Næsten halvdelen af befolkningen i Senegal lever ifølge FN under landets fattigdomsgrænse. Hele 40 procent lever i absolut fattigdom.
Det største problem for beboerne er manglen på strøm og vand.
Binda Sownain, formand for landsbyen Khonkhoma
Der eksisterer ikke et socialt sikkerhedsnet, som vi kender det i Danmark med kontanthjælp, dagpenge, førtidspension og folkepension.
For nogle med langvarige ansættelser i et privat firma eller i det offentlige er der mulighed for pension, men for størsteparten af befolkningen er det familien og det sociale netværk i den landsby, hvor man kommer fra, der udgør det sociale sikkerhedsnet.
Jeg besøgte Senegal i denne sommer. Med hjælp fra gode venner med stort kendskab til landet fik jeg mulighed for at få et unikt indblik i almindelige senegaleseres liv i løbet af de 12 dage, som rejsen varede.
Nomader bliver fastboende
Blandt andet kom vi på besøg i flere små landsbyer i omegnen af hovedstaden Dakar. En af dem er Khonkhoma, der har omkring 2000 indbyggere. De tilhører den etniske gruppe peul, der er et tidligere nomadefolk, men som i dag er blevet mere fastboende.
Det er en brændende varm dag, vi besøger den fattige landsby. Rå og ufærdige huse ligger side om side med enkelte fint pudsede bygninger som for eksempel den lille moské. På jorden ligger byggematerialer og en del affald. Mellem husene hænger vasketøj, og geder og høns går frit rundt.
Det er 48 år siden, at peul-gruppen slog sig ned i Konkhoma, og de har ingen planer om at forlade området, fortæller landsbyens kvindelige formand Binda Sownain.
Beboerne lever stadig af deres kvæg og geder. Her om sommeren er de fleste af mændene ikke hjemme i landsbyen. I stedet passer de kvæget, der bevæger sig rundt i omegnen på jagt efter mad. I øjeblikket er de omkring 10 kilometer væk. Om vinteren kommer mænd og kvæg tilbage til landsbyen.
– Landsbyens indbyggere lever af køerne og gederne. De sælger mælk fra køerne, og hvis der er mangel på penge, sælger de en ko eller en ged, fortæller Binda Sownain.
Hendes bedstefar var med til at grundlægge landsbyen for 48 år siden. Hun overtog posten som landsbyformand efter sin far, der døde i 1992.
Formandens opgave er at hjælpe med at løse problemer i de enkelte familier eller i landsbyen. Hvis hun ikke selv kan løse problemerne, går Binda Sownain til politiet eller andre offentlige myndigheder. Hvis der kommer gaver til landsbyen, er det også hendes opgave at fordele det mellem beboerne.
Landsbyen fungerer som én stor familie, hvor man hjælper hinanden.
Vi sidder på en gruppe plastikstole i skyggen fra et stort træ. En mængde landsbybeboere, kvinder, børn og enkelte mænd stimler sammen om os. Besøget vækker opsigt.
– Det største problem for beboerne er manglen på strøm og vand. Det har vi brug for hjælp til at få etableret, siger Binda Sownain.
Lige nu har beboerne kun adgang til en enkelt brønd, der fungerer. Der er en anden brønd, men her kræver ejeren, at de skal betale for at bruge den, og det har de ikke råd til.
– Vi har forsøgt meget forskelligt for at løse problemet, men endnu er det ikke lykkedes, forklarer landsbyformanden.
Mangel på vand er et stort problem i Senegal. Ifølge FN er det omkring halvdelen af befolkningen i landsbyerne, der ikke har adgang til rent drikkevand.
Et andet stort problem er børnenes skolegang. I dag er det meget få af børnene i landsbyen, der går i skole og får en uddannelse. Men nu har private personer doneret penge til at bygge en skole i landsbyen. Beboerne fremviser stolt de nye bygninger.
Der er stadig mange mennesker i Senegal, der ikke kan læse og skrive. Ifølge The World Factbook var 42 procent af den voksne befolkning analfabeter i 2015.
Mange steder på landet er der problemer med piger, der bliver gift meget tidligt. Binda Sownain understreger, at hun ikke accepterer arrangerede ægteskaber eller børneægteskaber. Ifølge hende er pigerne typisk mellem 17 og 20 år, når de bliver gift.
Der er ingen tvivl om, at beboerne lever fra hånden til munden og har meget lidt at gøre godt med, men børnene ser sunde og glade ud, og kvinderne virker stærke og stolte. Det er kvinderne, der har hovedansvaret for økonomien i landsbyen.
