Nok er nok. Vi kan ikke længere.
Det er den desperate holdning som hundrede tusinder af vrede spaniere tager med sig ud i gaderne overalt i Spanien. Igen i weekenden, var der massive demonstrationer mod den nyliberale Partido Popular-regering. Men regeringen er hverken populær eller folkelig, skal man tro de mange tusinde spaniere, der gik på gaden i 56 byer.
- Det er skamfyldt. Pensioner, lønninger, det offentlige sundhedsvæsen og uddannelse. De tager det hele, siger Carmen Lopez, en butiksassistent, der demonstrerede med flere end 60.000 andre i hovedstaden Madrid, skriver avisen Morning Star.
I Madrids gader gik især et kampråb igen: "De vil ødelægge landet. Vi må stoppe dem", med henvisning til premierminister Rajoy og hans regering. Ifølge fagbevægelsen og demonstranterne bruger regeringen den finansielle krise, som er skabt i den private banksektor, til at skære dybt i de offentlige budgetter, og det går ud over den almindelige spanier.
Dertil kommer, at nye tal fra EU viser, at arbejdsløsheden netop er kravlet op over 25 procent - det højeste tal i Europa. Premierminister Rajoy anerkender ikke den massebevægelse, som lige nu dominerer gaderne i Spanien, og han mener, at der er et "stille flertal", der støtter ham. Dette til trods for, at en måling i avisen El País viser, at 77 procent af befolkningen støtter demonstranterne. Regeringen holder imidlertid fast i sin hårde kurs.
- Spareplanerne er absolut uundgåelige, hvis vi skal klare den igennem det svære økonomiske klima, vi oplever i øjeblikket. Vi ligger grundstenen til en genoprejsning af økonomien, sagde Luis de Guindos, Spaniens økonomiminister, i sidste uge ifølge nyhedsbureauet AP.
Rajoy-regeringen ser ikke ud til at lytte til demonstranterne, for den har allerede planlagt nedskæringer for 485 milliarder kroner over de næste to og et halvt år. Derudover er lønningerne i den offentlige sektor blevet fastfrosset for tredje år i træk, og den offentlige gæld eksploderer.
- Denne regerings politik skaber for megen smerte. Det er direkte løgn, at der ikke er en anden vej for at redde økonomien, sagde fagforeningsforamnd Ignacio Fernandez Toxo fra CCOO ifølge nyhedsbureauet AP, med tydelig reference til regeringens argumentation, om at nedskæringer er den eneste vej frem.
Fagbevægelsen varsler generealstrejke den 14. november, hvis ikke regeringen ændrer kurs.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278