Det bliver kaldt konspirationsteorien, der viste sig at være sand. Nye sager med tråde til NATO's hemmelige netværk Gladio bliver ved med at dukke op.
De aktuelle anklager ved Bommeleer-retssagen i Luxembourg mod to tidligere politisoldater for at have stået bag en bombekampagne i 1980'erne, afslører uhyggelige detaljer om NATO's paramilitære, hemmelige, og vidtforgrenede stay-behind-grupper, kaldet Gladio i Vesteuropa.
Vi var nødt til at angribe civile, ja kvinder, børn.
Vincenzo Vinciguerra
I tilfælde af intern uro, fare for kommunistisk magtovertagelse eller en sovjetisk invasion skulle Gladio-grupperne udføre sabotagehandlinger. Derfor titlen, ”stay-behind” - ”bliv bag linjerne”.
Men grupperne ventede ikke på oprør eller invasion. De udførte i samarbejde med fascister flere bombeangreb for angiveligt at skabe frygt og panik i civilbefolkningen, så der blev rejst folkestemninger til fordel for en stærkere statsmagt, mere politi samt flere anti-terrorlove.
Bombeangreb fandt især sted i Italien, Tyskland og Belgien med dødsfald til følge, mens én blev såret i Luxembourg. I Belgien døde i alt 28 civile mellem 1982-85.
Gladio-grupperne i Europa - oprettet i 1940'erne og 50'erne af NATO og CIA, blev for alvor afsløret den 24. oktober 1990 af den italienske premierminister Giulio Andreotti, som kunne fortælle det italienske parlament, at "NATO længe i det skjulte havde trænet militserne".
Men allerede i 1984 forklarede Vincenzo Vinciguerra under en retssag i Italien, at han havde været med i en Gladio-gruppe, der havde fået ”bistand fra landets hemmelige tjenester og de politiske og militære kræfter”. Også andre elementer i statsapperatet var involveret.
- Vi var nødt til at angribe civile, ja kvinder, børn, uskyldige mennesker. Grunden var ganske enkel: At tvinge befolkningen til at søge staten om større sikkerhed, sagde han under ed ifølge det britiske dagblad The Guardian.
Vincenzo Vinciguerra var medlem af den fascistiske gruppe Avanguardia Nazionale og terrorgruppen Ordine Nuovo, som var aktiv i 1970’erne. Vinciguerra fik livstid for drabene på tre politifolk i Peteano i 1972.
Den 2. august 1980 sprang en bombe på Bolognas banegård i Italien. 85 mennesker omkom. En italiensk parlamentarisk kommission kunne i 1990 fastslå, at sprængstoffet til bomben stammede fra et Gladio-våbendepot.
Terrorgruppen De Røde Brigader fik oprindeligt skylden for bomben.
Tyske tråde
Den aktuelle Bommeleer-proces i Luxembourg har vist sig at indeholde tråde til Tyskland.
Journalisten Peter Wolter fra dagbladet junge Welt har dækket retssagen og blandt andet interviewet et af vidnerne i retssagen, Andreas Kramer, hvis afdøde far, Johannes, var kaptajn i den tyske efterretningstjeneste og tillige Gladio-medlem. Han hjalp Gladios Luxembourg-gruppe.
- Faderen kunne før sin død fortælle sønnen, at det var ham, der havde været med til at fremstille München-bomben, der sprang ved Oktober-ølfesten i Tyskland den 26, september 1980 og dræbte 12 uskyldige mennesker, siger Peter Wolter til Arbejderen.
Parlamentariske undersøgelser i Italien, Belgien, og Schweitz har alle påvist Gladios terroraktiviteter, tilføjer Peter Wolter.
- Der er et brændende behov for flere undersøgelser i andre lande, slutter han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278