I denne tid er det Venezuela, Graciela Ramírez zoomer ind på. I Venezuela har der været 23 valghandlinger siden 1999, da Hugo Chávez vandt sit første præsidentvalg.

20 af disse valg og nationale folkeafstemninger blev vundet af tilhængerne af landets såkaldte Bolivarianske Revolution, mens to blev vundet af højre-oppositionen.

Det 23. valg er netop afholdt med kommunalvalgene søndag den 10. december, og resultatet er en sejr for den siddende regering og præsident Maduro, idet kandidaterne fra regeringsalliancen vandt 300 af de i alt 335 borgmeterposter. Landets højrekræfter havde tilsyneladende forudset, at de ikke kunne vinde, og derfor valgte oppositionens tre største partier at boykotte valget.

I 1959 kom den cubanske revolution og smadrede USA's og Europas verdensorden.

For to år siden vandt oppositionen en stor sejr ved valget til nationalforsamlingen. Oppositionen, som i næsten to årtier havde høstet det ene valgnederlag efter det andet, vandt stort flertal i den lovgivende forsamling. Men I oktober i år var det igen tilhængerne af Den Bolivarianske Revolution, som vandt 18 af 23 guvernørposter i landet.

Der er mange, som leder efter svaret på disse store skift hos vælgerne. Men Graciela Ramírez synes ikke det er uforklarligt.

– Ved parlamentsvalget i december 2015 faldt vælgerne for oppositionens løftet om, at den kunne løse landets økonomiske problemer. Efter valget viste det sig, at selv med et stort flertal i Nationalforsamlingen kunne den ikke løse problemerne, forklarer Graciela Ramírez til Arbejderen.

Hun minder om, at befolkningens levevilkår i stedet faktisk blev værre og være – især på grund af den vold og uro, som samme opposition anstiftede. Og da ledende folk fra oppositionen i eftersommeren 2017 direkte opfordrede til udenlandsk indgreb i Venezuela, sagde befolkningen nej og gav igen deres solide opbakning til Den Bolivarianske Revolution.

Arbejderen møder Graciela Ramírez i Havanna for at få hende til at give en status på udviklingen i Latinamerika.

Set fra Havanna

Hun er født og opvokset i Argentina, men forlod landet under militærdiktaturet i 1970'erne. Hun har levet i Europa, men bor i dag i Cuba, hvor hun som korrespondent for magasinet RESUMEN følger den politiske udvikling tæt.

– Frihedskampen i Latinamerika finder sit højeste udtryk i Cuba. Derefter kommer Den Bolivarianske Revolution i Venezuela samt den politiske udvikling i Bolivia og Nicaragua. Deres kamp bliver mødt med nådesløs had og vrede fra imperialismen i USA og dets allierede i Europa, fastslår Graciela Ramírez.

Hun vil gerne lægge en historisk bund for forståelsen af den aktuelle situation i Latinamerika.

Nogle gange forstår de venstreorienterede ikke behovet for at uddybe den politiske forandring, behovet for at gå fremad.

Latinamerika har været en guldgrube for lande i Europa i århundreder. Siden tog USA over og har behandlet regionen som sin 'baggård'. 

– Der skete en deling af rovet, og parterne var enige om, at sådan skulle det være. Europa og USA var efter Anden Verdenskrig enige om denne verdensorden. Men så kom den cubanske revolution og smadrede denne ordning, konstaterer Graciela Ramírez med begejstring.

Hun mener, at efter den russiske og den kinesiske revolution er revolutionen i Cuba den mest skelsættende begivenhed.

–  Cuba gav imperialismen en lærestreg. Ja mange lærestreger. Men først og fremmest lærte den folkene i Latinamerika og Caribien, at oprør er muligt, og at oprør betaler sig. 

Med den cubanske revolution tog folkene i Latinamerika et nyt historisk skridt. De forstod, at det var nødvendigt ikke kun at frigøre sig fra de gamle europæiske kolonimagter, men også fra den nye hersker, USA. Og USA svarede med bål og brand, forklarer Graciela Ramírez.

– De dæmoniserer Cuba. Dengang i 1959-60 slettede de Cubas sukkerkvote på markedet i USA, de støttede kontrarevolutionen, de sendte deres agenter, og CIA forsøgte igen og igen at myrde Fidel Castro. Og så kom blokaden, som Cuba nu har lidt under i 56 år.

USA har brugt og bruger hæmningsløst ethvert middel. Også militæret, understreger den argentinske kvinde. Hun ved det af egen blodig erfaring fra militærkuppet i Argentina i 1976.