På besøg i et fiskerisamfund
I en anden landsby, Ndayane, der ligger tæt på, men ude ved kysten, lever befolkningen hovedsageligt af fiskeri. Mellem 300 og 400 fiskebåde er registreret her. Hver båd er bemandet med fire til fem fiskere, og alle både har redningsveste.
Fiskeriet er et vigtigt erhverv for Senegal. Men de lokale fiskere er udfordret af de store industritrawlere fra EU-lande, der fisker så store mængder, at det bliver sværere for de lokale fiskere i deres træbåde at tjene en ordentlig dagløn.
EU har fiskeriaftaler med mange afrikanske lande. Men der foregår også ulovligt fiskeri fra andre lande ud for Afrikas kyst.
Vi besøger landsbyen Ndayane sidst på formiddagen. På stranden opholder mange kvinder og børn sig under de pavilloner med stråtag, der er bygget op. Nogle af kvinderne er i gang med at rense de fisk, der allerede er kommet ind. Andre sidder og snakker, mens børnene løber rundt og leger. Flere af de større børn hjælper til med arbejdet.
Befolkningen her tilhører den etniske gruppe, der kaldes lebu. Det etniske tilhørsforhold betyder meget for senegaleserne.
Vi har aftalt et møde med en af fiskerne og den mand, der står for videresalget af fiskene.
– Fiskerne henter deres fangst mellem 500 til 600 kilometer fra landsbyen. Vi fanger blæksprutter, fladfisk, forskellige torskearter, hummer og meget andet, fortæller Ndiaye, der er fisker og lokal repræsentant for den nationale forening af fiskere, for forsvarer fiskernes interesser.
– Vi tager typisk afsted i bådene klokken seks om morgenen og har så halvanden times tur ud til der, hvor vi har sat garn dagen før. Ved middagstid er vi tilbage i Ndayane for at afsætte dagens fangst, tilføjer han.
Her står Pouye klar til at tage imod fisken. Han står for alt videresalg af de fisk, der bliver fanget af landsbyens fiskere. Efter at kvinderne har renset og klargjort fiskene, sælger han dem videre.
– Jeg sælger til folk i de nærliggende landsbyer og fra Dakar. Nogle kommer og køber fisk til en hel måned. Der er også restauranter, som køber af mig. Vi har en stabil kundekreds, forklarer Pouye.
Han er altid klar ved telefonen for at tage imod bestillinger. Efter salget afregner han med fiskerne. De fisk, der ikke bliver solgt med det samme, fryser han ned.
Tidligere solgte landsbyboerne fisk på nærliggende markeder, men det kan bedre betale sig at sælge direkte til kunderne i stedet for at skulle betale til mellemmændene på markedet. En hel dags salg på et marked giver typisk, hvad der svarer til godt 100 danske kroner, der så skal fordeles mellem fiskerne.
– Som det fungerer i dag, tjener fiskerne på en båd i gennemsnit mellem 50.000 og 60.000 CFA franc tilsammen om dagen. På en meget god dag kan indtjeningen være oppe på 120.000, men der er også dage, hvor man slet ikke tjener noget, forklarer Pouye.
Det svarer til en gennemsnitlig daglig indtjening på omkring 550 til 660 danske kroner for de fire til fem mand, der er på en fiskebåd. Og godt 1300 danske kroner for en rigtig god dag. Til sammenligning koster et stort brød, hvad der svarer til godt en krone.
Enke med otte børn
Pouyes søster Farma bor også i landsbyen. Hun har inviteret os hjem til sig, så vi kan høre nærmere om hendes families liv.
Mit største ønske er, at mine børn får et godt liv. Jeg tænker hver dag på, hvordan det kan lykkes.
Farma Pouye, enke med otte børn
For femten år siden døde Farma Pouyes mand, og hun blev alene med otte børn, tre døtre og fem sønner. Mens han levede, var det mandens arbejde at videresælge fisken, det job som Farmas bror har i dag.
Det har været hårdt at skulle opfostre børnene alene. Familien har kun overlevet i kraft af hjælp fra andre familiemedlemmer og landsbyboere, der tager sig af dem, som mangler. Blandt andet leverer broren jævnligt fisk til familien.
To af Farmas døtre er gift i dag, men alle sønnerne og en datter bor stadig hjemme.
Vi sidder i gården ved deres hus, der ligger sammen med andre boliger rundt om en gård med et stort træ. Her står geder bundet, beregnet til at slagte ved den muslimske højtid Tabaski, der har stor betydning. Høns og kyllinger løber frit rundt i gården, hvor en gruppe unge mennesker heriblandt nogle af Farmas voksne børn har samlet sig.
