Vores bror Cengiz må ikke dø. Ingen af de sultestrejkende må dø. Vi ønsker en løsning, uden at nogen dør.

Sådan lyder den indrængende appel fra Gülsüm og Nesrin, der bor i Danmark.

Deres bror Cengiz Celik er en af de flere hundrede fanger, der sultestrejker i tyrkiske fængsler. De første sultestrejkende holdt op med at indtage føde den 12. september - for 67 døgn siden. Cengiz' liv er ekstra udsat, fordi han lider af epilepsi.

Det er sjældent, jeg græder, men der gjorde jeg i dag.

Lars Aslan Rasmussen

Det er svært for de to søstre og for kurderne i Danmark at få politikere og medier til at beskæftige sig med sagen. Men nogle er med til at sætte fokus på den. Det gælder blandt andre den socialdemokratiske folketingskandidat Lars Aslan Rasmussen.

Tidligere på ugen holdt han tale ved en støttedemonstration i Istanbul for de sultestrejkende.

"Det er sjældent, jeg græder, men der gjorde jeg i dag ved at opleve modet og styrken hos de mødre, hvis børn er døden nær", skrev Lars Aslan Rasmussen bagefter på Facebook.

Han og Deniz B. Serinci var rejst til Tyrkiet for at mødes med nogle sultestrejkende. Men de blev afvist af de tyrkiske myndigheder med begrundelsen: "Jeres anmodning om at besøge fangerne, som er dømt for at ville "splitte en del af fædrelandet" og terrorisme, er fundet upassende."

De sultestrejkende har stillet tre krav: Ret til kurdisk modersmålsundervisning, ret til at kunne forsvare sig på kurdisk ved domstolene og stop for brug af isolationsfængsling.

"Vi er fast besluttede på at fortsætte, indtil vores krav bliver indfriet", skriver Cengiz Celik i en erklæring. "Vi læser historien korrekt og véd, at de, der har gjort oprør mod undertrykkelse, har vundet."

De seneste uger har tusinder af kurdere uden for fængslerne sluttet sig til sultestrejken.

Fra udlandet strømmer det til Tyrkiets justitsministerium med appeller om at imødekomme de sultestrejkendes krav. Præsidenten for EU-parlamentet, Martin Schulz, har også udtrykt sine bekymringer i et brev til justitsminister Sadullah Ergin.