10 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

G20 udsætter ulandes afbetaling på gæld

Ulandsgæld og corona

G20 udsætter ulandes afbetaling på gæld

De fattigste lande får i første omgang udsat 12 milliarder i afdrag på gæld til rige lande. Men verdens rigeste lande bevilger samtidig sig selv økonomiske hjælpepakker på over 1000 milliarder dollars.

Saudi-Arabien har formandskabet i G20 i år. Onsdag var der indkaldt til G20-møde om de økonomiske problemer, som verden står i med en coronapandemi.
FOTO: HANDOUT/SAUDI ENERGY MINISTRY/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Onsdag besluttede finansministre og centralbankdirektørerne fra verdens 20 største økonomier – de såkaldte G20-lande – at komme fattige og gældstyngede lande til undsætning. Med henvisning til et ønske om at give landene bedre mulighed for at 'opruste' deres sundhedsvæsen i kampen mod corona fik landene udsættelse med afbetaling på noget af deres gæld.

"Vi støtter en tidsbegrænset suspendering af afdrag på gæld fra de fattigste lande, hvis disse anmoder om det", lyder det i erklæringen fra onsdagens onlinemøde under forsæde af Saudi-Arabien.

Den Internationale Valutafond (IMF) afsætter 500 millioner dollars, der kan bruges til at udsætte 26 særligt gældsplagede ulandes afdrag på lån hos IMF i seks måneder.

Den britiske nyhedsstation BBC beretter, at løftet åbner for, at fattige lande kan få udsat gældsbetalinger på tilsammen 12 milliarder dollars.

Der er dog tale om udsættelse af gælden, som så skal afdrages med påløbne renter i perioden 2022 til 2024.

Kun statslån er omfattet

De enkelte skyldnerlande skal indgå tosidede aftaler om gældsudsættelse med kreditorlandene, og det er kun de 20 medlemslande, som har forpligtet sig til at imødekomme anmodninger om udsættelse med betaling på statslige lån. G20 har dog besluttet at opfordre private långivere og banker til at indgå frivillige aftaler om en tilsvarende udsættelse af afdrag på gæld i 2020.

Endelig har G20-mødet udtrykt glæde over, at IMF og Verdensbanken også er i gang med at udmønte økonomisk hjælp til lande, som er hårdt ramt under coronapandemien.

Den Internationale Valutafond IMF har således besluttet at afsætte 500 millioner dollars, der kan bruges til at udsætte 26 særligt gældsplagede landes afdrag på lån hos IMF i seks måneder. Det handler om lande som Afghanistan, Haiti, Yemen, Nepal, Niger, Guinea-Bissau, Mali og Mocambique.

Behersket glæde

Jubilee-Netværket, som arbejder for at få slettet ulandenes store gæld, udtrykker glæde om, G20 og IMF's beslutninger, men påpeger, at det langtfra er nok til at sikre de fattige lande ressourcer til at forstærke sundhedsvæsenet og bringe landene igennem coronakrisen økonomisk.

LÆS OGSÅ: NGO'er i opråb: Slet ulandes gæld, så de kan bekæmpe corona

Jubilees direktør i USA opfordrer IMF til at lægge helt andre beløb på bordet og til at eftergive de fattige lande gælden – ikke kun udsætte betalingen. Og der er penge nok placeret i IMF's guldreserver, påpeger direktør Eric LeCompte:

– I øjeblikket er der reserver for 140 milliarder dollars. Hvis man blot sælger guld for 10 milliarder dollars, så er man tæt på at kunne eftergive de fattigste 26 landes gæld, siger Erik LeCompte.

Han har skrevet et brev til IMF's generaldirektør Kristalina Georgieva, hvori han blandt andet skriver: "Vi er vidner til en voldsom storm, måske den værste økonomiske orkan vi kommer til at opleve i hele vores liv. Det er derfor det rigtige tidspunkt at bruge disse penge nu".

De rige lande får langt mest

Og beslutningerne på G20 mødet i onsdags viser, at de rige landes finansministre og centralbankdirektører er enige med LeCompte i, at den økonomiske krise, som en verden med coronapandemi står i, kræver hjælpepakker med meget store beløb.

