En septemberdag i 2011 kørte en 15-årig søn af en kendt general i Kinas Folkehær sin røde BMW ind i en anden bil i Beijing. Han slog derefter bilens passagerer hårdt og advarede tilskuere mod at kalde politiet.
150 delegerede ved Kinas Kommunistparti er noteret som værende ”milliardærer” og indgik på lige fod med de øvrige delgerede på partiets seneste kongres sidste år.
Over 160.000 af kommunistpartiets embedsmænd blev sidste år straffet for korruption. En søn af en tidligere vicepræsident og barnebarn af en tidligere kommandør fra Den Røde Hær købte en dyr villa på havnefronten i australsk til 32 millioner dollars, blot for at rive den ned og bygge en ny villa med to swimmingpools.
Stat, parti og marked i Kina er alt for sammenfiltret.
Xing Li
Tilsyneladende har fremkomsten af den private sektor inden for økonomien i Kina fristet både flere partimedlemmer, deres børn og embedsmænd i staten til at misbruge deres magt. Eksemplerne er ikke fuldt ud dokumenterede, men bygger på flere onlinemediers omtaler.
Nu påpeger kommunistpartiet og statens ledelse for alvor selv problemerne.
Folkekongressen
Korruption og magtmisbrug blev ivrigt diskuteret på den netop overståede Folkekongres i Kina i Folkets Store Hal i Beijing. De 2987 medlemmer udgør Kinas parlament – landets højeste myndighed. Det er i øvrigt verdens største parlament, men det mødes til forskel fra vestlige parlamenter én gang om året i 14 dage. Folkekongressen sluttede i mandags.
Gemytterne kom ifølge flere vestlige nyhedsbureauer ofte i kog, da de delegerede diskuterede især korruption, magtmisbrug og miljøproblemer. Denne beskrivelse af debatkulturen stemmer ikke helt overens med billedet af Kina som et ”lukket partidiktatur”, hvor kommunistpartiet KKP bestemmer alt.
Det hænger måske sammen med, at 888 parlamentsmedlemmer ikke er medlemmer af kommunistpartiet, men af otte partier i Den Forenede Front af løsgængere fra militæret, provinser, etniske mindretal, migrantarbejdere og personer bosiddende i Taiwan, Hongkong, Macao og kinesere i udlandet.
Advarsel
På Folkekongresens første dag sagde kommunistpartiets leder Xi Jinping, at partiet ”kun kan markere sit 100-års jubilæum om otte år med succes, hvis embedsmænd begynder lære af fortidens uselviske vismænd”, som konfutsianismes beskedne filosoffer Mencius og Zhuge Liang.
- Sky ingen anstrengelser for at udføre din pligt, om det så skal koste livet. Gør alt for at tjene dit land, selv på bekostning af dit eget liv, uanset lykke eller ulykke for dig selv, sagde Xi Jinping, som Folkekongressen valgte til Kinas præsident.
Han har tidligere advaret om, at ”korruption truer partiets overlevelse” og har aktuelt lanceret en kampagne for at forhindre spild og snyd.
- Hvis det kommunistiske parti ikke kan nå et succefuldt 100-års jubilæum, vil det kun udgøre en ubetydelig dråbe i Kinas 5000-årige historie, sagde Xi Jinping ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Han forgænger i præsidentembedet Hun Jintao var endnu mere direkte på Kinas Kommunistiske Partis kongres sidste år i november.
- Hvis vi ikke formår at håndtere dette problem (korruption red.) godt, kan det vise sig fatalt for partiet og forårsage sammenstyrtning af partiet samt statens sammenbrud, sagde han ifølge Xinhua og tilføjede ”Ingen er hævet over loven”.
160.000 arresteret
Kommunispartiets Diciplinærkomité oplyste i januar i år, at 160.000 embedsmænd med medlemsbog i KKP sidste år blev straffet for korruption eller andre former for ”dårlig opførsel”. Udvalget skaffede samtidig tabte indtægter fra korruptionssager tilbage til staten på hele 9,4 milliarder dollars.
