Holder danske krigsmodstandere hånden over Syriens Bashar al-Assad? Er de blot nyttige idioter, der spænder ben for en løsning på syrernes lidelser?
Omfavner de - måske ufrivilligt - diktatorer som Assad, og er de derved blevet ofre for påstanden om, at min fjendes fjende min ven?
Sådan lyder nogle af anklagerne i den debat, Arbejderens dækning af Libyen og nu af Syrien har affødt.
Arbejderen skiller sig ud fra det samlede danske mediebillede ved at ikke at støtte en militær intervention i Syrien, ligesom vi heller ikke støttede NATO's angreb i Libyen. Det har affødt flere kritiske læserbreve på avisens debatsider.
For eksempel mener den pensionerede magister i psykologi, Eigil Nielsen fra Frederiksværk at der er en "uheldig" tendens i Arbejderens valg af nyheder om konflikten i Syrien.
- Selv om Arbejderen ikke udtrykkeligt støtter Assad og tidligere Gadaffi, har bladet gjort det ved sit udvalg af nyheder. Bladet har hovedsagelig bragt nyheder, der støttede de to herskere og har i høj grad nedprioriteret de nyheder, der kunne tjene som støtte til den befolkning, der gjorde/gør oprør, siger han til Arbejderen og uddyber sit synspunkt i et læserbrev på side ni i dagens avis.
Han henviser til flere artikler, der blandt andet stiller spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af mainstream-mediernes dækning af konflikten i Syrien. Senest undrer han sig over en artikel i Arbejderen om massakrer i Syrien, "der skulle være begået af oppostionsfolk".
At forsvare det syriske og libyske folk er ikke det samme som at forsvare deres ledere.
Nikolaj Kofoed
Skudt forbi
Nikolaj Kofoed er international talsperson for Kommunistisk Parti, der udgiver Arbejderen. Han er uenig med Eigil Nielsen.
- Nej, vi er ikke ofre for ideen om, at min fjendes fjende er min ven. Selvfølgelig kan man komme til at støtte noget skadeligt og fare for hurtigt frem. Der er mange manipulerede nyheder i omløb. I både Libyen og Syrien var der nationalt god grund til at gøre oprør. Men når imperialismen begynder at presse på landene og vil have sin vilje, skifter kampen fokus, og vi må se det i et større helhedsperspektiv. Nu er det blevet en international konflikt. Og vi som sagt imod en vestlig indblanding i Syrien.
Men kommer man derved ikke ufrivilligt til at støtte Assad- eller Gadaffi-styret?
- Nej. Vi er og har altid været kritiske overfor både Assad og Gadaffi. At forsvare det syriske og libyske folk er ikke det samme som at forsvare deres ledere, siger han til Arbejderen.
Eigil Nielsen fastholder imidlertid sit synspunkt.
- Jeg kan godt have det indtryk, at I på redaktionen egentlig ved for lidt om, hvad der i sin tid foregik i Libyen, og hvad der nu foregår i Syrien, og at I heller ikke bestræber jer på at indhente den fornødne saglige viden, siger han.
Benspænd
Uffe Kaels Auring fra den danske medievagthund Medieoplysning.dk har fulgt Arbejderens dækning af Syrien.
- Arbejderens dækning er præget af ensidighed, som altovervejende består i en vedblivende kritisk behandling af en del af de parter, der forsøger at omstyrte Assad-styret med vold.
- Ensidigt kritisk dækning af Assad-styrets fjender er ikke i sig selv ensbetydende med opbakning til dette styre. Ensidighed er ikke nødvendigvis af det onde. Ideen - som langt hen ad vejen er en fantasi - om medierne som borgernes vagthund, er en åbenlys ensidighed – som de fleste imidlertid vil mene er på sin plads, siger han til Arbejderen.
- Om Arbejderens ensidighed er berettiget, kan læserne selv vurdere; avisen har fremlagt principperne bag sin dækning. Arbejderens linje en i sammenhængen yderst beskeden modvægt til det etablerede mediesystems dækning af konflikten, mener Uffe Kaels Auring.
Gerd Berlev, talsperson for fredsbevægelsens "Valby og Sydvest mod krig" mener ikke, hun som fredsaktivist støtter despoter på grund af sin modstand mod krig.
- Vi må se på, hvem der har glæde af en eventuel imperialistisk krig i området. Det har krigsmagerne selv. Vi støtter folk, der forsvarer deres land. Men det betyder jo ikke, at jeg er enig med landenes ledere i alt. Her i Danmark betyder Dansk Folkepartis EU-kritik jo ikke, at jeg er pludselig er blevet ven med dem, siger hun til Arbejderen.
Debat side 8-9
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278