24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

NATO-lande vil stoppe befrielsen af Idlib

Kommentar

NATO-lande vil stoppe befrielsen af Idlib

Med støtte fra Rusland fortsætter den syriske hær sin offensiv for at befrie Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien. Vesten protesterer, og NATO-medlemmet Tyrkiet forsøger at finde veje til at støtte de ekstremistiske grupper.

Stabschefen for USA’s hær, general Joseph Dunford, hævdede i efteråret 2018, at 20-30.000 udenlandske krigere befinder sig Idlib. Syriske kilder mener, at de er endnu flere. Her fra byen Maaret al-Numan i Idlib-provinsen.
FOTO: Abdulazez Ketaz/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Der var mange, som troede, at offensiven mod Idlib ville blive indledt i efteråret 2018.

Også de vestlige lande hæver stemmen mod offen-siven. Da Ruslands præsident Putin mødte Frankrigs Macron i Paris den 19. august, krævede Macron våbenhvile for civilbefolkningens skyld.

Dengang blev forberedelserne afbrudt, efter at Rusland og Tyrkiet indgik en aftale om våbenhvile og oprettelsen af en demilitariseret bufferzone ved Idlibs grænse mod provinserne Latakia, Hama og Aleppo.

Formålet var at tvinge terrorgrupperne til at forlade bufferzonen og beskytte indbyggerne i de tilstødende provinser mod angreb.

Tyrkiet fik tilladelse til at oprette observationsposter inde i Idlib, men udnyttede aldrig sine muligheder.

Jabhat al-Nusra, der er tilknyttet al-Qaeda, og som i dag kalder sig Hayat Tahrir al-Sham (HTS), blev i bufferzonen, og i foråret 2019 blev der gennemført blodige angreb mod Latakia og Hama.

Holdepunkt for terrorister

Det er baggrunden for, at offensiven i Idlib bliver indledt. Trods en økonomisk presset situation og trods akut mangel på brændstof føler Syrien sig tvunget til at handle for at beskytte civilbefolkningen og slå til mod de terrorgrupper, der har besat Idlib.

At provinsen er et holdepunkt for terroristerne erkender selv Brett McGurk, præsident Trumps sendebud i den globale koalition mod IS.

Da tænketanken Middle East Institute i juli 2017 gennemførte en paneldebat om USA’s bekæmpelse af terrorisme, var McGurk klar i mælet, selv om han forsøgte at lægge hele ansvaret for terroristernes udbredelse i Syrien over på USA’s allierede:

“Idlibprovinsen udgør det største fristed for al-Qaeda efter 11. september [2001] … At gøre som visse af vores allierede og sende tusindvis af tons våben og se til den anden side, når de udenlandske krigere rejste til Syrien, var måske ikke den bedste fremgangsmåde. Al-Qaeda har udnyttet det fuldt ud. Idlib er nu et enormt problem.”

Vi ved ikke, hvor mange mennesker der bor i provinsen. En gængs påstand er tre millioner. Men vi ved af erfaring fra andre områder, som er blevet befriet for væbnede grupper, at antallet af indbyggere plejer at være betydeligt lavere end det, der rapporteres.

Det er ukendt, hvor mange krigere der findes hos al-Nursra/HTS og øvrige grupper i Idlib. Men vi ved, at de er mange. Stabschefen for USA’s hær, general Joseph Dunford, hævdede i efteråret 2018, at det drejede sig om 20-30.000. Syriske kilder mener, at de er endnu flere.

En del af dem kom til Idlib under den magtovertagelse, som Jabhat al-Nusra ledte i foråret 2015. Andre er kommet til i busser fra andre kampområder i Syrien. Vi ved også, at der blandt disse findes mange, som ikke er syrere.

Udenlandske krigere

En af de mest dybdegående reportager fra Idlib-provinsen blev lavet i foråret 2017 af reporteren Jenan Moussa på den arabiske satellitkanal Aan TV. Dengang blev det anset som umuligt at rejse ind i området som journalist.

Derfor rejste tre syrere rundt i provinsen udstyret med skjult kamera. Alle tre tilhørte oppositionen i Syrien, hvorfor reportagen ikke er noget partsindlæg fra regeringens side. 

Et af de mange afslørende indslag handler om tilstedeværelsen af ikke-syriske jihadister. Ifølge TV-kanalens kilder var der i 2017 mindst 10.000 personer i Idlib med tilknytning til Turkistans Islamistiske Parti, TIP (Turkistan er et område, der omfatter landene Kasakhstan, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan, red.) I det tal indgå såvel jihadistkrigere som deres ægtefæller og børn, som er rejst til og har bosat sig i provinsen.

