Kinas FN-ambassadør har fremlagt et forslag fra Kina og Rusland om, at første skridt i løsningen af atomkonflikten på den koreanske halvø bliver en gensidig aftale, hvor Nordkorea fastfryser sit atomprogram, og Sydkorea og USA til gengæld indstiller deres fælles militærøvelser.
Det vi savner er diplomati.
John Delury, Nordkoreaekspert
Samtidigt med at Nordkorea søndag gennemførte sin sjette atomprøvesprængning, og ifølge egne oplysninger bragte en brintbombe til sprængning, mødtes Ruslands og Kinas præsidenter Vladimir Putin og Xi Jinping til topmøde i det sydlige Kina, skriver Telesur.
Begge lande fordømmer Nordkoreas prøvesprængning.
Fra topmødet meddeler de to præsidenter, at de arbejder sammen for at fremme en aftale om, at alle atomvåben fjernes fra den koreanske halvø og dets farvande, hvor USA har stationeret atombevæbnede styrker.
Vladimir Putin og Xi Jinping deltager i et BRIKS-topmøde, hvor også præsidenterne fra Indien, Brasilien og Sydafrika deltager.
USA afviser kompromis
Fra USA lyder der trusler om hårdere sanktioner og i sidste ende om krig. Præsident Trump har i et tweet ladet Sydkoreas præsident forstå, at dennes tanker om dialog med Nordkorea er udsigtsløs:
"Sydkorea er ved at finde ud af, som jeg har sagt til dem, at deres snak om et fredeligt forlig med Nordkorea ikke vil fungere. De (Nordkorea, red.) forstår kun en ting!", lyder tweetet fra Det Hvide Hus.
Men appellen om dialog og en fredelig løsning støttes både af FN-organisationer, tænketanke og universiteter.
Lederen af FN's atomagentur (IAEA), Yukiya Amano beklager prøvesprængningen og opfordrer Nordkorea til at tilslutte sig den internationale traktat imod atomprøvesprængninger.
Washington-tænketanken 'Center for Våbenkontrol og ikke-spredning af Atomvåben' udtaler, at den seneste prøvesprængning blot "understreger behovet for at indlede samtaler om nye forhandlinger" mellem USA, Nordkorea, Sydkorea, Japan, Kina og Rusland, beretter netportalen Commondreams.
Disse såkaldte sekspart-forhandlinger har ligget stille i flere år, fordi USA ikke vil imødekomme Nordkoreas krav om et direkte møde mellem de to parter.
Ekspert fra Seoul
Nordkoreaekspert John Delury ved Yonsei Universitetet i Sydkoreas hovedstad Seoul noterer, at sanktioner og trusler ikke løser noget:
"Det vi savner er diplomati. Det er op til Trump-administrationen, om de ønsker at udnytte situationen og komme i gang med de længe afviste direkte samtaler med Pyongyang, eller om de blot vil fortsætte ad den slagne vej med magtdemonstrationer, flere FN-sanktioner og egne sanktioner. Mere af det, som har været forsøgt i otte år", skriver John Delury i avisen The Guardian.
USA er ved at formulere et forslag til en resolution om nye, hårde sanktioner. Forslaget skal til behandling i FN's Sikkerhedsråd på et møde, som ventes i starten af næste uge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278