Det vestlige nyhedsbureau Bloomberg mener at vide, korruptionen også omfatter 100 børn og børnebørn af højtstående parti-, regerings- og statsledere. De unge har angiveligt optjent ”utrolig rigdom og magt”.
Li Jinhua, der selv er embedsmand og tidligere leder af Kinas anti-korruptionsprogram fra 1998-2008, advarer opsigtsvækkende på et kinesisk online-forum.
- Fra de mange sager, der nu kommer frem i lyset, kan vi se, at mange korruptionsproblemer opstår blandt sønner og døtre [af tjenestemænd] Det er et af de spørgsmål, som befolkningen er allermest utilfreds med, siger han.
Også i militæret er korruptionen tilsyneladende et problem. Denne gang er det også en ”insider”, der påpeger det. General Liu Yuan, søn af det tidligere maoistiske statsoverhoved i Kina, Liu Shaochi, siger ifølge dagbladet The Sydney Morning Herald.
- Kun vores egen korruption kan ødelægge os og bevirke at vore væbnede styrker bliver besejret uden kamp.
I 2012 rangerede Kina som nummer 80 af de mest korrupte lande ud af 176 mulige ifølge Transparency International på linje med Serbien og Trinidad og Tobago. Problemerne er snyd, bestikkelse, underslæb, nepotisme, formynderi, og "statistisk forfalskning".
Problemet
For den kinesiskfødte Xing Li, professor på Institut for Kultur og Globale Studier ved universitet i Aalborg, ligger mange af problemerne med korruption i Kinas introduktion af markedsøkonomi.
- Der foregår sammenblanding af parti-interesser med statsinteresser og markedsinteresser, siger han til Arbejderen og forklarer, at kommunistpartimedlemmer, embedsmænd i staten og direktører for virksomheder ”typisk er indbyrdes indviklet i hinanden”.
Han mener, at den nye leder Xi Jinping må gøre noget ved denne ”biologiske forbindelse”.
Forskeren fra Aalborg, der er stor beundrer af den marxistiske teoretiker Samir Amin, mener, at der ”indtil videre” ikke er tegn på, at denne sammenblanding af parti, stat og erhvervsliv vil blive stoppet. For nuværende.
- Det vigtigste resultat af Folkekongressen er helt klart skiftet i statens lederlag. Det er et skift, der sker hvert 10. år. Det er vigtigt. Det betyder meget for velfærden fremover, for lighed, miljø, antikorruption. Men for at projektet skal lykkes, tror jeg, at sammenblandingen af stat og partiets opgaver i samfundet må ændres helt fundamentalt, siger Xing Li til Arbejderen.
Han anser parti og stat som en ”tvillingekrop”.
Løsning?
- Der må en operation til for at adskille dem. Det bør jo ikke være sådan, at partiet skal blande sig i alt og godkende alt, hvad staten foretager sig. Det svarer jo til, at jeg konstant bliver kontrolleret af den øverste ledelse her på Aalborg Universitetscenter i alt, hvad jeg foretager mig - ned til mindste detalje, siger Xing Li.
- Staten i Kina kan sagtens ordne ting professionelt. Hvorfor skal partiet for eksempel bestemme og godkende, hvem der bliver valgt til borgmester i en by, spørger Xing Li.
Han mener, at staten bør begrænse og balancere partiets magt på dialektisk vis.
Men hvordan adskiller dine synspunkter sig egentlig fra vestlige synspunkter, om at Kina bør åbne sig endnu mere op og indføre flere såkaldte reformer?
- Min holdning adskiller sig væsentligt fra deres. Vesten mener, at Kina skal åbne fuldstændig op og indføre total fri markedsøkonomi. Men jeg mener ikke, at det fri marked fungerer overhovedet. Kina må dekonstruere – eller afmontere - denne sammenblaning af stat, parti og marked.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278