22 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pamela slås mod Vestens multinassere

Aktivist i Zambia

Pamela slås mod Vestens multinassere

Store udenlandske firmaer i Zambia fører deres profit uden om landets skattevæsen. Pamela Chisanga mener, at de multinationale skal betale skat i det land, hvor de henter deres profit.

Pamela Chisanga fra Zambia finder det mildest talt amoralsk, at investorer og multinationale virksomheder tager store dele af deres overskud med sig i skattely.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

- De stjæler fra os. Det er jo vores penge.

Ordene kommer fra Pamela Chisanga fra Zambia og er møntet på de store multinationale firmaer, som dagligt henter kobber op fra jordens dyb eller høster sukkerør og fører dem over grænsen uden at betale skat til Zambia. Firmaerne har formået at udnytte lovlige smuthuller i lovgivningen.

Hvis Zambia nogensinde skal blive uafhængig af international bistand, er vi nødt til at blive i stand til at indkræve nok penge til at kunne brødføde vores egen befolkning
Pamela Chisanga 

Dét er der intet legalt i, selv om firmaerne hævder, de intet ulovligt gør, siger hun.

Pamela Chisanga er menneskerettighedsaktivist og landedirektør for ActionAid Zambia, en organisation, som danske Mellemfolkeligt Samvirke er en del af. Hun er i Danmark for at sætte spot på de store firmaer, der fører deres profit udenom Zambias skattevæsen.

Multinationale henter store profitter

Hun finder det mildest talt amoralsk, at investorer og multinationale virksomheder tager store dele af overskuddet med sig i skattely.

- Firmaerne siger, at de stort set ikke tjener noget i mit land. Men de har blot flyttet deres overskud ud af Zambia og sat dem i skattely i Irland, Holland eller Seychellerne. De siger, at de skaber job i vort land, hvor 400.000 er arbejdsløse, men de ønsker blot den størst mulige profit ud af os - med de lavest mulige omkostninger, siger hun.

Og dét er et stort problem for Zambia, mener hun. Hvert år flytter virksomheder ved hjælp af huller i skattelovgivningen penge ud af Afrika svarende til tre gange det beløb, som kontinentet modtager i udviklingsbistand, viser tal fra Action Aid og OECD.

Skattesnyd og skatterabatter fra landenes regeringer til store firmaer koster hvert år udviklingslandene 138 milliarder dollars, dokumenterer ActionAid. Det svarer til 766 milliarder kroner. Det er prisen på 36 Storebæltsbroer.

Britiske firmaer snyder Zambia for 14 gange dét beløb, London årligt giver landet i bistand til at bekæmpe sult og fødevareusikkerhed. 

- Skatter betaler jo for lærere, uddannelse af sygeplejersker, sikrer adgang til sundhedsklinikker og rent vand. Hvis Zambia nogensinde skal blive uafhængig af international bistand, er det nødt til at blive i stand til at indkræve nok penge til at kunne brødføde sin egen befolkning, siger hun til Arbejderen.

I Zambia er 45 procent af børnene underernærede. En tredjedel af dødsfald blandt børn sker i forbindelse med underernæring, og to tredjedele af befolkningen må overleve for under to dollars om dagen - dét svarer til 11 kroner. 

I Zambia skal firmaer betale seks procent for retten til at udvinde for eksempel landets råstoffer. Oven i skal de betale selskabsskat på 10-15 procent.

- Men det gør de ikke. De påstår stort set alle, at de ikke har nogen nævneværdig profit i landet at betale skat af, siger Pamela Chisanga.

- I mit land betaler de udenlandske firmaer lav løn til deres ansatte. De sviner miljøet. Med legale metoder undgår de at betale skat. Børn dør samtidig af underernæring, mens kvinder dør under fødslen. Jeg mener, firmaerne gør sig skyldig i tyveri, intet andet. Vi bliver røvet. Dét er der intet legalt i, selv om firmaerne hævder, de intet ulovligt gør, siger hun.

Zambia er verdens tredjestørste kobberproducent

Pamela Chisanga er selv født i den nordlige kobbermineby Chingola. Hun fik som ung mulighed for at studere sociologi på universitetet og blev siden ansat af ActionAid Zambia til blandt andet at inspicere ulandsprojekter.

- I Chingola var minerne ejet af staten, og byen var kendt for sit sunde miljø og renholdning i årevis, da staten ejede minerne. Men så blev de opkøbt af udenlandske mineselskaber. I dag er byen beskidt, siger hun.

