Åbningsceremonien på USA’s ambassade i Jerusalem var en storstilet sejr for Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans støtter blandt både landsmænd og amerikanere.

Flere palæstinensere bosat i Østjerusalem, som Arbejderen har talt med, er vrede over Trumps beslutning og føler det som den ultimate ydmygelse.

Arbejderens udsendte fulgte åbningen fra de israelske myndigheders pressecenter, hvor regeringens repræsentanter ivrigt besvarede spørgsmål fra primært større, internationale medier.

I samlet kor hyldede de præsident Trumps beslutning som en sejr på størrelse med Balfour-erklæringen fra 1917, hvor det britiske imperium gav sin uforbeholdne støtte til zionisterne og oprettelsen af en jødisk stat.

USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad er i strid med den internationale konsensus om, at ambassader skal ligge i Tel Aviv, indtil Jerusalems status er afklaret i forhold til en to-statsløsning og en endelig fredsaftale.

Den konsensus har eksisteret siden Israels annektering af byens østlige del i 1980 – 13 år efter at bydelen blev besat af Israel under Seksdageskrigen – en handling, som FN har fordømt, og som ikke er anerkendt af noget land i verden.

Men alt var ikke kun glæde hos de israelske myndigheders talspersoner i presselejren. Pludselig tikkede der beskeder ind til samtlige tilstedeværende medier om, at den israelske hær gennemførte voldsomme beskydninger af Gaza-demonstranter, der ifølge flere medier efterlod mindst 55 dræbte palæstinensere.

Mens talspersonene fremhævede demonstrationerne i Gaza som “manipulation” og “opildning til terror” fra Hamas, forlod enkelte arabiske medier presselejren i protest.

Kun 33 lande deltog officielt i åbningsceremonien på USA’s ambassade, blandt dem mindre latinamerikanske og centralafrikanske lande, som Peru, Guatemala, Angola og Tanzania, de fire EU-lande Østrig, Ungarn, Rumænien og Tjekkiet samt Ukraine og Albanien.

Israels venner i USA

– Se! Der er min far! siger Avigayl, pressecenterets unge koordinator, til Arbejderens journalist, da en storskærm viser de mange prominente gæster fra USA.

Hun fortæller, at familien flyttede fra Florida til en bosættelse udenfor Jericho på den besatte Vestbred for tre år siden. Faktisk er hele 15 procent af Israels bosættere statsborgere i USA.

Avigayl har selv lært hebraisk, men de fleste af hendes veninder på studiet bor steder, hvor der udelukkende lever amerikanere. De har problemer med at få job, fortæller hun, for de lærer slet ikke sproget.

På den måde er hendes historie et symbol på de stærke bånd mellem Israel og USA, som altså går langt ud over det rent sikkerhedspolitiske og militære og ind i det kulturelle, sociale og religiøse.

Under åbningstalen til David Friedman, USA’s ambassadør i Israel, bliver han hyldet som en helt, samtidig med at præsident Trumps svigersøn Jared Kushner smiler på TV-skærmen.

Både Friedman og Kushner er kendt for at have givet millionbeløb til Israels bosættelser på Vestbredden, der er ulovlige ifølge folkeretten.

Der bliver også givet stor opmærksomhed til Sheldon Adelson, en casino-mogul og mangemilliardær fra Las Vegas. Adelson var den største bidragyder til Trumps valgkampagne og skal ifølge det israelske medie +972 have stillet som krav, at Trump skulle anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Han er også personlig ven med premierminister Netanyahu og skal i april have doneret hele 420 millioner danske kroner til den såkaldte Birthright-bevægelse, der sørger for, at verdens unge jøder kan komme gratis på besøg i Israel, oplyser The Jerusalem Post.

Uden palæstinensisk håb

Flere palæstinensere bosat i Østjerusalem, som Arbejderen har talt med, er vrede over Trumps beslutning og føler det som den ultimative ydmygelse.

De deltog alle i demonstrationer mandag og ønsker derfor ikke at fremstå med fuldt navn på grund af Israels nyligt vedtagne “loyalitets-lov”, der giver myndighederne mulighed for at fratage dem deres status som beboere i Jerusalem.

– På arabisk siger vi, at en katastrofe kan give muligheder. Måske er dette en katastrofe, der kan afsløre for verden, hvilken situation vi står i og åbne nogle øjne, siger “Muhammad”.

Hans ven, “Abdullah”, der dog langt mindre optimistisk.

– Jeg er kristen palæstinenser, og vi skal huske på, at Israels dominans af Jerusalem også er et angreb på os. Der er snart ikke plads til os mere. Palæstina er færdig, er hans dystre spådom.

Flere hændelser i international politik den seneste tid kan tyde på, at det er Abdullah, der er tættest på sandheden.

Trods russisk fordømmelse over Israels handlinger i Gaza og trods russisk alliance med Iran og Syrien, viste de to lande sig fra deres mest venskabelig side, da præsident Putin og Netanyahu mødtes i sidste uge.

Israel er et af få lande, der ikke har kritiseret Ruslands handlinger på Krim og har heller ikke fulgt resten af dets allierede i at indføre sanktioner mod Rusland, som følge af det angivelige kemiske angreb på den russiske eksspion Sergej Skripal – og dertil kommer, at næsten 10 procent af israelerne var tidligere indbyggere i Sovjet.

Samtidig vokser en ny politisk alliance frem mellem USA, Israel og Saudi-Arabien i kampen mod de tres ærkerival Iran.

Blandt taberne i det storpolitiske spil er palæstinenserne. Flere medier rapporterede for få uger siden, at Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman – populært kaldet MLB – under et møde i Den Arabiske Liga bag lukkede døre, skal have bedt palæstinenserne om at godtage Trumps beslutninger eller “holde kæft”.

– Og vore gamle venner i Europa er handlingslammede. De hjælper os med penge, men tør aldrig stå imod Israel – de har nok placeret for mange penge i landet, siger “Abdullah”.

– I dag er vi ydmyget. Og vi står helt alene.

Artiklen er skrevet mandag aften af Arbejderens udsendte journalist i Jerusalem