USA har den fordel, at de militære ledere i de latinamerikanske lande er uddannet på militærakademiet SOA – School of the Americas – i USA.

– Når USA havde brug for det, var det blot at sende en ordre til de militære ledere i et givet land om at gennemføre et militærkup. De var uddannet til det, og det skete gang på gang, når et land var slået ind på en politisk kurs mod frigørelse og selvbestemmelse.

Skoleeksemplet Chile

Naturligvis er det første eksempel, som hun nævner, Chile i 1973 under den folkevalgte socialistiske præsident Salvador Allende. Men eksemplerne står i kø; Argentina, Paraguay, Bolivia, Honduras.

Og eksemplerne er ikke kun historiske. Det sker også i dag. Honduras i 2009, Paraguay i 2012 og kuppet mod Dilma Rousseff i Brasilien 2016. Kuppene i Brasilien og Paraguay tager Graciela Ramírez med, selvom det ikke kom til brug af militæret.

Vi latinameri-kanere har ikke tillid til militærets folk. 

– Det har været sådan, at USA's ambassadør i landene har haft mere magt end landenes præsidenter. Det var bare at give ordren, så handlede det nationale militær, og USA kunne stå i kulissen uden synligt blod på hænderne. Landenes eget militær kom til at stå som USA's besættelsesstyrke, lyder det indigneret fra den energiske antiimperialist.

Hun springer til året 1999.

– I 1999 dukkede Hugo Chávez op. Hvem var du denne militærmand?  Der var en vis utryghed, for vi latinamerikanere har ikke tillid til militærets folk. Men Chávez var noget andet. Fra en fattig familie. Et ydmygt menneske.

– Chávez udløste en rivende strøm i Venezuela – dette ekstremt rige land med så mange fattige. Han insisterede på, at olien er folkets. Chávez ændrede holdningen til Cuba i Latinamerika: Cubanerne er vores brødre og søstre, fastslog han.

Ordene flyder i en hurtig og energisk strøm. At genkalde sig 'venstrebølgens' fremvækst for 15 år siden vækker glade minder og optimisme: ALBA-samarbejdet blev startet mellem Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua, Ecuador og østater i Caribien:

– Små og store lande, rige og fattige lande, stærke og svage lande arbejdede sammen om frigørelse og sociale fremskridt.

Graciela Ramírez trækker andre positive eksempler frem: Lula i Brasilien, som ikke ville nationalisere den private ejendom eller jorden, men vandt valgene på løftet om at stoppe sulten! Kirchner-familien i Argentina, som aldrig talte om revolution eller socialisme, men lovede uddannelse til børnene, pensioner til de gamle og en løn til de, der gik på arbejde.

Et nyt våben

Hun fremmaner erindringen om nogle år med enorme demokratiske, økonomiske og sociale fremskridt i Latinamerika. 

– Imperialismen ville ikke acceptere dette, men de kunne heller ikke beordre deres soldater ud fra kasernerne. Det ville have udløst fordømmelse og givet tilbageslag, vurderer Ramírez og forklarer, at her i det 21. århundrede råder imperialismen over et nyt våben, kommunikationen: Massemedierne som de ejer, internettet og kulturen.

– USA ved alt om dette. De har deres tænketanke. Der blev analyseret og lagt planer for at bremse udviklingen, splitte og atomisere. Få denne udvikling til at stoppe.

Korruption på hovedet

– De spottede de lag i befolkningen, som kunne være lydhøre for deres budskab. De skubbede opinionen i deres retning. De ved, at befolkningen afskyr korruption, og det udnytter de.

Graciela Ramírez tager sagen mod Brasiliens nu afsatte præsident Dilma Rousseff som eksempel. Gennem medierne fortalte de, at Dilma havde snydt dem, stjålet fra dem og var korrupt. Efter pressehetzen blev der rejst en juridisk sag, som blev afgjort politisk i Senatet, hvor Dilmas modstandere havde flertal.

Graciela Ramírez mener ikke, at det i virkeligheden var Dilma, som imperialismen og Brasiliens højrefløj  var ude efter, for Dilma Rousseff havde kun to år tilbage af sin regeringstid. Højrefløjens frygt var, at den tidligere præsident Lula da Silva ville stille op ved præsidentvalget i 2018 og blive valgt.

– Lula og Dilma er det samme. Så det blev et skakspil, hvor man tog dronningen for at vælte kongen, lyder det fra Ramírez.

Og hun raser over dette kup mod Brasiliens folkevalgte præsident. For hun er rystet over, at en mand som Michel Temer bagefter kunne sætte sig i præsidentstolen:

– Det er en parodi. Han er den mest usle og korrupte politiker, man kan finde noget sted. Det er helt perverst, lyder det hidsigt.

