det er jo sådan politisk kamp er, når der ikke er demokrati i et land, eller hvis demokratiet er begrænset, påpeger han.

– Så derfor går vores arbejde ud på at mobilisere befolkningen til kamp for social fremgang og politiske rettigheder.

Og de seneste to år har budt på en række vigtige kampe, som har vundet stor opbakning i befolkningen.

–  Vi lavede en generalstrejke blandt bønderne. 60 dage i slutningen af 2013.

Det var ikke kun en strejke, men også en lang række aktioner – blandt andet vejblokader. Strejken og aktionerne lammede landet og økonomien 70 procent, vurderer Javier Calderon.

Det var dybest set en kamp mod den indgåede frihandelsaftale mellem Colombias regering og EU.

– Colombias regering har skrevet under på, at den ikke må give statsstøtte på nogen som helst måde til bønderne og landbruget i Colombia. Og det betyder, at europæiske landbrugsvarer oversvømmer markedet i Colombia og udkonkurrerer landets egne bønder.

Det vil ødelægge økonomien blandt colombianske mælkeproducenter, kartoffelavlere og andre dele af landbruget.

Så hensigten med strejken var at afvise frihandelsaftalen, og strejken førte da også til, at regeringen indledte forhandlinger med bøndernes organisationer.

– Men disse forhandlinger har ikke givet noget resultat overhovedet, lyder det vredt fra Javier Calderon.

Det skyldes, at regeringen har forpligtet sig over for EU og ikke kan imødekomme landets bønder, fordi det ville være et brud på frihandelsaftalen, tilføjer han.

Så Marcha Patriotica er ved at forberede en ny folkelig mobilisering. Bevægelsen rejser fem konkrete krav, samtidig med at den fastholder en grundlæggende afvisning af frihandelsaftalen med EU.

Mobilisering for fem krav

Javier Calderon gennemgår omhyggeligt de fem temaer vel vidende, at den politiske kamp både er langt væk fra den danske virkelighed, men samtidigt at kamp mod EU's nyliberalisme alligevel forbinder den politiske kamp tværs over Atlanten.

For det første kræver Marcha Patriotica genforhandling af alle de aftaler, som regeringen har indgået med internationale mineselskaber, som udvinder kul og råstoffer i Colombia. Der skal indgås nye aftale, som beskytter miljøet, og som giver en større økonomisk gevinst til Colombia. I dag bliver floderne forurenet og bønders jord bliver opslugt. 

Det andet punkt går ud på, at den lange række aftaler om oprettelse af beskyttede zoner til landbrugsproduktion skal gøres færdige, så bønderne, der lever i disse områder, kan udvikle deres produktion, få en bedre økonomi og bedre sociale vilkår samt bidrage mere til Colombias fødevareforsyning. 

Zonerne er landbrugsområder, der er oprettet ifølge en lov fra 1993, hvor bønderne får fælles ejendomsret til jorden og ret til en række tilskud og lån for at skabe udvikling og øget produktion.

Men regeringen ønsker ikke, at opfylde loven, fordi det bliver vanskeligere at stille jorden til rådighed for mineselskaber eller udenlandske investorer, der ønsker at dyrke afgrøder til biobrændstof, forklarer Javier Claderon. 

Der er i dag 20 områder, hvor bønderne kæmper for at få den officielle aftale med regeringen på plads. Bønderne lever op til deres del af lovens krav, men regeringen blokerer processen. Bønderne har skabt de formelle aftaler om ejendomsretten til jorden, de har formuleret projekter for udvikling af produktionen, og de opfylder lovens krav om miljøbeskyttelse, tilføjer han.

 Aftalen med EU vil føre til landbrugsområder uden bønder.

Når Marcha Patriotica fokuserer på denne kamp, hænger det også sammen med de igangværende fredsforhandlinger i Havanna mellem den væbende befrielsesbevægelse FARC og regeringen. Her er et af de centrale forhandlingstemaer bøndernes ret til jorden og levevilkårene på landet.

Der er tale om store landområder. Det sted, Javier Calderon kender mest til, dækker cirka 200 kvadratkilometer. 20 områder af denne størrelse dækker tilsammen 4000 kvadratkilometer – svarende til 400.000 hektar – som regeringen ikke vil give bønderne formel og juridisk ret til, for så kan den ikke senere give jorden til et mineselskab eller en udenlandsk investor, forklarer Javier Calderon.

Desuden påstår regeringen, at sådanne landbrugszoner bliver fristeder for oprørsbevægelsen. Det ryster Javier Calderon blot på hovedet af. Og tilføjer med et skævt grin, at militæret advarer om, at områderne vil blive til en masse små selvstændige republikker.

For bondefamilierne er det imidlertid en kamp på liv og død. Regeringens plan er at lade nyliberalismen herske uhindret –  som frihandelsaftalen med EU er et udtryk for. Og det vil medføre landbrugsområder uden bønder... "un campo sin campesinos", som Javier Calderon formulerer det.

Det tredje tema, som Marcha Patriotica nu sætter fokus på, er de oprindelige folks ret til landområder.

Her er konflikten helt den samme. Der er en lov, som giver oprindelige befolkningsgrupper ret til jord. Der skal indgås aftaler med regeringen, men det ønsker den nuværende regering ikke, fordi sådanne jordområder derefter ikke så nemt kan overdrages til mineselskaber og agroindustrien.