TIP har i løbet af årene samarbejdet med al-Qaeda i Syrien og består hovedsageligt af kinesiske uighurer. I visse områder, som Al Aan TV’s udsendte besøgte, var næsten alle indbyggere uighurer.

I en træningslejr organiseret af TIP fik reporterne lov til at se deltagerne studiemateriale. Der stod, at det er tilladt at tage kvindelige slaver, hvis de ikke er muslimer. Bogen, der blev studeret, var trykt i Tyrkiet og udgivet af Ahrar al-Sham – en syrisk gruppe, som på grund af USA’s og Frankrigs modstand ikke er med på FN’s liste over terrorgrupper.

Jabhat al-Nusra dominerer

I øvrigt viste reportagen, hvordan Jabhat al-Nusra og dets allierede fuldstændigt dominerer provinsen. De moderate oprørere, som ifølge reporterne også var til stede der, kontrollerede ikke andet end deres eget hovedkvarter.

Senere har medier verden over rapporteret, at al-Qaeda har styrket sit greb om provinsen endnu mere.

Mens dette skrives, har den syriske hær befriet den strategisk vigtige by Khan Sheikhun. Det skete trods NATO-medlemmet Tyrkiets protester og trods, at man sendte en tyrkisk militærkonvoj for at bistå de væbnede grupper. Konvojen blev stoppet af et syrisk angreb.

Også de vestlige lande hæver stemmen mod offensiven. Da Ruslands præsident Putin mødte Frankrigs Macron i Paris den 19. august, krævede Macron våbenhvile for civilbefolkningens skyld. Putin afviste det bestemt og mente, at den aftale, som blev indgået i 2018, aldrig har betydet, at terroristerne skulle føle sig sikre.

“Vi støtter den syriske hærs forsøg på at gøre en ende på truslen fra terroristerne”.

Foreløbigt foregår kampene i udkanterne af Idlib. Hvis Rusland og Syrien beslutter sig for at forsøge at befri hele provinsen, venter der hårde kampe, hvor civile naturligvis kan komme i klemme.

Men det er en kamp, som Syrien for eller senere er nødt til at tage. Der kan ikke komme fred i Syrien, hvis en af dets provinser er et fristed for tusindvis af al-Qaeda-terrorister.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. sep. 2019 - 10:27   10. sep. 2019 - 11:25

Syrien

af Patrik Paulov, den svenske ugeavis Proletären
Krigen i Syrien
  • Siden 2011 har der været væbnet opstand mod styret i Damaskus.
  • Over 250.000 er blevet dræbt.
  • 7,6 millioner syrere er interne flygtninge.
  • 4,8 millioner syrere er flygtet ud af landet. Heraf befinder 2,7 millioner sig i Tyrkiet, godt én million i Libanon og over 600.000 i Jordan.
  • USA, Qatar, Saudi-Arabien og en række vestlige lande har fra krigens start støttet den væbnede opposition.
  • Siden 22. september 2014 har USA og allierede gennemført luftangreb i Syrien mod Islamisk Stat.
  • Luftangrebene sker uden tilladelse fra den syriske regering.
  • Rusland indledte 30. september 2015 bombninger i Syrien mod IS og den væbnede opposition efter invitation fra den syriske regering.
  • Tyrkiet invaderede 24. august 2016 Syrien og begyndte at oprette en "humanitær korridor" ved grænsen.
  • Syriske regeringsstyrker kontrollerer 85 procent af landets befolkede områder.
  • 13.-14. december 2016 opnåede regeringsstyrker støttet af russiske fly og libanesiske allierede en total sejr i Syriens næststørste by, Aleppo.
  • 29. december 2016 blev en våbenhvileaftale fremlagt, foreslået af Rusland, Iran og Tyrkiet.
  • I februar 2017 startede fredsforhandlinger i Astana, Kasakhstan, der efterfulgtes af møder i Genève, Schweiz. 
  • 17. marts 2017 ruller tyrkiske tanks ind i den nordvestlige syriske Idlib-provins.
  • I marts 2019 er det meddelt, at Islamisk Stat kun besidder et mindre område i Syrien.
  • I februar 2020 kæmper jihadistiske grupper og tyrkiske soldater i den nordvestlige Idlib-provins mod syriske regeringsstyrker.

Kilder: CNN, FN, The Guardian, SANA, UNHCR