Men G20 er ikke enige med LeCompte om, hvordan pengene skal fordeles.

Mens altså fattige ulande kan se frem til tocifrede milliardbeløb, så vil IMF og Verdensbanken afsætte tre- eller firecifrede milliardbeløb til kriselån til G20-landene selv og til de rige lande, der ikke er med i G20.

"Vi støtter IMF's krise-svar-pakke og byder velkommen, når IMF stiller en lånekapacitet på 1000 milliarder dollars til rådighed ... Vi opfordrer IMF til at skaffe yderligere midler, som kan tjene medlemslandes behov", lyder det på G20-erklæringens side 7.

Og når G20 byder en IMF-politik velkommen, så er den vedtaget, for G20 sidder på et overvældende flertal af stemmerne i IMF's ledelse. 

Tilsvarende fremgår det af erklæringen fra G20-mødet, at Verdensbanken afsætter 200 milliarder dollars til hjælpepakker, som primært er rettet mod mellemindkomstlandene.

Årsmøder i IMF og Verdensbanken

IMF og Verdenbanken afholder deres årsmøder i denne weekend. De foregår normalt ved fysisk fremmøde i Washington, men i år gennemføres møderne over internettet.

IMF har i en ny økonomisk rapport kaldt 'den store nedlukning' på grund af coronapandemien for den "værste økonomiske krise siden Den Store Depression – altså krisen i slutningen af 1920'erne og starten af 1930'erne.

IMF forudser, at verdensøkonomien vil gå tre procent tilbage i 2020. Det er langt mere end under krisen i 2008/2009, påpeger IMF og tilføjer, at "faren for en endnu værre udvikling er betydelig".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2020 - 09:01   17. apr. 2020 - 15:26

Gældskrise

se@arbejderen.dk
Fattige landes gæld tynger hårdt

Hver eneste måned betaler udviklingslandene milliarder af på gammel gæld til rige lande og kapitalfonde i Vesten.

Betaling af renter og afdrag på gæld er en enorm byrde for verdens fattigste lande.

Byrden bliver meget større under den nuværende sundheds- og økonomiske krise, hvor der er behov for at investere i sundhed, i at spænde et sikkerhedsnet ud under de ekstremt fattige og i økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet.

  • 64 lande bruger flere penge på renter og afdrag på gæld, end de bruger på sundhed.
  • Ghana, Gambia, DR Congo og Kenya burger alle mere end tre gange så mange penge på at betale gæld til de rige lande, som de bruger på sundhedsudgifter.
  • Bangladesh bruger 29 procent af sit statsbudget på gældsbetalinger – næsten det samme som sundhed og uddannelse tilsammen. Hvis gældsbetalingerne bliver reduceret til 12 procent af statsbudgettet, vil det frigøre 5,5 milliarder dollar til at imødegår coronakrisen og den økonomiske krise og eksempelvis finansiere 60.000 læger eller 115.000 sygeplejersker.
  • Ghana bruger 59 procent af sit statsbudget på gældsbetalinger. Hvis gældsbetalingerne blev reduceret til 12 procent af budgettet, kunne Ghana ansætte 200.000 jordemødre.
  • Kenya bruger 36 procent af sit statsbudget på gæld. Hvis gældsbetalingerne blev reduceret til 12 procent, vil det frigøre 4,4 milliarder dollar, så landet kunne ansætte 96.000 skolelærere.

Kilde: Mellemfolkeligt Samvirke

Hvad er G20?
  • G20 (Group of Twenty) består af de 19 største industrilande og væksøkonomier og EU. 
  • Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Rusland, Saudi-Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, Tyskland, USA og EU. Desuden er Spanien permanent indbudt og Holland er partnerland.
  • G20 har ingen formel beslutningskraft eller myndighed. Men den såkaldte sluterklæring fra mødet udstikker retningslinjer for landenes ageren.
  • Det første G20møde blev afholdt i 1999 som reaktion på den omfattende finanskrise i Asien.