Siden 2000 har regeringen privatiseret minerne i landet, hvilket har fået arbejdsløsheden til at eksplodere.

Pamela Chisanga oplyser, at 80 procent af alle eksportindtægter i Zambia stammer fra mineraler. Men eksporten bidrager blot fire procent til landets bruttonationalprodukt (BNP), der er et mål for værdien af den samlede produktion i et land.

Zambia har verdens tredjestørste forekomst af kobber.

Et eksempel på "røveriet" er ifølge den 41-årige zambianer den britiske fødevaregigant Associated British Foods (ABF), der stort set ikke betaler selskabsskat i de fattige afrikanske lande, som de opererer i - heriblandt Zambia.

ABF erkender ifølge det britiske dagblad The Guardian, at selskabet igennem de seneste fem år ”stort set ikke har betalt selskabsskat” trods en fortjeneste på over en halv milliard kroner. ABF købte i 2007 det zambianske firma Zambia Sugar. Siden da har selskabet betalt dets irske afdeling over 47,6 millioner dollars i ’administrationsprovision’, selvom virksomhedens regnskab viser, at der ikke er nogen ansatte. Virksomheden siger, at det er en fejl, men under alle omstændigheder har Zambia som en konsekvens mistet 7,4 millioner dollars i selskabs- og kildeskat, anslår AciotnAid.

Organisationen vurderer, at ABF har fundet lovlige metoder til at kanalisere over 83,7 millioner dollars (13 millioner dollars om året) – svarende til en tredjedel af profitten før skat – ud af Zambia til skattelylande, så som Irland, Mauritius og Holland. 

- ActionAid har beregnet, at pengene fra tre års legalt skattesnyd i dette firma alene kunne sende 48.000 børn i skole i et helt år. Dé beløb alene kunne skaffe mad til 200.000 underernærede børn i et år, siger Pamela Chisanga og læner sig frem i stolen på anden sal i Mellemfolkelig Samvirkes hovedkvarter i København.

ActionAid har tidligere lobbyet folk til at gå på en uges sukker-fri kampagne for at tvinge Zambia Sugar til at begynde at betale sin skat i landet.

Danske firmaer?

Snyder danske firmaer og investorer med at betale skat i Zambia?

- Det ved vi ikke med sikkerhed. Vi har prøvet at finde oplysningerne, men det er "lukket land". I mit land er der ingen lov om åbenhed, så man kan finde ud af den slags. Men vi ved, at den norske stat har sat penge i firmaer, der er berygtede for at snyde med skat i mit land, blandt andet det britisk-schweitziske minefirma Glencore og dets Mopani-mine, siger Pamela Chisanga.

PensionDanmark har investeret over en halv milliard kroner i afrikansk landsbrugsjord, blandt andet i Zambia. PensionDanmark går ind i Afrika via fonden Silverland, som investerer Tanzania, Zambia, Malawi, Uganda og Mozambique.

PensionDanmark er pensionsselskab for blandt andet medlemmer af 3F, Malerforbundet, EL-forbundet, Dansk Metal og HK.

Desuden er Kukula Fund, en dansk fond med 20 millioner kroner, der investerer i små og mellemstore virksomheder i Zambia. Indskyder i fonden er blandt andet Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i Danfoss.

Kræver retfærdighed

Pamela Chisanga mener, at firmaer burde betale skat og afgifter efter, hvor stor profitten er.

- Tænk på, at millioner af almindelige zambianere betaler skat til veje og sundhed. regeringen har gang i et meget ambitiøst program med at bygge veje. men det er de store udenlandske selskabers lastbiler, der ødelægger dem, mens vi stadig spytter i kassen og rent faktisk betaler for, at de kører på dem, siger den 41-årige zambianer.

ActionAid Zambia er en national organisation, der arbejder for at afskaffe fattigdom og uretfærdighed i Zambia, og hvis vision er en verden uden fattigdom, hvor alle har ret til et liv i værdighed".

ActionAid Zambia er med i Tax Justice Campaign, der står for Kampagnen for Skatteretfærdighed" - og entusiastiske unge fra Activista Zambia drager rundt til landsbyer og byer for at få almindelige mennesker til at indse vanviddet i skatteundragelsen. Activista Zambia er en del af ActionAids globale ungdomsnetværk.

- Når mennesker bliver oplyst om, hvad der virkelig foregår af lovligt fusk med skattely, siger de ofte, at det "simpelthen ikke kan være rigtigt". De ser jo, at livet for almindelige zambianere ikke bliver forbedret.

