Der lever 8,3 millioner mennesker i Andalusien, der målt på sine 87.268 kvadratkilometer er Spaniens største provins. Over halvdelen af indbyggerne i den arbejdsdygtige alder er arbejdsløse.

Juan Pastrana Serrano er en af dem. Hans hustru, deres voksne datter og svigersønnen er tre af de andre. Og jobudsigterne er sorte for de mindre børn.

Juan er daglejer.

- Jeg har været daglejer det meste af mit liv. I dag er jeg 54 år, og i over 30 år har jeg arbejdet i olivenplantagerne. I ni år - under opturen fra slutningen af 1990'erne - arbejdede jeg som bygningsarbejder i Barcelona.

Sidste år samlede en march til provinshovedstaden for brød, arbejde og jord over 1000. 

Juan Serrano tager imod Arbejderen i lejligheden i byen Jódar, der ligger godt 200 kilometer nordvest for feriebyen Almeria ved Middelhavet.

Intet af den klimatiske mildhed, som trækker titusinder af turister til Almeria, er at finde i højlandet ved Jódar. Men jorden er frugtbar og klimaet egner sig til oliven. Der er oliventræer så langt øjet rækker i alle retninger.

Og arbejde var der - engang.

'De gode gamle dage'

- Vi sled og slæbte i olivenhøsten. Vi var sjældent hjemme i de tre måneder høsten stod på. Vi arbejdede al den tid, som vi ikke sov.

Juan Serrano beretter, at godsejeren stillede barakker til rådighed for overnatning og sørgede for maden.

Olivenfrugterne blev slået eller hevet ned med håndværktøj og kørt væk på vogne trukket af muldyr, heste og siden traktorer.

- Vi spiste dårligt og arbejdede hårdt, mindes daglejeren.

Han hører ikke til dem, der idyliserer de 'gode gamle dage'. Men der var arbejde at få og en vis indtægt. 

Uden for olivenhøsten var der et par måneder med beskæring af oliventræer, plantning af nye træer og andet. Desuden var kunne man få arbejde i sukkerroerne og med majsdyrkning.

- Nej, der var ikke arbejde hele året, men det var fandeme mere arbejde end i dag, lyder det træt fra Juan Serrano, hvis familie er i en fortvivlet situation.

Maskiner har overtaget det meste af daglejernes arbejde under olivenhøsten. Og Juan Serrano hører ikke til dem, der forsøger at fedte sig ind for at få arbejde for næsen af en anden daglejer.

Juan Serrano er aktiv i sin fagforening, SAT, Sindicato Andaluz de Trabajo.

Det kan godt være det belaster hans egen situation, noterer han, men han er sikker på, at uden fagforeningen ville "det gå helt ad helvede til".

Sammen med andre faglige aktivister kæmper Juan Serrano og hans kone Antonia Romero både de nære kampe for at overleve! Og de mere langsigtede politiske kampe for sammenhold, solidaritet, ejendomsret over jorden til dem, der arbejder på den og boliger til alle.

"La Rueda" er en af flere forladte olivenplantager i området, som ejes af en bank. Juan har været med til at besætte den flere gange for at presse de lokale myndigheder til at give de arbejdsløse daglejere lov til at høste og sælge de anslået fire millioner kilo oliven, som ellers rådner på markerne.

Hidtil har Juan dog kun høstet bøder for ulovlig indtrængen på bankens ejendom.

Han og hustruen hjælper sammen med andre naboer en familie oppe ad gaden. De har lige fået lukket for elforsyningen og dermed for varmen. Men Juan har bygget en lille pejs, så familien kan samle brænde og holde varmen.

- Det er de rene barbari, vi lever under. Uden solidaritet klarer vi det ikke, lyder Juan Serranos faste, dybe stemme.

Familiens forsørger

Han er familiens forsørger og modtager 426 euro om måneden som arbejdsløs daglejer. Han har faktisk mistet dagpengeretten - men på grund af sin alder og sin hustru og de hjemmeboende børn har han ret til en lille økonomisk hjælp fra staten.

Juan og Antonia har tre børn; Lucia på 32, Maria på 15 og og Azucena på syv år.

Lucia er gift med daglejeren Pedro Jesus Perez. Parret var flyttet i egen bolig, og de har Juan Alejandro på et halvt år.

Men for nogle måneder siden blev den unge familie sat ud af deres lejlighed på grund af arbejdsløshed, og nu bor de hos Lucias forældre. De har ingen andre indtægter end del i Juan Serranos bistandshjælp.

- Fagforeningen vokser. Der er flere, som melder sig ind, fortæller Juan Serrano. Men desværre breder der sig en vis træthed. Og så er folk bange, tilføjer han.

Der deltager færre i fagforeningens aktiviteter. Sidste år samlede en march til provinshovedstaden for brød, arbejde og jord over 1000 deltagere . 

- I år var vi 60, fortæller Juan Serrano.

Og i Madrid er regeringen ved at kriminalisere protester. Fremover kan politiet administrativt idømme demonstranter bøder, skriver aviserne i Spanien.

- Det sker allerede, fortæller datteren Lucia. Da hun og manden for nogen tid siden deltog i en lille gadefest kom politiet og gav deltagerne bøder, fordi nogle af deltagerne havde badges fra fagforeningen på jakken. Så den lille gadefest blev betragtet som et 'ulovligt politisk møde'.