Det fjerde punkt i den folkelige mobilisering handler om, at regeringen skal investere i landområderne. I landsbyerne er der ofte ingen skoler, læger eller kultur. Der er ingen økonomisk udvikling, som kan sikre social udvikling, og derfor kræver Marcha Patriotica sammen med de sociale organisationer, at regeringen investerer i skoler og lægehuse samt giver lån til bønder og håndværkere, så der kan ske en økonomsik udvikling i områderne.

Femte punkt er kamp for menneskerettigheder og for at få løsladt landets mange politiske fanger.

Der sidder tusinder af politiske fanger i Colombias fængsler.

Under bondestrejken i 2013 blev 600 bønder og aktivister fængslet. 200 af dem sidder stadig i fængsel, og blandt dem er nogle af bevægelsens vigtigste ledere, beretter Javier Calderon. Faktisk kommer de fleste af Colombias politiske fanger fra bondebevægelsen. 

Menneskeretsorganisationer vurderer, at der er 9500 politiske fanger i Colombia. Ud af dem er cirka 1000 medlemmer af guerillaen, mens resten er fra de folkelige organisationer og sociale bevægelser, bønder, fagforeningsfolk, studerende, oprindelige folk.

De studerende

Det er ikke kun Colombias bønder, der deltager i de sociale og politiske kampe i landet. De studerende spiller en central rolle. De har i årevis kæmpet for offentlig og gratis uddannelse.

Det er en hård kamp, for det er regeringen politik, at videregående uddannelser skal være private – og de er i høj grad allerede privatiseret.

Regeringen arbejder på en række projekter med privatisering af statslige universiteter.

–  Metoden er, at regering vil give stipendier og låne penge til de studerende, som så skal betale for undervisningen. Men det har studenterbevægelsen kæmpet imod i mange år, fortæller Javier Calderon.

Stærke kræfter på Colombias højrefløj ønsker at stoppe dialogen om fred. 

Marcha Patriotica arbejder også i byerne. Sammen med byboere kæmper bevægelsen for bedre boliger og et bedre sundhedsvæsen. I dag er sundhedssektoren stort set privat, og det sundhedsvæsen, som tilbydes befolkningen er kort og godt elendigt, fastslår den colombianske aktivist.

Marcha Patriotica forsøger desuden af alle kræfter at presse regeringen til at fortsætte fredsprocessen og forhandlingerne  i Havanna med FARC.

Der er stærke kræfter på Colombias højrefløj, som ønsker at stoppe dialogen og genoptage den tidligere præsident Alvaro Uribes plan om at nedkæmpe guerillaen og de folkelige kræfter. Og med Republikanernes valgsejr i USA, hvor de nu har flertal i begge kongressens kamre, vil USA også trække mere i retning af at sabotere fredsprocessen, frygter Marcha Patriotica.

Lokalvalg til oktober

Marcha Patrioticas folkelige mobilisering retter sig også mod de lokale valg, som afholdes i Colombia til oktober. Her stiller Marcha Patriotica for første gang op. Ikke alene, men i en valgfront sammen med en række partier og folkelige organisationer.

Valgkampen skal udnyttes til at præsentere Marcha Patrioticas politiske program og styrke mobiliseringen i den udenomsparlamentariske kamp. Og blive mere kendt blandt mennesker i hele landet.

Forventningen er ikke at vinde flertal og lokal magt i kommuner.

Selvom Marcha Patriotica kæmper civil politisk kamp og i det kommende halve år almindelig valgkamp, så er der stor fare for, at bevægelsens politiske modstandere vælger at møde denne udfordring med vold og drab.

Marcha Patriotica frygter, at det kan gå som med en tilsvarende valgalliance i 1980'erne, Union Patriotica (UP). Da lederne af den illegale politiske kamp dengang trådte frem som politikere i valgfronten UP blev de jagtet af højrefløjens dødspatruljer. Omkring 2000 af venstrefløjens, fagbevægelsens og bondebevægelsens ledere blev dengang likvideret.

– Vi har en historie med folkemord. Der er stor frygt, men vi ønsker ikke at overlade det parlamentariske rum til højrefløjen, siger Javier Calderon.

Valgalliancen hedder "Frente Amplia por la Paz" – Den brede front for fred.

En del af partiet Polo Democratico er med, partiet Progressistas også, en del af "Det Grønne Parti", en social bevægelse, som hedder "Congreso de los Pueblos" og landsorganisationen af Colombias oprindelige folk (ONIG).

Javier Calderon er tilfreds med størrelsen og bredden i "Frente Amplia por la Paz", selvom alle ikke er med. Her er den progressive fagbevægelse med og de vigtigste sociale bevægelser. Strategien med at danne "brede valgfronter" har i mange lande i Latinamerika været vejen til at vinde den nationale regeringsmagt. Det gælder i Brasilien, Uruguay, Venezuela, Ecuador og andre lande.

Men Colombia er anderledes, fordi der foregår en væbnet befrielseskamp.

Marcha Patriotica og FARC-guerillaen er i det store og hele enige om programmet for landbruget og bondebevægelsen.

Mange bønder er blevet ruineret og fordrevet fra deres jord. De har en lang tradition for kamp. Marcha Patriotica står stærkt på landet og FARC opstod så at sige blandt bønderne. Derfor har de to organisationer stort set den samme politik på disse vigtige spørgsmål.

– Vi opfatter oprørsbevælgelsen, som del af den folkelige bevægelse. Vi deler den antiimperialistiske vision, og vi deler modstanden mod nyliberalismen. Men organisatorisk er vi adskilte. To selvstændige organisationer med hver sit program og sine arbejdsmetoder, uderstreger Javier Calderon.