De stærke industrilande skal gøre mere for at undgå katastrofale ændringer i klimaet. De skal udlede mindre CO2.
Det var budskabet på en pressekonference afholdt umiddelbart efter åbningen af det FN's klimatopmøde COP19 i Polen mandag fra 500 bondeorganisationer og miljøgrupper i Afrika.
Hvordan kan de rige lande ignorere, at Moder Jord skræmmer os?
Mithika Mwenda.
Afrika er hver dag, hvert minut i forreste frontlinje i kampen mod klimaændringer, udtalte grupperne, der er den største afrikanske samling af organisationer mod det galloperende klimaproblem.
Land efter land i Afrika melder om højere temperaturer, afsvedet græs, manglende vand eller for store mængder vand og voldsomme storme.
- Vi ser med rædsel, hvad der er sket i Filippinerne med den netop overståede orkan, og vi ved, at det også sker eller meget snart kan ske, hvor vi bor, sagde Mithika Mwenda på pressemødet i Warszawa. Han er generalsekretær for paraplyorganisationen af de 500 grupper, kaldet Pan African Climate Justice Alliance (PACJA).
PACJA prøver at råbe deltagerne på FN-konferencen op over de næste to uger, hvor 190 lande skal forhandle videre om en global klimaaftale, der efter planen skal vedtages i 2015 og træde i kraft fra 2020.
Under 2 grader
FN's klimapanel (IPCC) siger, at jo mere CO2 vi udleder, des mere stiger temperaturen, og det øger risikoen for katastrofale klimaændringer. De anbefaler derfor, at den globale temperatur skal holdes under 2 grader.
Mithika Mwenda kritiserer, at de rige lande tager alt for let på advarslerne fra FN's klimapanel.
- Jeg ved ikke, hvordan de rige lande kan ignorere, at Moder Jord skræmmer os gang på gang. Hvordan kan de overhøre råbene fra verdens fattige, sagde Mithika Mwenda, der bor i det østafrikanske land Kenya.
Han blev suppleret af Robert Chimambo fra Zambia Climate Change Network.
- Måske ser de rige kun klimaforandringerne på tv. De bliver nødt til at se dem i virkeligheden, lære af dem og tage ansvar for de lidelser, deres CO2-udledninger har forårsaget, sagde han.
I 2010 blev der udledt 50 milliarder ton CO2.
I 2020 vil verden udlede 59 milliarder ton, hvis de nuværende tendenser fortsætter.
Grundlaget for forhandlingerne på de årlige COP-konferencer er FN's Klimakonvention, som blev vedtaget på FN's miljøtopmøde i Rio de Janeiro i 1992.
I 1997 vedtog landene Kyoto-protokollen om at sænke den samlede CO2-udledning med 5,2 procent mellem 2008 og 2012. Kyoto-protokollen pålægger 37 industrilande at bidrage med juridisk bindende CO2-mål.
Ud med olie og kul
En stor diskussion på COP19 forventes at blive, hvor mange offentlige eller private penge, der skal bruges på klimastøtte.
- Ja, disse forhandlinger handler om budgetter for udledning af drivhusgasser, uanset om regeringerne indrømmer det eller ej. Enten deler de udledningen retfærdigt eller også planlægger de at overskride det, sagde etiopieren Habtemariam Abate fra Ethiopian Civil Society Network on Climate Change.
PACJA foreslår, at kul og andre "beskidte" fossile brændstoffer bliver udfaset, da de udleder meget CO2. De foreslår også, at landene investerer mere i vedvarende energi-teknologier, og at producenterne får tilbudt langsigtede kontrakter på at udvikle dem - inklusiv pengestøtte gennem kompensationer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278