"Kina er en sovende kæmpe. Lad hende ligge og sove, for når hun vågner, vil hun ryste verden." 

Sådan sagde Napoleon Bonaparte allerede i 1803.

Den 78-årige professor emeritus og dr.scient.soc., Jacques Hersh, Helsingør, smiler eftertænksomt af citatet. Det rammer  ifølge ham  lige ned i den aktuelle udvikling af i dag. Kina er vågnet og tages alvorligt, mener han.

Professoren i international politisk økonomi, hvis imperialismebøger stod i de venstreorienterede 68'ér-studenters bogreoler, prøver venligt at hjælpe Arbejderens udsendte med at åbne en besværlig rund æske med smøreost fra Den Glade Ko eller "La Vache qui rit", som franskmanden  kalder produktet.

Kaffen er serveret sammen med rundstykkerne på sofabordet i lejligheden på Nordlysvænget i Helsingør, hvor den pensionerede samfundsforsker byder på en snak om den aktuelle verdensorden. Han kan næsten ikke vente med at "stige til vejrs" og se tingene lidt fra oven.  

Jacques Hersh rømmer sig.

Udfordring

- Marx og Engels sagde engang ganske profetisk, at det ville være "historiens største ironi", hvis det lykkedes vestlig kapital at bryde den kinesiske mur og få landet til at udvikle kapitalisme. Det ville blive  en udfordring og trussel for selve den kapitalistiske verdensøkonomi.

Kina er interesseret i en form for balance med USA. Det er ikke kinesisk politik at provokere stormagter.

Jacques Hersh

Jacques Hersh ser på sin livsledsager, sociologen Ellen Brun, der nægter at servicere kaffebordet mere, men foretrækker at lytte aktivt med.

- Ja, Marx og Engels var ret  fremsynede, siger han stilfærdigt og tilføjer, at USA i  årtier har gjort sit yderste for at tilskynde den politiske klasse i Kina til at opgive den socialistiske vej og indføre et "proto-kapitalistisk system". 

- Men USA og kræfter i Vesten gjorde nok regning uden vært ved så begejstret at kaste sig over det attraktive kæmpemarked i Kina - lige indtil det så blev klart, at Kina samtidig erhvervede sig sit eget produktionsapparat. Et apparat, der potentielt ville opsuge råstoffer og markeder over hele kloden i konkurrence med de ledende kapitalistiske nationer, siger Hersh.

Profitmotiv

Jacques Hersh, der kom til Danmark for 50 år siden og i perioden 1965-70 var medredaktør af venstrefløjstidsskriftet "Politisk Revy", holder en kort pause og fortsætter:

- Paradoksalt nok har Kina lært en del af kapitalismen. De startede med at få penge fra den kinesiske diaspora i Sydøstasien til at investere, men hurtigt ankom store internationale koncerner, der flyttede job fra USA og Europa til Kina, idet omkostningerne til løn var lavere hér. Profitmotivet var stærkest, siger  Jacques Hersh og tilføjer, at revolutionen indenfor  transport og kommunikation speedede udviklingen eksplosivt op. Det kinesiske projekt har kunne drage fordele af globaliseringen.

Kina har penge

Han fortæller, at Kina i dag har så store reserver af udenlandsk valuta - omkring  1,6 billioner dollars - at landet, hvis det ønsker, kan påvirke verdensøkonomien voldsomt. Kina har store beholdninger i amerikanske obligationer og kan teoretisk trække tæppet væk under USA's økonomi. 

- Men skulle dollaren gå ned, ville Kina miste penge, mener Jacques Hersh, der i 1983 blev professor i udviklingsstudier og internationale forhold på Aalborg Universitet.

- Derfor har vi i dag en slags Catch 22-situation. Kina er interesseret i en form for balance med USA. Det er ikke kinesisk politik at provokere stormagter. Ikke desto mindre, selvom Kina og USA prøver at sove i samme seng, har de forskellige drømme, siger Hersh og læner sig frem i sofaen.

BRIKS

Han fortæller, hvordan Kina i øjeblikket fører an i samarbejdsblokken BRIKS, som består af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. På blokkens seneste topmøde vedtog landene at oprette en alternativ valutafond som modvægt til den nyliberale IMF/Verdensbanken, så udviklingslande kan låne penge uden at underlægge sig vestlige betingelser.

