I Californien skal vælgerne både stemme på en præsidentkandidat, stemme på politikere til Kongressens to kamre i Washington, vælge lokale politikere til parlamentet i Californien og stemme ja eller nej til to lokale lovforslag, der er sendt til folkeafstemning.
Sådan ser det ud i mange af USA's delstater. Der er ofte flere valg, som bliver gennemført samtidig med præsidentvalget.
I alle stater er der valg til Repræsentanternes Hus i Washington. Alle 435 pladser i 'Huset' er på valg. I en tredjedel af USA's stater er der valg til Kongressens andetkammer, Senatet.
Derfor er der også mange politiske spørgsmål til debat og afgørelse i dag.
I Californien har politikere i delstatens besluttet at spørge vælgerne om de økonomiske rammer for den lokale folkeskole.
Aktivister afskyr Linda McMahon, der er rig og har investeret 77 millioner dollars i at vinde.
- Vi mobiliserer i hele staten. Vi kæmper for at få et ja til 'Forslag nummer 30', som vil forhindre nedskæringer på over seks milliarder dollars i skolevæsenet i Californien, siger Dennis Kelly, som er formand for lærernes fagforening i San Francisco.
- Og vi står skulder ved skulder med alle arbejdende folk i staten for at afvise 'Forslag nummer 32', som, hvis den vedtages, vil lukke munden på fagforeningerne og tillade millionærer og milliardærer at føre deres egen arbejdsgiverpolitik, tilføjer Kelly.
I sidste uge var han taler ved et stort valgmøde indkaldt af servicearbejdernes fagforening SEIU - Lokalafdeling 1021 i San Francisco.
Get-Out-To-Vote-Kick-Off
Californiens guvernør Jerry Brown dukkede også op til mødet, hvis hensigt var at skyde den allersidste slutspurt i valgkampen i gang... Get-Out-To-Vote-Kick-Off, som det bliver kaldt på amerikansk.
- Det er et tæt løb. Jeg tror, vi fører, men vi kan ikke lade stå til. Og vi har ikke mange dage tilbage, sagde guvernør Jerry Brown om præsidentvalget. Guvernøren er medlem af det demokratiske parti og anbefaler vælgerne at stemme på Barack Obama.
Meningsmålinger viser også tæt løb i de to lokale folkeafstemningerne. Målinger viser, at der er 50 procent, som vil stemme for 'Forslag nummer 30' og altså forhindre en stor nedskæring i folkeskolen. Der er dog 46 procent, som vil stemme omvendt og fire procent, der ikke har bestemt sig. Så det kan gå begge veje.
Tilsvarende er der 48 procent, der vil forsvarer fagforeningernes rettigheder til at indgå kollektive overenskomster og bevare andre faglige rettigheder, mens der er 45 procent, der vil stemme modsat, oplyser fagforeningen SEIU på sin hjemmeside.
Guvernør Brown er ikke selv på valg i dag, men vælgerne i delstaten skal vælge 53 medlemmer til repræsentanternes Hus. Californien er med sine 37 millioner indbyggere den stat, der har flest pladser i Repræsentanternes Hus. Alaska er med sine kun 600.000 indbyggere omvendt den stat, der har færrest pladser i 'Huset'; nemlig én .
Omvendt har både Californien, Alaska og de øvrige 48 stater hver to medlemmer af Senatet.
Valgkamp i Connecticut
Staten Connecticut vælger i dag én senator, som skal afløse den partiuafhængige Joseph Lieberman. De to kandidater, der kæmper om pladsen i Senatet er Republikanernes Linda McMahon og Demokraternes Chris Murphy.
Delstatens anden plads er i øjeblikket besat af Demokraten Richard Blumenthal, som blev valgt i 2010.
USA's kommunistiske parti (CPUSA), som støtter genvalg af præsident Obama og generelt støtter Demokraternes kandidater, fører valgkamp for Chris Murphy i Connecticut. De peger på, at Murphy støtter Obamas løfter om at investere i reparation af veje, broer og anden infrastruktur og dermed skabe arbejdspladser i hele landet og ansætte flere lærere.
Det kommunistiske partis aktivister afskyr Linda McMahon, der er rig og har investeret 77 millioner dollars i at vinde pladsen i Senatet.
Linda McMahons valgkampagne nåede den moralske bund i sidste uge, skriver kommunisternes netavis Peoples World. Hun betalte unge sorte og 'latinoer' for at stemme dørklokker i arbejderkvarterer og aflevere valgmateriale. De sorte og farvede unge skulle give indtryk af, at Linda McMahon er en af Obamas politiske støtter.
Men hendes politiske fupnummer forfører ikke alle:
- Vi ved hun tilhører 'den ene procent [rige]' og ikke er en af os, siger en indbygger i arbejderkvarteret Hill til Peoples World.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278