Løgn #1
26. november 2004: Hærens Operative Kommando sender en pressemeddelelse ud til den danske presse om den vellykkede operation Green Desert. Meddelelsen er skrevet af presseofficer Peter Scharling Pedersen. Pressemeddelelsen nævner intet om de irakiske efterretningers tvivlsomme karakter eller risikoen for at tage civile til fange. I stedet står der (uddrag): “Operationen gik som planlagt og med stor effektivitet. Selv om personerne i målet efter al sandsynlighed hører til nogle af vores hårde modstandere, var der absolut ingen, der valgte at yde modstand. De irakiske enheder gjorde et rigtig godt indtryk (...) De irakiske sikkerhedsstyrker gennemførte flere arrestationer i samtlige målområder og bidrog dermed til at øge sikkerheden for den almindelige iraker. Det var tydeligt stolte sikkerhedsstyrker, der hyldede indsatsen efter operationen i Az Zubayr.” I pressemeddelelsen udtaler bataljonschef John Dalby: “Jeg er meget tilfreds med dagens operation. Først og fremmest bekræftede den at de danske soldater er meget professionelle og enestående gode til at tackle selv meget komplekse opgaver. Herefter viste den, at de irakiske sikkerhedsstyrker selv er i stand til at planlægge og gennemføre en operation af denne størrelse, om end de fortsat gerne vil have vores støtte. Endvidere viste den, at blot vi yder den rigtige støtte og er villige til at give irakerne øget sikkerhed, så har de viljen til selv at overtage ansvaret for lov og orden. Slutteligt er jeg ikke i tvivl om, at nogle af de personer irakerne fangede i dag, er nogle af de personer som ikke vil Irak det godt.”
I dag ved vi fra Target Folderen, at personerne i målene var vurderet til mest sandsynligt at være civile, fra TOC-journalen at operationen var dansk planlagt og ledet, fra Post Operation Reporten, at operationen gik galt, så den oprindelige operationsplan måtte fraviges, og fra den lækkede video, at den endte med, at 36 civile blev mishandlet og taget til fange, mens danske soldater passivt så til.
Løgn #2
6. december 2004: John Dalby skriver en “særlig hændelse, 1. melding” fra Det Danske Kontingent til Hærens Operative Kommando på baggrund af artikler om dansk ansvar for mishandling under operation Green Desert i den irakiske avis i Al Manarah. John Dalby skriver til HOK: “Operationen er vurderet som en succes og har bekræftet at ISF (irakiske sikkerhedsstyrker, red.) oplysninger var korrekte... Det vurderes ligeledes at der blandt de arresterede fortsat tilbageholdes personer der entydigt har kunnet forbindes til AIF (anti-irakiske styrker, red.) aktivitet” “Der har ikke været konstateret nogen form for overgreb mod de tilbageholdte under operationen” “DANCON kan ikke bekræfte at de tilbageholdte skulle være blevet slået. Jeg vurdere, at artiklen (i Al Manarah, red.) er et udtryk for at operationen har det ønskede resultat og fået anholdt nogle af de personer der har ISF og MNF (de multinationale styrker, red.) som mål og at artiklen skal ses som et angreb i medierne med formål at miskreditere ISF og MNF.«
I dag ved vi, at operationen bekræftede, at den irakiske hærbataljons oplysninger var helt ukorrekte, at de anholdte ikke kunne forbindes til de irakiske oprørsstyrker eller andre angreb mod de irakiske eller internationale styrker og at danske soldater filmede, mens der blev begået overgreb mod de tilbageholdte under operationen.
Løgn #3
8. december 2004: Information fortæller, at forsvaret er gået i gang med at undersøge beskyldningerne om fangemishandlinger i Al Manarah. Auditørkorpsets jurist, Peter Otken, siger til Information, at “Vi går pt ikke ind i sagen, eftersom der ikke er noget, der tyder på, at danske soldater har været involveret i overgreb.” Presseofficer Peter Ernstved Rasmussen siger til Information, at operation Green Desert var organiseret og ledet af de irakiske sikkerhedsstyrker, mens danskernes opgave var at overvåge operationen: “Danskerne overvågende kun operationens fra deres pansrede køretøjer, alene derfor er beskyldningerne om dansk tortur absurde.” John Dalby siger til Information, at “...Operation Green Desert var netop rettet mod en væbnet gruppe”.
I dag ved vi, at Post Operation Reporten fra ni dage før advarer om problematisk behandling af tilbageholdte og at danskerne var med ved arrestationerne og at John Dalby i Target Folderen var advaret om, at operationens mål højst sandsynligt var civile.
Løgn #4
9. december 2004: HOK sender en pressemeddelelse om danske soldaters besøg på Al Manarah ud til den danske presse. HOK skriver i pressemeddelelsen, at Al Manarahs redaktøren har undskyldt anklagerne om tortur.
Fem dage senere siger Al Manarahs redaktør til Information, at han ikke har trukket sine historier tilbage og fortæller desuden, at de danske styrker har afvist et tilbud fra avisen om at konfrontere de forurettede.
Løgn #5
11. april 2005: Preseofficer Christer Nielsen sender en pressemeddelelse ud om en dansk-ledet operation, hvor irakeren Abbas Allawi tages til fange og overdrages til irakisk militær. Presseofficeren skriver, at “flere ugers efterretningsindhentning og forberedelse er forløst med succes”.
Et par dage senere dukker Abbas Allawis lig op, indsmurt i blod og angiveligt uden fingre.