Tax Justice Campaign retter også skytset mod landets egen regering, der som andre regeringer i de fattigste udviklingslande giver skatterabatter til store virksomheder og investorer, som så slipper for at betale skat af deres overskud ved at indgå særaftaler.

I landene i Afrika syd for Sahara svarer omfanget af lempelser givet alene i selskabsskatten til en fjerdedel af, hvad de samlet modtog i udviklingsbistand i 2011, vurderer ActionAid.

I Zambia hedder præsidenten Michael Sata fra Den Patriotiske Front, et parti, der i februar i år blev observatørmedlem af den globale socialdemokratiske internationale (SI).

Hans finansminister besluttede for nylig at lade udenlandske firmaer slippe for at betale de 10 procents skat på at udføre mineral-koncentrater i en periode på et år. Da en af landets største dagblade begyndte at skrive om historien, droppede præsident Michael Sata ideen dagen efter.

- Regeringen skal stilles til ansvar for, hvad den gør. Vi kræver, at regeringen skærper tonen overfor skatteunddragerne. Tax Justice Campaign viser, hvem der snyder, og hvordan de gør det. Vi viser, hvad pengene kan bruges til, siger zambianeren og fjerner en af de smalle fletninger fra panden.

Hun mener, kampagnen har stor effekt.

- Folk taler om det allevegne. Vi viser film i landsbyerne og inviterer til offentlige debatter, der nogle gange er live-dækket af radioer, fortæller Pamela Chisanga.

International kampagne

ActionAid og MS vil med kampagnen ’Tax Power’ være med til at opbygge en politisk slagkraftig global bevægelse for retfærdig skat. Tax Power-kampagnen vil:

  • Stoppe skadelige skatterabatter til multinationale firmaer
  • Sætte en stopper for multinationale firmaers skattefiduser og skattespekulation
  • Kræve øget gennemsigtighed hos regeringer og hos store firmaer om indtægter, skattebetaling og ejerforhold samt skatteundtagelser.

Pamela Chisanga mener, at skat vil være den mest effektive måde at skaffe landene indtægter fra de udenlandske firmaer. Hun tror ikke på, at firmaerne i stedet for at betale skat spytter penge i direkte at bygge skoler og hospitaler ved deres virksomheder.

- Det nytter ikke noget. Det har de prøvet. De er ikke eksperter i det. De har bygget skoler, men ikke videreført dem ved at betale for eksempel lærere. Nu står skolerne tomme. Modellen giver i øvrigt også skævhed i landet, alt efter hvor der er bygget, siger Pamela Chisanga.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2013 - 08:39   21. nov. 2013 - 18:30

Skattely

Anders Fenger
Skribent
Multinationales skattecirkus
  • Multinationale firmaer investerer i det afrikanske land Zambia uden at betale ret meget i skat til Zambia.
  • De udnytter smuthuller i lovgivningen ved at sende profitten i skattely.
  • Hvert år flytter virksomheder ved hjælp af huller i skattelovgivningen penge ud af Afrika svarende til tre gange det beløb, kontinentet modtager i udviklingsbistand.
  • Skattesnyd - og skatterabatter fra landenes regeringer til store firmaer - koster hvert år udviklingslandene tilsammen 138 milliarder dollars.
  • Britiske firmaer snyder Zambia for 14 gange dét beløb, som London årligt giver landet i bistand til at bekæmpe sult og fødevareusikkerhed.
  • Selskaber betaler seks procent for retten til at udvinde for eksempel landets råstoffer. Oven i skal de betale selskabsskat på 10-15 procent.
  • Associated British Foods har siden 2007 genereret profitter på 123 millioner dollars, men indrømmer, at de ”faktisk stort set ikke har betalt selskabsskat” i Zambia. Mellem 2008 og 2010 betalte ABF ikke selskabsskat i Zambia.
  •  Virksomheden har fundet lovlige metoder til at kanalisere over 83,7 millioner dollars (13 millioner dollars om året) – svarende til en tredjedel af profitten før skat – ud af Zambia til skattelylande, som Irland, Mauritius og Holland. 
  • De zambiske myndigheder er gået glip af 27 millioner dollars på grund af virksomhedens brug af skatteplanlægning og særlige skattefiduser.

Kilde: ActionAid

 

Zambia
  • Befolkning: 13,8 millioner
  • Bruttonationalprodukt per indbygger: 8278 kroner  
  • Gennemsnitlige levealder: 51 år mænd/54 år kvinder
  • 45 procent af børnene er underernærede.
  • To tredjedele af befolkningen må overleve for under to dollars om dagen - dét svarer til 11 kroner.