Mens de højreorienterede kræfter i norsk politik styrker sine positioner, drejer norsk LO til venstre.
Det skete med valget af hjemmehjælperen Gerd Kristiansen til ny formand på forbundets kongres i forrige uge. Hun afløste Roar Flåthen. LO i Norge består af 22 fagforbund og fagforeninger med i alt 880.938 medlemmer.
Vi vil arbejde aktivt.
Gerd Kristiansen.
Gerd Kristiansen kommer fra de offentligt ansattes forbund, Fagforbundet, der traditionelt er mere venstredrejet end flere af de øvrige store forbund i Norge. Her var hun næstformand i Fagforbundet i 2005 og blev næstformand i LO i 2009. Hun er medlem af det socialdemokratiske Arbeiderpartiet, men hører til partiets venstrefløj.
På centrale politiske områder som forholdet til EØS-aftalen mellem EU og Norge, pensionspolitik, boligpolitik og internationale anliggender har LO med kongressen langsomt flyttet sig til venstre, vurderer det norske dagblad Klassekampens journalist, Pål Hellenes, der dækkede kongressen.
LÆS ARTIKEL: "Kræver genforhandling af EU-aftale"
Han tilføjer, at vedtagelserne er "mere radikale end den, der blev vedtaget på den forrige kongres".
Organisering
Den nye formand har allerede slået til lyd for at organisere faggrupper, som ikke traditionelt har været tiltrukket af fagbevægelsen, som studerende og andre grupper. Den nye LO-leder har blandt andet talt for, at faggrupper med længere uddannelse end de fleste også bør høre hjemme i LO.
- Det handler om, hvad der sker på arbejdsmarkedet. Mange grupper er i kraft af deres erhverv blevet skånet for konkurrence, privatisering og nedskæringer. De er blevet sparet for det samme pres, som almindelige arbejdende mennesker har været udsat for. Det er de ikke længere, siger hun til Klassekampen efter valget.
Konkret fik de nye toner de delegerede ved LO-kongressen til at stemme lederen af Musikernes Fellesorganisation, Renee Rasmussen, ind i topledelsen af LO som repræsentant for de nyere faggrupper.
- Vi vil arbejde aktivt, primært på området for studerende. Der satser vi kraftigt, siger Gerd Kristiansen.
Sosu-assistent
Den nye LO-formand er 57 år og kommer fra en lille gård et par kilometer udenfor Harstad. Via ufaglært arbejde i sundhedsvæsenet fik hun en uddannelse som SOSU-assistent i Tromsø i begyndelsen af 1980'erne og job på Universitetssygehuset i byen.
Næstformænd i LO bliver fremover landbrugsmekaniker Tor-Arne Solbakken og træindustriarbejder Hans-Christian Gabrielsen, der begge også er socialdemokrater.
Peggy Hesse Følsvik fra forbundet Retail og Office blev valgt som den nye LO-sekretær. Hun har en baggrund i luftfartssektoren og mener, at serviceområdet er et vigtigt område at skaffe medlemmer fra.
- Både i luftfarten og i andre serviceerhverv står LO over for udfordringer. Der er nemlig forhold, som gør det svært at organisere der, sagde hun på kongressen.
På miljøområdet kom det dog ikke til en skærpet linje i forhold til udvinding af olie i det nordlige Norge. Her er nemlig arbejdspladser på spil for eksempelvis Fellesforbundet, der tæller privatansatte bygningsarbejdere, metallere, og ansatte indenfor tekstil, papir samt og hotel og restauration.
Kongressen vedtog ikke en opfordring til stop for boringerne, men krævede en såkaldt miljøvurdering af boringerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278