Løgn #6
22. oktober 2010: Information afslører på baggrund af lækkede dokumenter fra WikiLeaks, at danske soldater i modstrid med militærets hidtidige oplysninger havde direkte kontakt med fangerne og overlod dem til irakisk politi. Et notat, Politiken har set viser at HOK allerede april 2007 var klar over, at danske soldater havde taget mindst 500 irakiske fanger. Men i august 2006 havde hæren i et svar til Folketinget opgjort tallet til 195, og for ikke at skade hærens troværdighed beslutter HOK-chef Poul Kiærskou, at fangetallet i et nyt svar til Folketinget skal justeres til 198. Siden refererer forsvarsministrene Søren Gade (V) og Gitte Lillelund Bech (V) mindst 13 gange til svaret i Folketinget uden at rette fangetallet til det korrekte.
Løgn #7
9. december 2010: Information skriver, at en irakisk mand i et vidneudsagn til en engelsk menneskeretsorganisation har fortalt, at danske soldater så passivt til, mens han blev mishandlet af irakisk politi under operation Green Desert. John Dalby siger til Information, at han fastholder sin forklaring fra 2004 om, at “der ikke er konstateret nogen form for overgreb mod de tilbageholdte under operationen”, men vil dog ikke udtale sig til citat.
I dag ved vi fra den lækkede video, at danske soldater filmede overgreb mod de tilbageholdte under operationen.
Løgn #8
8. december 2011: Hærens Operative Kommando skriver efter spørgsmål fra avisen Information et svar til Forsvarskommandoen om operation Green Desert. HOK skriver, at “Ifølge MP (militærpoliti, red.) -stationslederen blev der ikke af MP (eller andre) foretaget videooptagelser af operationens gennemførelse.”
I dag ved vi fra den lækkede video, at danske soldater filmede operation Green Desert.
Løgn #9
12. december 2011: John Dalby svarer i forlængelse af Informations spørgsmål Forsvarskommandoen på spørgsmål om operation Green Desert. Dalby skriver, at “danske enheder foretog ikke videooptagelser (under operation Green Desert)”.
I dag ved vi fra den lækkede video, at danske soldater filmede operationen.
Løgn #10
15. december 2011 Irakernes advokat, Christian Harlang, får svar fra Forsvarskommandoen på sit ønske om udlevering af eventuelle filmoptagelser fra operation Green Desert. Forsvarskommandoen skriver til Christian Harlang at ”det kan på baggrund af den gennemførte undersøgelse oplyses, at Forsvaret ikke har foretaget filmoptagelser under gennemførelsen af Operation Green Desert.””Den danske bataljon havde ikke mulighed for at foretage foto- og videodokumentaion af operationers gennemførelse, hvorfor der ikke var udgivet direktiver for dette.”
I dag ved vi, at danske soldater filmede operationen, og at kameraerne tilhørte hæren.
Løgn #11
14. december 2011: Forsvarskommandoens operationsstab skriver deres anbefaling til Forsvarskommandoens svar til Information. Staben anbefaler, at Information bliver besvaret “Forsvaret har ikke foretaget foto- eller videooptagelser under operationen. Det kan dog ikke udelukkes, at deltagende enkeltpersoner på eget initiativ har foretaget videooptagelser.”
I dag ved vi fra den lækkede film, at danske soldater filmede operationen, og fra Forsvarschef Peter Bartrams redegørelse, at kameraerne tilhørte hæren.
Løgn #12
15. december 2011: Forsvarskommandoen svarer Information, at “Det kan på baggrund af den gennemførte undersøgelse oplyses, at forsvaret ikke har foretaget filmoptagelser under gennemførelsen af Operation Green Desert... Det kan dog ikke udelukkes, at enkeltpersoner på eget initiativ har foretaget private videooptagelser.”
I dag ved vi fra den lækkede film, at danske soldater filmede operationen, og at kameraerne tilhørte hæren.
Løgn #13
15. december 2011: Irakernes advokat, Christian Harlang, får svar fra Forsvarskommandoen på sit ønske om udlevering af eventuelle filmoptagelser fra operation Green Desert. Forsvarskommandoen skriver til Christian Harlang, at ”det kan på baggrund af den gennemførte undersøgelse oplyses, at forsvaret ikke har foretaget filmoptagelser under gennemførelsen af Operation Green Desert”"Den danske bataljon havde ikke mulighed for at foretage foto- og videodokumentaion af operationers gennemførelse, hvorfor der ikke var udgivet direktiver for dette.”
I dag ved vi fra den lækkede video, at danske soldater filmede operationen, og at kameraerne tilhørte hæren.
Løgn #14
2. marts 2012: Kammeradvokat Peter Biering afleverer sin påstand til sagen. Biering skriver, at “Der har ikke mellem de danske og irakiske styrker været tale om et kommandoforhold. De irakiske styrker var dermed ikke under den danske kontrol og handlede ligeledes ikke på vegne af Danmark.”
I dag ved vi fra TOC-journalen, at operation Green Desert var en danskledet operation.
Løgn #15
18. januar 2013: Hærens Operative Kommando trækker i en udtalelse til arbejdsgruppen under Bartram sin vurdering fra oktober tilbage. HOK meddeler arbejdsgruppen, at “HOK er i dag af den opfattelse, at den tidligere fremsendte konklusion “Det peger på, at danske soldater har været vidne til hårdhændet behandling af irakiske tilbageholdte” ikke på nogen måde er bekræftet af den efterfølgende gennemgang af materialer og derfor fremstår trukket vel hårdt op.«
På det tidspunkt er videoen, der dokumenterer, at danske soldater var vidne til overgreb, allerede offentliggjort.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278