- Nogle ser BRIKS som en udfordrer til den kapitalistiske verdensstruktur og Vestens dominans. Kinas vigtige rolle i BRIKS er dybt ironisk, idet Vesten siden Anden Verdenskrig gjorde alt for at undertvinge netop Kina i Asien. Især USA gjorde alt, hvad de kunne, for at få Kina til at svække sin alliance med Sovjetunionen. Det sidste bidrog Sovjetunionen til en vis grad også selv til skete, mener Jacques Hersh.

Kina og Sovjetunionen brød deres alliance i 1960'erne.

SPIS RIS

Kinas voksende styrke rejser spørgsmålet; hvad vil Kina i fremtiden?

- Efter Mao Zedongs død i 1976 skete der en åbning i Kina for de interne kapitalistiske tendenser. I Kinas Kommunistiske Parti (KKP) var der kræfter, der klart støttede den kapitalistiske vej. Andre ville fastholde den socialistiske vej. Mao talte selv tidligt om to linjer i partiet, siger Hersh, der sammen med Ellen Brun allerede i 1969 udgav bogen "Kulturrevolutionen i Kina".

Jacques Hersh mener ikke, at Kinas Kommunistiske Parti ideologisk er "særlig stærkt", men at de opbygger en mere eller mindre  kapitalistisk prototype, som partiet selv kalder "socialisme med kinesiske karakteristika".

Kina-iagttageren mener, at der i det kinesiske samfund i dag er en voldsom stor social ulighed og forskel mellem by og land. Og at der er en kvantitativ udvikling af klassekampen for eksempel i form af mange strejker og bondeoprør.

I anledning af KKP's seneste kongres sidste år, udtalte Jacques Hersh til Arbejderen, at "KKP som erklærede kommunister burde have vidst, at kapitalisme fører til større ulighed."

Socialisme eller kapitalisme? I fremtidens verden er én ting  i hvert fald sikker ifølge Hersh, der mener, at Kina på et tidspunkt vil undergrave USA's position som verdens største økonomiske magt.

- Vi kommer alle til at spiser ris, griner han og kigger ud af vinduet.

USA

Professoren er ikke forundret over USA's nuværende reaktion på Kinas voksende indflydelse i verden.

- I øjeblikket prøver Barack Obama at re-etablere landets position i Asien ved at omringe Kina militært med våben og baser, især i Sydøstasien. USA's politik i Mellemøsten, Afrika og sågar Latinamerika er at inddæmme Kina og holde landet på plads, siger Jacques Hersh.

Et helt aktuelt og tydeligt udtryk for USA's pres på Kina er ifølge franskmanden optrapningen på den koreanske halvø. Kina ville næppe tillade et regime-skifte i Nordkorea som USA stræber efter.

- Kina har gavn af Nordkorea som buffer-zone til USA's baser i Sydkorea, der hvis styret i Nordkorea falder, vil rykke helt op til Kinas grænse. Nordkorea har desuden værdifulde råvarer og billig arbejdskraft, siger Jacques Hersh.

Han mener ikke, at USA's imperialisme er blevet mindre aggressiv end dengang i 1948, da udenrigsministeriets leder for "policy-planlægning", George Kennan, for alvor formulerede det, der skulle blive kernen i USA’s internationale strategi siden Anden Verdenskrig:

- Vi råder over ca. 50 procent af verdens værdier, men udgør kun 6,3 procent af verdens befolkning… Vores virkelige opgave i den kommende periode består i at opretholde denne skævhed, sagde Kennan.

Jacques Hersh mener, at Lenins tese om imperialismen som kapitalismens højeste stadium stadig er anvendelig i analysen af den nuværende verdenssituation.

Han hiver et "stadig aktuelt" citat frem fra selve "imperialismens fader", englænderen Cecil Rhodes, der i 1885 sagde til sin ven, journalisten William Thomas Stead, at England for at undgå social borgerkrig derhjemme "måtte erhverve sig nye lande (...) og hvis du vil undgå borgerkrig, må du være imperialist".

Rhodes ord var siden med til at gøre Jacques Hersh og Ellen Brun til anti-imperialister.