22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny præsident giver håb om dialog på den koreanske halvø

Park Geun-hye valgt til præsident i Sydkorea:

Ny præsident giver håb om dialog på den koreanske halvø

Med onsdagens valg af den 60-årige kvinde Park Geun-hye til ny præsident er udsigterne til et bedre forhold mellem Nordkorea og Sydkorea positive, mener Korea-eksperten Geir Helgesen.

- Jeg har mødt Park Geun-hye personligt og talt med hende flere gange. Hun mener, det absolut er muligt at lave aftaler med Nordkorea, fortæller Korea-eksperten Geir Helgesen, leder af Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet.
1 af 1

Mindre konfrontation mellem Nordkorea og Sydkorea. Mere dialog og forståelse.

Dét kan meget vel blive resultatet af onsdagens præsidentvalg i Sydkorea, der bragte den konservative Park Geun-hye helt til tops.

Det mener korea-eksperten Geir Helgesen, der er  leder af Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet.

Park, der leder Saenuri-partiet, bliver den første kvindelige præsident i Sydkoreas historie. Hun fik 53 procent af stemmerne, mens den centrum-liberale Moon Jae-in fik 47 procent.

Jeg vil gerne mødes med lederen af Nordkorea​​ - hvis der er behov for det - til at udvikle forholdet mellem syd og nord.

Park Geun-hye

- Det er rent faktisk et positivt resultat for forholdet mellem nord og syd, selv om Park jo er konservativ. Jeg har mødt hende personligt og talt med hende flere gange, fortæller Geir Helgesen til Arbejderen of fortsætter:

- Det viser sig, at hun som den eneste konservative leder har været i Pyongyang i Nordkorea og snakket med den afdøde nordkoreanske leder Kim Jong-il. Hun berettede, at dette besøg var positivt, og at det bestemt var muligt at lave aftaler med Nordkorea, 

Han tilføjer, at de fleste andre sydkoreanske politiske ledere er meget mere negativt stemt overfor Nordkorea, der i sidste uge opsendte en satellit.

Allerede i november gav Park udtryk for, at Sydkorea og Nordkorea kunne åbne forbindelseskontorer i hovedstæderne for at "genoplive båndene mellem de to lande".

- For at styrke den fortsatte og systematiske udvikling af det økonomiske samarbejde, den sociale og kulturelle udveksling, vil jeg etablere udvekslings-og samarbejdsprogrammer i form af kontorer i Seoul og Pyongyang, sagde hun i følge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde.

Hun tilføjede, at hun gerne vil gå forrest i dialogen.

- For at skabe tillid, skal der være forskellige kanaler for dialog. Jeg vil gerne mødes med lederen af Nordkorea​​ - hvis der er behov for det - til at udvikle forholdet mellem syd og nord.

Satelitten

Ifølge Korea-eksperten var spørgsmålet om Nordkoreas påståede fjendtlighed slet ikke et tema i valgkampen.

- Opmærksomheden om satellitopsendelsen var langt større i USA og Europa end i Sydkorea. De gik helt i selvsving. Sydkorea er ikke bange for Nordkorea. De har nærmest forståelse for, at Nordkorea vil med på den teknologiske udvikling på området. 

- For Nordkorea var opsendelsen en udelt succes, fordi det var vigtigt for den nye leder at vise, at det kunne lade sig gøre. Det har givet dem stolthed og selvsikkerhed, mener Korea-eksperten.

Meningsmålinger op til præsidentvalget viste, at kun knap fem procent af sydkoreanerne anser Nordkorea som en trussel.

Kan kun overraske

Geir Helgesen mener ikke, at man skal lade sig snyde af, at Park Geun-hye er formand for et konservativt parti.

- Tænk på, at det var en højreorienteret republikaner fra USA - ikke en demokrat - der i 1972 tog til Kina og ændrede forholdet mellem de to lande, siger Geir Helgesen.

Han mener, at Park kan gøre mange fordomme til skamme.

- Hun mangler ikke selvkritik. Hun er meget åben, men jeg tror ikke, hun grundlæggende vil ændre den økonomiske politik i Sydkorea. Alliigevel er hun ikke som sin forgænger, Lee Myung-bak, der i udpræget grad var en konglomeraternes mand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. dec. 2012 - 15:56   28. jan. 2013 - 17:51

Sydkorea

Anders Fenger
Skribent