Selvom de unge ikke har mange penge, har de fleste af dem en smartphone i hånden. Også her er det et vigtigt kommunikationsredskab.
I et hjørne sidder en kvinde og vasker tøj i en balje. Udover Farma og hendes børn bor storebroderen til hendes afdøde mand også her sammen med sin familie.
Farma Pouye er fattig. Hun tjener højest, hvad der svarer til godt 200 danske kroner om måneden ved at videresælge fisk og andre varer og tjene lidt på det. Derudover bidrager en af sønnerne også til økonomien.
Over halvdelen af de 200 kroner betaler hun for datterens skolegang. Hun går på en privat fransk skole for at få en studentereksamen, men er lige dumpet og skal nu prøve igen til oktober. Al undervisning foregår på fransk, og det er svært, hvis man ikke kan sproget godt nok.
– Mit største ønske er, at mine børn får et godt liv. Jeg tænker hver dag på, hvordan det kan lykkes. Jeg håber, at min datter får en uddannelse, så hun kan få en god mand, der selv har en uddannelse og er interesseret i, at hans kone også uddanner sig, siger Farma Pouye.
Den ældste søn havde også planer om at få en studentereksamen, men droppede ud i 1. G og drømmer nu i stedet ligesom mange andre unge mænd i Senegal om at blive professionel fodboldspiller og komme til Europa.
Den drøm deler den næstældste søn. Han spiller i tredje division i en klub i Dakar, men tjener endnu ingen penge. Klubben lovede, at han kunne komme til Europa, hvis han betalte, hvad der svarer til 16.500 danske kroner, et svimlende beløb for den fattige familie.
Farma Pouye skaffede pengene ved at sælge et stykke jord, men hun fik ikke noget bevis på, at pengene var betalt, og sønnen er aldrig kommet til Europa.
– Jeg tror ikke på, at de sender mig afsted. De penge er brugt nu, siger den 21-årige Alassane Ndour.
En tredje søn på 19 år har planer om at blive taxachauffør. Han er meget interesseret i biler og mekanik og har bestået teoriprøven, men mangler penge til at betale for køreprøven.
Ingen af sønnerne har valgt at blive fiskere. De ser ikke havet som et levebrød, men søger efter bedre overlevelsesbetingelser.
De har ikke de store forhåbninger til, at magthaverne vil forbedre deres levevilkår.
– For os eksisterer regeringen ikke. De gør ikke noget for os her i landsbyen, siger Alassane Ndour.
Hans personlige drøm er stadig at blive professionel fodboldspiller i Europa, men han har også en drøm for sin landsby.
– Det ville være godt, at vi fik en rigtig havn. Det ville hjælpe med at styrke økonomien, erklærer han.
Med gode ønsker for fremtiden siger vi farvel til familien. Kvinden, der tidligere vaskede tøj, er nu gået i gang med at lave mad over et åbent bål i gården.
På vores ferie møder vi også flere håndværkere, som helt klart har en bedre levestandard end de mange fattige landsbyboere.
Møde med to håndværkere
Der eksisterer ikke egentlige håndværkeruddannelser i Senegal, man bliver oplært af andre, der kan faget. Det giver tydeligvis en noget svingende kvalitet i arbejdet.
Men en af dem, der har lært murerfaget grundigt at kende, er 60-årige Abdoulaye Dieuf, der har arbejdet som murer i omkring 40 år.
Hans far var landbruger, og han startede som ung selv med at arbejde dels med landsbrug og dels med fiskeri. Men så blev han ansat i et fransk byggefirma og lærte en masse om murerfaget.
Den viden har han brugt til at opbygge sit eget velfungerende murerfirma. Han tjener godt, har bygget sit eget hus og været i stand til at sikre sine børn skolegang og en uddannelse, en er universitetsuddannet.
Birame er også håndværker. Han har et godt arbejde på et snedkerværksted i byen Sindia. Han er blevet oplært i faget af sin onkel, som han arbejdede for i 10 år. I dag kan han tjene, hvad der svarer til mellem 3300 og 4400 danske kroner om måneden.
Vi bliver vist rundt på snedkerværkstedet, hvor Birame arbejder. Her er moderne maskiner, og der er tænkt på de ansattes sikkerhed med blandt andet støvmasker.
De fleste af de senegalesere, vi møder på vores ferie, er bevidste om nødvendigheden af, at børnene og de unge kommer i skole og får en uddannelse. Men der er også stor kritik af kvaliteten af skole- og uddannelsessystemet. Blandt andet er der mange steder mangel på kvalificerede lærere og udstyr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
