Svenske Patrik Paulov er freelancejournalist og forfatter og tidligere udenrigsredaktør på avisen Proletären. I juli udsendte han bogen Syriens tystade röster. Oversat til dansk betyder titlen: Syriens stemmer der blev gjort tavse.
Ingen vestlige medier videre-bragte udsagn fra de 1,3 millioner plagede ind-byggere i Vestaleppo.
Som eksempelvis denne stemme:
"Jo, det, vi har brug for, er, at USA, Europa, Tyrkiet og Golfstaterne lader os i fred og stopper støtten til terroristerne. Når I lader os være i fred, når I har glemt os, så er jeg ligesom de fleste syrere overbevist om, at den syriske hær kan skabe fred."
Vi er i maj 2016. Året efter at USA og "de villiges koalition" – uden hensyn til det af FN anerkendte styre i Syrien og uden dets accept – starter bombetogter overalt i landet. Målene hævdes at være terrorister i Islamisk Stat (IS) samt al-Qaeda og dets aflægger, Jabhar al-Nusra. Men under bombekampagnen i 2015 bliver disse terrorgrupper styrket og vinder fornyet fodfæste.
Hvorfor? Fordi i hele perioden fra det "arabiske forår" i 2011 har disse og andre terrorgrupper med USA's og dets partneres medvirken modtaget våben fra Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet, Vest- og Østeuropa. Sådan blev foråret i Syrien hurtigt kapret. Og regeringshæren blev nu ét af USA's og snart efter også israelske bombeflys mål.
Stemmen fra maj 2016 tilhører lægen Tony Sayegh. Han bor i storbyen Aleppos vestlige del. Han beretter om jublen i byen, da den østlige del ved årsskiftet 2015/16 blev befriet fra Jabhar al-Nusra, som gennem fire år havde terroriseret, nedværdiget og bestjålet 150.000 indbyggere i Østaleppo. Og derfra dag og nat beskudt og missilbombet den vestlige del.
Mange andre fortæller om jublen, da terroristerne var drevet ud af regeringshæren med russisk støtte. Forinden havde hæren oprettet transitzoner for de, der i stadig livsfare ønskede at flygte til Vestaleppo. Og stillet busser til rådighed for terrorister og deres familier, cirka 30.000 mennesker. De blev kørt til Idlib-regionen efter afvæbning.
Nul dokumentation og kildekritik
I de svenske medier og for de skiftende borgerlig-socialdemokratiske regeringer, som freelancejournalisten Patrik Paulov nådesløst hænger til tørre i Syriens tystade röster, var Aleppo ikke et symbol på terroristernes nederlag og tilbageslaget for de interventionistiske vestmagter, men selve symbolet på "Assad-regimets terror".
Ingen vestlige medier viderebragte udsagn fra de 1,3 millioner plagede indbyggere i Vestaleppo. Men medierne havde 'oppositionelle kilder' i Østaleppo, herunder de i Vesten tiljublede Hvide Hjelme, som sendte retirader af 'vidnesbyrd' om 'Assad-regimets terror'.
Det absurde er, at en af årsagerne til mediernes fravær af on-the-spot rapporter i øst var, at det var livsfarligt at bevæge sig ind i al-Nusra-kontrollerede områder, hvor sharia var lov. Flere reportere er blevet kidnappet og/eller dræbt!
USA's og EU's villige klakører
Så vidt kom det i Danmark, at Amnesty International (AI) – efter Aleppos befrielse med et uundgåeligt antal civile ofre – gik i brechen for en indsamling til disse ofre for 'Assad-regimet'. Men hvad med de civile ofre i hele byen gennem fire år?
Og hvad med en indsamling til ofrene for USA's bombeflys og den lokale marionethærs fremfærd i storbyen Mosul i Irak få måneder før? Kritiske journalister talte for døve øren om et massedrab på civile dér, som ikke var set "siden Anden Verdenskrig". Intet hørte vi da fra AI, som sammen med Enhedslistens Nikolaj Villumsen nu råbte i kor med regeringen, NATO, EU og USA om "Assads folkedrab".
Kæledæggerne: De Hvide Hjelme
Da der blev fri adgang til Østaleppo, viste det sig, at al-Nusra og De Hvide Hjelme havde hovedkvarter i samme gård. Hjelmene blev stiftet af en tidligere britisk lejesoldat i Balkan. Logisk nok, for USA's del og hersk-politik i Syrien fik betegnelsen "balkanisering". Ingen beboere havde set skyggen af hjælp fra Hjelmene trods netvideoer om deres 'hjælp til civile', som her og andre steder viste sig at være et falsum.
I marts 2018 rykkede NATO-landet Tyrkiet ind i den nordvestlige kurdisk dominerede Afrin-provins. USA, som de kurdiske militser havde støttet sig til, greb ikke ind mod NATO-partneren. Mindst 167.000 mennesker flygtede, og 500 blev dræbt. De Hvide Hjelme viste på billeder, at de hjalp med til at rydde pænt op i byen. Men havde ingen trøstende ord til ofrene for deres protektorers overgreb.
Hjelmene støttede, ligesom Enhedslisten herhjemme, en flyforbudszone, der ville give USA & co. carte blanche til at bombe hvor som helst, og danske regeringer har med støtte fra Enhedslisten ydet støtte (20 millioner kroner) til Hjelmene. I lighed med de svenske regeringer. En skønmalende Netflix-dokumentar om dem modtog en Oscar, og den svenske udenrigsminister modtog dem i audiens.
