06 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister vinder kommunalvalg i den indiske delstat Kerala

Sikker sejr

Kommunister vinder kommunalvalg i den indiske delstat Kerala

Venstrefløjens koalition med to kommunistiske partier i spidsen genvandt kommunalvalget i Indiens delstat Kerala. Sejren skyldes blandt andet lokalregeringens inddæmning af covid-19, der har været en national såvel som international inspiration.

En vælger spritter hænder ved en spritrobot foran stemmelokalet ved lokalvalget i Kochi i Kerala den 10. december.
FOTO: AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Regeringskoalitionen Venstredemokratisk Front (LDF) vandt kommunalvalget i Indiens delstat Kerala. LDF er ledet af Indiens kommunistiske parti CPI(Marxist), mens det næststørste parti i koalitionen er CPI, der også er kommunistisk.

Ifølge Peoples Dispatch skyldes kommunisternes sejr, at LDF-regeringen har ført Kerala succesfuldt gennem covid-19-pandemien, hvilket har gjort delstaten til en national såvel som international inspiration.

Sejr for kommunister

Lokalvalget i Kerala fungerer således, at kandidater for de forskellige koalitioner af partier stiller op i 1199 kommuner.

Foruden venstrefløjens LDF er der to politiske koalitioner, der gør sig gældende i delstaten. Den ene er Forenet Demokratisk Front (UDF), og den anden er National-Demokratisk Alliance (NDA).

UDF-koalitionen er ledt af midterpartiet Indiens Nationale Kongres (INC), mens NDA bliver anført af højreradikale BJP, som på landsplan danner Indiens regering under statsministeren Narendra Modi.

Ifølge Peoples Dispatch blev kommunisternes LDF den førende politiske blok i 670 ud af de 1199 offentlige organer, og venstrefløjen vandt dermed over halvdelen af Keralas valgenheder.

Midterblokken UDF vandt til sammenligning 471 lokale organer, mens højrefløjens NDA vandt 25. Kommunisternes LDF har altså vundet flere sæder i lokalvalget, end de to oppositionsblokke har tilsammen.

Et af kommunalvalgets vigtigste slag blev kæmpet i havnebyen Kochi, der er knudepunktet for Keralas handel og økonomi. Her lykkedes det LDF at skubbe midterblokken UDF af pinden som kommunens førende koalition, hvilket UDF ellers havde været i flere årtier.

Foruden en stigende popularitet for venstrefløjen viser valgresultatet desuden, at Kerala fortsat er en af de delstater, hvor Indiens højreradikale regeringsparti mislykkes i jagten på betydelig indflydelse.

Inddæmning af covid-19

En af de primære årsager bag LDF-regeringens store valgsejr skyldes kommunisternes inddæmning af covid-19, der er blevet hyldet både nationalt og internationalt, vurderer Peoples Dispatch.

Ifølge den indiske regeringsplatform MyGov.in er 2800 mennesker døde med covid-19 i Kerala, hvor der bor over 34 millioner indbyggere. Til sammenligning oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at 14.000 er døde med covid-19 i Canada, hvor der bor omkring 38 millioner mennesker.

Mens Kerala har klaret sig bedre igennem pandemien end mange vestlige lande, ligger delstaten samtidig i det land med næstflest registrerede covid-19-tilfælde. Ifølge WHO er der registreret over 10 millioner smittetilfælde i Indien, hvor 145.000 er døde med covid-19.

Den kommunistiske regering i Kerala skiller sig ud fra resten af Indien, da LDF fra start satte hårdt ind mod pandemien. Det var i Kerala, at Indiens første covid-19-tilfælde blev opsporet, og delstaten indførte lockdown flere måneder før resten af landet.

Kerala var blandt de første i verden til at etablere kontaktopsporing gennem apps og kortlagde covid-19-hotspots, mens der blev investeret i test, hospitaler og telefonisk rådgivning.

Samtidig førte Keralas ungkommunister i Demokratisk Ungdomsføderation i Indien (DYFI) en kampagne ved navn "Genbrug Kerala".

Ved at indsamle genbrugsmaterialer hos lokalbefolkningen, rense floder og oprette billige suppekøkkener samlede ungkommunisterne 1,4 millioner dollars ind til Keralas covid-19-nødhjælp.

>> LÆS OGSÅ: Ungkommunister i Kerala besejrer covid-19

International hyldest

Keralas kamp mod covid-19 har sat den indiske delstat på verdenskortet under en pandemi, der har trukket tænder ud verden over. Mens flere vestlige landes sundhedssystemer lider overbelastning, er den kommunistiske delstat blevet hyldet af internationale eksperter.

Keralas indsats har blandt andet modtaget opbakning fra WHO, der i en analyse komplimenterer den kommunistiske delstatsregering for at have været i stand til at inddæmme flere covid-19-bølger "succesfuldt".

Også britiske Jason Hickel, der er økonomisk antropolog, giver udtryk for, at Kerala er en inspiration for andre samfund. I et tweet skriver Hickel: "Dette er, hvad der sker, når du har et samfund organiseret rundt om menneskers velfærd fremfor kapitalens velfærd".

Desuden viser Keralas valgresultat, at den kommunistiske delstatsregering også modtager opbakning på hjemmefronten, hvor menneskeliv er blevet reddet gennem delstatens covid-19-respons.

Ifølge Peoples Dispatch er kommunisternes sejr i lokalvalget et "massivt moralsk boost" op til statsvalget, hvor keralitterne skal vælge delstatsregering om få måneder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. dec. 2020 - 15:21   22. dec. 2020 - 10:00

Indien

mbs@arbejderen.dk
Lyt til artiklen

Kerala
  • Er en delstat i Sydindien.
  • Har omkring 34 millioner indbyggere.
  • Keralas mange floder gør delstaten populær blandt turister.
  • Omkring halvdelen af Keralas befolkning lever af landbrug.
  • Landmændene producerer primært ris, men også kokosnød, te og kaffe.
  • Kerala er også blandt Indiens største fiskerbyer med omkring 220.000 fiskere.
  • Regeringens førende parti er Indiens Kommunistiske Parti (Marxistisk) – CPI(M).
  • Keralas befolkning anses for at være de første i verden til at vælge en kommunistisk regering demokratisk.
  • 93 procent i Kerala har lært at læse, hvilket er det højeste i nogen indisk delstat.
  • 0,04 procent af Keralas befolkning er hjemløse, hvilket er det laveste i Indien.
  • Regeringens investeringer i uddannelse, sundhed og bekæmpelse af fattigdom har placeret Kerala i den højeste kategori på Human Development Index.