19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Olieeventyret i Libyen ender i mareridt

Vestlige oliefirmaer på vej ud

Olieeventyret i Libyen ender i mareridt

Shell og andre vestlige oliefirmaer var begejstrede for Muammar Gadaffis fald i 2011. De øjnede store forretninger i Libyen. Sådan skulle det ikke gå.

Oliearbejdere protesterer udenfor parlamentet i Tripoli i september for bedre arbejdsforhold.
FOTO: Ahmed Elumami
1 af 1

De oliefirmaer, der øjnede guld og grønne skove i det nye Libyen efter Muammar Gadaffis fald i 2011, flygter nu panik ud af Libyen.

Det sker samtidig med, at flere militser og stammer i det østlige Libyen søndag annoncerede, at de har har dannet et regionalt oliefirma og begynder at sælge råolie, efter at bevæbnede mænd har beslaglagt flere udskibningshavne.

Dermed udfordrer de den svage cetralregering under premierminister Ali Zeidan i hovedstaden Tripoli, der kæmper for at få kontrol over olie-faciliteterne.

Blokeringen af olieterminalerne er kritiske.
Mustafa Sanalla.

Meddelelsen kommer efter, at de samme kræfter har bekendtgjort, at de vil etablere en østlig centralbank. Forrige søndag erklærede militser i den østlige og olierige del af landet området - også kaldet Cyrenaica - for selvstændigt og dannede sin egen regering.

Olieselskaber vil ud

Nu har vestlge oliefirmaer fået nok. ExxonMobil, verdens største børsnoterede energiselskab, sagde tirsdag, at det vil nedskære sit personale og sine operationer i landet på grund af "voksende ustabilitet".

Det britisk-hollandske Royal Dutch Shell har også netop suspenderet olieboringerne og forladt efterforskningerne på to af Libyens boreplatforme.

Andre virksomheder har udskudt udforskningen. For eksempel overvejer oliefirmaet Marathon at sælge sin ejerandel i et centralt libysk oliekonsortium, oplyste kilder til Reuters allerede i juli. Der er også rygter om, at det franske firma Total er ved at trække følehornene til sig.

Mustafa Sanalla, medlem af direktionen i det statslige National Oil Company (NOC) siger til Reuters.

- Blokeringen af en af olieterminalerne - i  Mellitah - er kritisk. Den ejes af det italienske firma ENI og Libyens statsejede oliefirma (NOC). Dét kan tvinge Italien til at købe gas og olie andetsteds, siger han.

Italien importerer 23-25 procent af al Libyens olie og gas og er Libyens største handelspartner. Torsdag udtalte Italiens udenrigsminister Emma Bonino til Repubblica TV, at ENI overvejer at lukke oliefelter i Libyen.

Ifølge Reuters har en af militserne bag uafhængighedserklæringen for Cyrenaica blokeret olieterminalerne siden i sommer. Det meste af Libyens olie ligger i den østlige del af landet. Tabet beløber sig ifølge olieeksperter til 130 millioner dollars om dagen.

En anden milits har dannet sin egen regering med Ahmed Zubair al-Sennussi i spidsen.

Libyens olieproduktion er faldet til det laveste niveau siden afslutningen krigen i 2011. Produktionen er på en brøkdel af den normale kapacitet på 1,25 millioner tønder om dagen.

- Vi har dannet et firma kaldet Libyen Olie og Gas Corp, siger en af militsernes ledere, Abd-Rabbo al-Barassi, til Reuters via telefon fra bevægelsens hovedkvarter i byen Ajdabiya nær oliehavnen i Brega.

Regering mangler penge

Et militært sammenstød synes nu uundgåeligt, idet premierminister Ali Zeidan har givet militserne en frist på op til 10 dage til at forlade oliefaciliteterne.

- Ellers vil vi træffe foranstaltninger, sagde han på stats-tv.

Reuters citerer kilder i Libyen for, at Zeidans regering kan få svært ved dække statens udgifter fra december, hvis ikke konflikten bliver løst. Og Zeidan appellerede allerede i midten af september om hjælp på en investeringskonference i London.

- Hvis det internationale samfund ikke hjælper med til at indsamle​​ våben og ammunition, samtidig med at vi får hjælp til at styrke hæren og politiet, vil genopbygninen tage meget lang tid, sagde han på investeringskonferencen.

Men chefredaktøren Abdel Bari fra det Londonbaserede arabiske blad Al-Quds al-Arabi har bemærket Vestens dalende interesse.

"For to år siden løb især de britiske og franske erhvervfolks tænder i vand, mens de gned sig i hænderne i forventning om deres andel af den libyske genopbygning. Nu er der ikke en eneste udenlandsk forretningsmand tilbage i Tripoli", skriver han.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. nov. 2013 - 16:05   12. nov. 2013 - 16:15

Libyen

Anders Fenger
Skribent
Libyens olie
  • Libyen råder over de største kendte oliereserver på hele det afrikanske kontinent på anslået 43,1 milliarder tønder olie og mindst 1,3 billioner kubikmeter gas.
  • Italien importerer 23-25 procent af al olie og gas og er Libyens største handelspartner. 
  • Lækkede WikiLeaks-dokumenter viser, at det statslige libyske olieselskab NOC under Muammar Gadaffi i 2009 ændrede sin kontrakt med det franske olieselskab Total.
  • Det betød, at Frankrig gik fra at få 50 procent til 27 procent af den olie, som selskabet udvinder i Libyen.
  • Fjernelsen af Gadaffi-regimet i 2011 betød, at Frankrig og Storbritannien atter fik fuld adgang til Libyens olie.