En ny lov trådte tirsdag i kraft, så japanske soldater kan kæmpe i udlandet. Den blev vedtaget sidste år.
Japans militær kan nu engagere sig i konflikter i udlandet til andre formål end i selvforsvar. Det åbner mulighed for, at landet kan deltage i krige for første gang siden 1941, hvor Japan angreb USA ved Pearl Harbour, skriver det britiske dagblad The Independent.
Loven er afgørende for at forhindre krige og beskytte folks liv og levebrød.
Yoshihide Suga
Men ifølge den liberaldemokratiske regeringstalsmand, Yoshihide Suga, er formået med loven at skabe fred.
– Loven er afgørende for at forhindre krige og beskytte folks liv og levebrød midt i et stadig mere alvorligt sikkerhedsmiljø omkring vores land, siger han ifølge det britiske dagblad The Telegraph.
Omvendt siger kritikere, at den nye lovgivning er en kontroversiel nyfortolkning af den pacifistiske forfatning, og at den vil øge risikoen for at Japan bliver involveret i krige i udlandet. Modstanderne siger, at Japan kun kan agere militært i selvforsvar.
Flere meningsmålinger viser ifølge det britiske dagblad The Guardian et stabilt flertal i befolkningen imod den nye lov.
I 1954 gav USA Japan lov til at opbygge en egen hær til selvforsvar.
Osamu Watanabe, professor ved Hitotsubashi-universitetet, uddyber.
– Loven overtræder artikel IX i forfatningen, hvor der står, at "Japan ikke vil starte en krig", siger han til nyhedsbureauet AP.
Tidligere har Japan kun deltaget i såkaldt internationale humanitære operationer. USA støtter den nye lov, mens nabolandet Kina er imod.
Japan planlægger at øge antallet af soldater i det Østkinesiske Hav med en femtedel, så samlet set 10.000 soldater i løbet af de næste fem år vil være på plads ganske få kilometer fra Kina.
I mandags startede en ny japansk radarstation i øvrigt på den lille ø Yonaguni, tæt på Senkaku/Diaoyutai-øgruppen, som Japan, Kina og Taiwan alle gør krav på.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278