EU-modstanderen Lave Knud Broch åbner ballet. I dag kan du læse hans globale kommentar her på siden. I næste uge er det professor Jacques Hersh, der skriver en global kommentar, og sådan fortsætter det hver uge i dagbladet Arbejderen.
Vi kan hermed præsentere det samlede panel af personer, som på skift vil skrive input til at forstå verden bedre og diskutere det, der sker globalt.
Ellen Brun og Jacques Hersh er to erfarne, internationalt orienterede iagttagere med en skarp antikapitalistisk kant.
– Jeg har sagt ja til at være med i det globale kommentarpanel, fordi jeg synes det er vigtigt, at vi får sat fokus på internationale spørgsmål herunder udviklingen i EU, som berører os på de fleste områder. Der er brug for at værdier om medmenneskelighed, fredsmægling, demokrati, velfærd og miljø bliver sat i højsædet, og at vi får set på, hvordan vi kan styrke det nordiske samarbejde og det globale samarbejde gennem FN, forklarer Lave Knud Broch.
– Jeg glæder mig derfor meget til at deltage og også til at læse hvad de andre medlemmer af panelet og læsere af Arbejderen måtte skrive, tilføjer han som en invitation til debat både i avisens spalter og på arbejderen.dk.
Læserne kender flere af medlemmerne af kommentarpanelet.
Fra Bruxelles
Det gælder i hvert fald Rina Ronja Kari, der allerede før hun blev valgt til EU-parlamentet for Folkbevægelsen mod EU, hver måned har skrevet sine kommentarer i avisen. Også Mads Barbesgaard fra Afrika Kontakt har fra tid til andet skrevet kommentarer og kronikker i Arbejderen.
Og Jan Øberg, naturligvis.
Fredsforsker Jan Øberg, der leder TFF – Den Trannationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning i Lund, har været en betydelig bidragyder til Arbejderens spalter – både på nyhedssiderne og på debatsiderne.
Ellen Brun og Jacques Hersh er to erfarne, internationalt orienterede iagttagere med en politisk-faglig bagage, der giver løfte om bidrag med en skarp antikapitalistisk kant.
Østeuropa og Latinamerika
Jens Jørgen Nielsen vil skrive kommentarer på grundlag af sit store kendskab til Rusland og Baltikum med mere.
Om sig selv skriver han:
"Jeg er lektor på Niels Brock og desuden selvstændig. Arbejder med international kommunikation, konflikthåndtering, teambuilding, ledelses-udvikling m.m. Har boet i mange år i Rusland og Baltikum, hvor jeg har været projektansat og blandt andet også været korrespondent for Politiken. Jeg er flydende i russisk og følger meget med i de russiske medier. Med hensyn til uddannelse så er jeg cand.mag i historie og idehistorie og har skrevet en række bøger blandt andet om Rusland og Polen. Jeg er desuden med i Rådet for International Konflikthåndtering, RIKO."
Og endelig er der Christine Lundgaard, der angiver sin titel som "solidaritetsaktivist i Internationalt Forum".
– Jeg har i mange år rejst og arbejdet i Latinamerika, hvor græsrødder og folkelige bevægelser de sidste 15 år har sat gamle magthavere på porten og sat socialisme på dagsordenen. Det er erfaringer, vi i Europa og Danmark ikke må gå glip af, hvis vi ønsker at opbygge en stærk bevægelse og forandre samfundet – og hvis vi vil undgå at synke ned i håbløshed over nyliberalt idioti på vores eget kontinent. Derfor vil jeg primært skrive om latinamerikanske erfaringer og invitere andre internationale aktivister til at hjælpe mig med det, siger hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278