09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lula bliver Dilma Rousseffs højre hånd

Brasiliens regering styrket

Lula bliver Dilma Rousseffs højre hånd

Brasiliens højrefløj raser over udnævnelsen af Lula til minister. Dommer er nu indstævnet for Brasiliens højesteret for ulovlig telefonaflytning og politisk manipulation. Cuba udtrykker støtte til Dilma Rousseff og Lula da Silva.

Lula da Silva var præsident fra 2002 til 2010. Derefter vandt hans partifælle Dilma Rousseff præsidentposten både i 2010 og i 2014. Iagttagere vurderer, at højrefløjen forsøger at miskreditere Lula, så han ikke kan stille op ved præsidentvalget i 2018.
FOTO: Paulo Whitaker/Reuters/Scanpix
1 af 1

I går udnævnte Brasiliens præsident Dilma Rousseff sin partifælle Lula da Silva til 'kabinetsminister'. Lula er tidligere præsident i Brasilien og leder af Arbejderpartiet PT.

Dilma Rousseff ønsker, at Lula styrker regeringen, der er i vanskeligheder på grund af økonomisk afmatning samt fordi højreoppositionen forsøger at udnytte en korruptionssag, som kører ved domstolene, til at vælte præsidenten.

Kampen mod korruption bliver manipuleret for at gøre Lula da Silva, præsident Dilma Rousseff og Arbejderpartiet PT til skydeskive.
Cubas udenrigsministerium

Der bliver rejst anklager mod præsident Dilma Rousseff i forbindelse med korruptionssagen i det store statslige olieselskab Petrobras. Ikke om at hun selv er involveret, men at hun havde kendskab til uregelmæssigheder, da hun var formand for bestyrelsen i Petrobras frem til 2010.

Lula er ikke anklaget i sagen, men har været til afhøring flere gange, senest for to uger siden, da han blev tilbageholdt af politiet.

Telefonsamtalen mellem Dilma og Lula

Nu har en dommer forsøgt at mistænkeliggøre Dilma Rousseffs motiver for at udnævne Lula til minister. Dommer Sergio Moro har offentliggjort en hemmelig telefonaflytning af præsidentens telefon. Under en samtale med Lula siger præsidenten, at hun sender en person til Lula med hans udnævnelse til minister, men hun ber' ham om ikke at offentliggøre det "medmindre det er nødvendigt", fremgår det af BBC's reportage.

Det udlægger modstanderne af Dilma og Lula som et budskab til Lula om, at han kan bruge papiret, hvis politiet kommer for at arrestere ham.

Men det er en tolkning helt uden for kontekst, siger præsident Rousseffs talsmand Jaques Wagner. Det handler alene om, at Lula måske ville blive forhindret i at være personligt til stede i regeringsbyen Brasilia i går klokken 10 lokal tid, hvor udnævnelsen af ham til minister skulle finde sted. Hvis ikke han nåede frem ville dokumentet være en bekræftelse.

– Sergio Moro har overtrådt enhver grænse og skabt en negativ politisk situation ved at tolke samtalen helt uden for kontekst, siger Jaques Wagner ifølge nyhedsstationen Telesur.

Og dertil var aflytningen ulovlig:

– Misbruget af autoritet handler både om at offentliggøre en aflytning og i at aflytningen er ulovlig, siger advokaten Cristiani Zanin ifølge Telesur.

Dommer Moros optræden er nu indklaget for Brasiliens højesteret.

Samme højesteret kan i øvrigt når som helst beslutte at rejse sag mod Lula da Silva, selvom han er minister i regeringen. Det har præsident Dilma Rousseff udtalt som svar på anklager om, at hendes udnævnelse af Lula skulle beskytte ham mod retsforfølgelse.

Demonstrationer for og imod

I Brasilien er der demonstrationer både for og imod Dilma Rousseff og hendes udnævnelse af Lula.

Fra udlandet er der kommer en lang række støtteerklæringer til Lula. Mindst 14 tidligere præsidenter og regeringsledere har underskrevet en støtteerklæring, som Arbejderen skrev i forgårs: 14 tidligere præsidenter støtter Lula da Silva

Cubas regering har i en erklæring taget afstand fra angrebene på Dilma Rousseff og Lula da Silva.

"Kampen mod korruption bliver manipuleret for at gøre Lula da Silva, præsident Dilma Rousseff og Arbejderpartiet PT til skydeskive i både juridiske og parlamentariske sager", skriver udenrigsministeriet i Havanna.

Det er et forsøg på at kriminalisere en enestående leder i 'Vores Amerika', styrke præsident Dilma Rousseff og Brasiliens lovlige regering samt bremse den positive udvikling i regionen, anfører Cuba.

"Disse beksidte metoder tages i brug af politiske partier og dele af retsvæsenet med støtte fra enkelte stater i vores verdensdel samt i en aktiv alliance med de store transnationale medier, oligarkiet og imperialismen. På den måde forsøger de at opnå det, som de ikke har kunnet opnå ved valgene", skriver Cubas udenrigsministerium.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2016 - 14:41   17. mar. 2016 - 14:50

Brasilien

se@arbejderen.dk