– Det var en stor fejl, at Dilma Rousseff i sin tid tog Temer ind som vicepræsident i den brede alliance, som hun skabte efter valgsejren i 2014, mener Graciela Ramírez. Og hun mener, det er noget, som de brede, progressive regeringer i andre lande i regionen skal lære af.

– Når venstreorienterede partier vinder regeringsmagten gennem valg, allierer de sig ofte med centrum-højrekræfter og socialdemokrater, som senere falder dem i ryggen. Nogle gange forstår de venstreorienterede og revolutionære ikke behovet for at uddybe den politiske forandring, behovet for at gå fremad, kæmpe sig fremad, vinde nyt terræn og ny tillid. I stedet går de på kompromis, konstaterer Ramírez beklagende.

Det mener hun er en vigtig lære, som de folkelige ledere i Latinamerika skal tage til sig. For der står flere og hårde kampe for døren:

– Imperialismen tilgiver intet. Den har lært, at den ikke – ikke altid – behøver at bruge militæret, men kan komme langt med kontrol over medierne og vel tilrettelagt manipulation.

Ud over Brasilien har venstrekræfterne mistet regeringsmagten i Argentina og flere andre lande i regionen.

– Macri, siger hun med synlig væmmelse. 

Mauricio Macri er Argentinas præsident. Han blev valgt i december 2015 og repræsenterer højrefløjen. Macri har på to år rullet de sociale fremskridt tilbage, som blev skabt i godt 10 år med præsidenterne Nestor og Cristina Kirchner. Og Macri har genoprettet det nære forhold til USA.

– Med en massiv kampagne lykkedes det at overbevise vælgerne om, at Kirchner'ne ikke var fremtiden. At de kun evnede at skabe fattigdom og elendighed. At kun kapitalismen kunne skabe arbejde, uddanelse og et liv som i de rige lande.

I Brasilien blev det et skakspil, hvor man tog dronningen for at vælte kongen.

Graciela Ramírez tager sig til hovedet over manipulationens omfang i den valgkamp, som gav Macri sejren. Han skabte et nyt parti med det lokkende navn Forandring (Cambiemos). Det var et brud med et traditionelt to-partisystem; højre og venstre. Og ifølge Ramírez repræsenterer Macris parti det værste fra begge de gamle partier.

– Det er en hybrid, der kan varetage imperialismen interesser, fastslår hun.

– "Lad os fejre glædens revolution" lød en af Macris valgslogans. Siden er korruptionen eksploderet, el-priserne er mangedoblet og budgetterne til pensioner og sociale udgifter er skåret dramatisk ned.

Tilbage til Venezuela

Graciela Ramírez begyndte med Venezuela og vil også slutte i dette land, hvor kampen om Latinamerikas fremtid er mest skærpet. Imperialismens mediekrig er mest ekstrem her. Venezuelas regering bliver dæmoniseret:

– Det er den værste og den mest løgnagtige kampagne, der er set, mener hun og forudser, at det kan blive endnu værre.

Hun er chokeret over den hadkampagne, som blev udløst mod Venezuela, da der i juli måned blev gennemført et valg af en grundlovgivende forsamling. Alt foregik i henhold til den eksisterende lovgivning. 

–  Men i medierne blev det fremstillet som udtryk for et autoritært regime. Valget blev kritiseret og underkendt. I Washington truede Trump med militært indgreb, selvom det, der foregik, var et af det borgerlige demokratis smukkeste handlinger; nemlig et demokratisk valg.

Graciela Ramírez husker valgdagen, og hun husker avisernes forsider dagen efter.

På valgdagen gik befolkningen til stemmestederne trods oppositionens opfordring til boykot. 

– Billeder fra valgdagen viser, hvordan folket – vælgerne – rejste langt, vandrede, krydsede floder og udstod store vanskeligheder for at stemme og vælge deres delegerede. 

– Men det var ikke sådanne billeder, der prægede avisforsiderne dagen efter i Madrid, Washington, Buenos Aires, Mexico, Caracas eller Bogotá. Her viste man fotos af Venezuelas politi, der anholdt en person, eller politiet i kamp med demonstranter og overskrifter om en totalitær stat.

Trods den vanskelige situation er Graciela Ramírez optimist.

– På trods af alt det her, så skal vi huske folkets evne til at handle. Der akkumuleres lidt efter lidt bevidsthed, vilje og beslutsomhed, som kan omstyrte det bestående. Modstandskampen lever. Den foregår hele tiden. Der organiseres nedefra.

– Vi er her, og vi kæmper, slutter den argentinske kvinde.