En 'demokratisk opposition'?
Patrik Paulov dokumenterer med talrige udsagn, fakta og lækkede efterretnings- og regeringsdokumenter, at andre angiveligt 'demokratiske oppositionelle kræfter' har været og er i alliance med rabiate islamiske, jidahistiske og salafistiske terrorgrupper som IS, al-Qaeda og al-Nusra.
Konstruktioner som Den Frie Syriske Hær (FSA), Den Syriske Oppositionskoalition (SOC), Syrian Recovery Trust Fund (SRTF) og Det Fri Syriens Politi (FSP) anklages i bogen desuden for massiv korruption og tyveri, og det dokumenteres, at de selv står for kontrol af brugen af donorlandenes mange hundrede millioner dollars og euro.
Angivelige 'demokratiske oppositionelle kræfter' har været og er i alliance med rabiate islamiske-, jidahistiske og salifistiske terrorgrupper.
Det gør de i den 'demokratiske oppositions befriede områder', som ikke ét sted har kunnet dokumenteres at eksistere i Syrien. Paulovs og andre kritiske journalisters spørgsmål til regeringer og ministerier mødes overalt i Vesteuropa, USA, Saudi-Arabien og så videre af tavshed, hemmeligstemplede dokumenter og udskrifter med fede overstregninger. (Saudi-Arabien lod som bekendt en kritiker myrde).
Kun Die Linke i Tyskland har som etableret venstrekraft rejst kritiske spørgsmål. Men både Vänsterpartiet i Sverige og Enhedslisten mener øjensynligt, at det er vigtigere at hænge Assad ud som 'massemorder' i et land, som rummer anslået 12.000 aktører fra knap 100 udenlanske magter plus fortsat 3000 USA-soldater.
Blokadevåbnet træder i stedet
For få dage siden rettede justitsminister Nick Hækkerup (S) en voldsom kritik af politi og anklagemyndighed herhjemme. Hvorfor?
Fordi ordensmagten har været for sendrægtig i sagen mod firmaet Dan-Bunkering, som anklages for ulovligt at sælge brændstof til Syrien og angiveligt til russiske fly dér. Det er i strid med USA's og EU's vilkårlige og ensidige blokade mod Syrien. Den omfatter olie og brændsel til landet, visse råvarer og teknologier, indefrysning af syriske bankkonti, lukning af bankoverførsler med mere.
En anden stemme, Lilly Martin Sahionie, Latakia:
"Spørg personalet på cancerafdelingerne på de afgiftsfrie sygehuse rundt om i Syrien, og de vil fortælle dig, at de ikke kan tilbyde kræftmedicin gratis, som de gjorde før. I dag dør mange mennesker af sygdomme, som der er gode muligheder for at helbrede".
Eller: Spørg faderen, som ikke kan forsørge familien, fordi han har mistet sit job. Spørg forretningsmanden, der har lukket sin fabrik, fordi han ikke kan importere de nødvendige varer.
Syriens folk er ofre for en fortsat udsultningskrig, som træder i stedet for den mislykkede militære krig nu, hvor over 80 procent af landet er terroristfri, lyder det fra denne og talrige andre stemmer.
Interventionskrig – ikke borgerkrig
Patrik Paulovs bog dokumenterer, at krigen i Syrien er en imperialistisk interventionskrig, som handler om overherredømme og kontrol over olie, gas og andre råstoffer. Og ikke en borgerkrig.
I dag dør mange menne-sker af sygdomme, som der er gode muligheder for at helbrede.
Lilly Martin Sahionie, Latakia
Den lægger ikke skjul på Assad-styrets ugerninger, mangler og fejl. Men den husker os på, at Syrien før krigen materielt var en velfærdsstat med fri uddannelse, lægehjælp med mere, hvor dagliglivet var meget verdsligt, og religionerne levede side om side. Og med en velfærd som ikke lå så langt fra status i Skandinavien.
Den citerer et stort antal kritikere af Assad-styret, som i dag anerkender dets og regeringshærens indsats, men fordømmer de udenlandske terrorister, som har hindret fred og gennemførelsen af en reformproces i landet. Den giver et levende billede af syrernes fortsatte ukuelige tro på fremtiden på tværs af etniske, religiøse og nationale tilhørsforhold!
Læs bogen!
Den enorme mængde udsagn og faktuelle data er i bogstaveligste forstand uhyggelig svær at kapere. Bogen er bygget tematisk op med nedslag i forskellige nøglespørgsmål gennem otte års krig. Den er ikke strengt kronologisk opbygget, men rummer referencer til bestemte spørgsmål både år før og efter, de fandt sted.
Afsnittene er prisværdigt korte. Overskrifter, der eksakt beskriver afsnittets emne, ville lette brugen af bogen – også til opslag. Desuden ville en særskilt kronologisk tidstabel med de vigtigste begivenheder lette brugen. Og hukommelsen.
Bogen har ingen analyse af klasserne i Syrien. Den refererer til fortalere for de traditionelle borgerlig-demokratiske rettigheder. Kampen mod imperialismen og sikring af fred er første betingelse for videre sociale/revolutionære reformer og skridt. Alligevel savnes en analyse af klassekræfterne i de kurdiske samfund for at belyse den absurde alliance med USA og dets militær, som netop stadig er koncentreret i de olie- og gasrige områder i landet.
Men for satan: Alle, som tror, de har hørt sandheden fra opinionen, medierne og politikerne, bør læse den!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
