Det er en varm dag i juli 2000 i fængslet i Burdur i det sydvestlige Tyrkiet.

Den fagligt aktive aktivist Veli Saçilik sidder i sin celle, da han hører, at gendarmeriet og politiet er ved at storme fængslet, hvor en række fanger har nægtet at adlyde ordrer efter en sag om tortur.

Min sag er ikke et enkeltstående tilfælde. 123 mennesker er døde i under sultestrejker i de seneste år.

Den 23-årige tyrker ved ikke, at hans højre arm om få timer vil være revet af ved albuen af gendarmeriets bulldozer, der med sin grab smadrer hul i fængselsmuren.

Han kan heller ikke forestille sig, at han 13 år senere får en opkrævning fra finansministeriet i Tyrkiet for "skader på fængselsmuren" på omregnet 1,6 millioner kroner. Og at erstatningen for hans afrevne arm skal betales tilbage med renters rente.

Under alle omstændigheder er sagen nu indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

- Det hele er tragikomisk, det kan ikke være rigtigt, siger Veli Saçilik og vifter med sin armstump, da han har sat sig ned på Arbejderens redaktion i København.

Den nu 36-årige fagligt aktive tyrker og tillidsmand rejser ved hjælp af tyrkiske og kurdiske sympatisører rundt i Europa for at berette om den vanvittige sag, der kostede ham højre arm.

Angrebet

Veli Saçilik får et fjernt udtryk i øjnene, da han fortæller, hvad der sker den varme sommerdag den 5. juli år 2000.

En stor gruppe politiske fanger i fængslet nægter at blive ført for en dommer, idet flere af dem, ifølge Veli Saçilik, har været udsat for tortur i en politibil dagen før. Politiet kalder fangernes samlede aktion "et mytteri" og sender mindst 400 gendarmer - et militært korps med politiopgaver - til bygningen.

- De sender tåregas- og lydbomber ned til os i fængslet i tre-fire timer ad borede huller i loftet til. Alle vi venstreorienterede politiske fanger samler os i tre celler. Vi lider meget. Det er som Hitlers gaskamre. Vi forsøger at lave barrikader. Men gendarmeriet og brandvæsnet sætter ild til dem, beretter Veli Saçilik.

Han fortæller, at han sammen med 60 andre fanger på et tidspunkt befinder sig i en 40 kvadratmeter stor celle fyldt med tåregas. 

- Der er ingen vinduer, erindrer Veli Saçilik, der i 1995 var blevet fængslet for at uddele løbesedler op til 1. maj og støtte en "illegal organisation".

Armen

Pludselig smadrer en af gendarmeriets bulldozere et hul i fængselsmuren ind til fangerne i cellen. Veli Saçilik kravler hen for at få luft ved hullet.

- Jeg råber stands! Chaufføren ser mig og svinger grabben mod mig, så min arm kommer i klemme mellem grab og fængselsmuren. Armen mases mod murens side. Jeg falder om og ligger i tre-fire timer, mens mine kammerater forsøger at stoppe blødningen, siger Veli Saçilik.

Hans arm er faldet af og ligger i vandet på gulvet.

- Jeg tager med venstre hånd min afrevne arm og bliver ført ud af gendarmer til en ambulance og kørt til hospitalet, fortæller Saçilik, der stammer fra den turkmenske by Corum, nordøst for Ankara.

På hospitalet opgiver lægerne at sy armen på og smider den i en skraldespand udenfor hospitalet. Lokale medier rapporterer samme dag om, at en gadehund er set med en afskåret arm i munden.

- Folk troede jo, der var sket et mord, men det var min arm, siger Veli Saçilik uden at fortrække en mine.

Da han få dage efter returnerer til Burdur-fængslet, siger fængselsdirekøren til ham, at "det var dine venner, der smed dig foran bulldozeren".

I lighed med dusinvis af andre fanger bliver han udsat for tortur og får blodansamlinger på fødderne efter slag.

Klage

24 af de 61 fanger klager i 2001, og i 2005 får flere af dem erstatning ved en tyrkisk domstol efter en kendelse ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Veli Saçiliks sag har ikke været for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men han får alligevel erstatning på omregnet 411.000 kroner.

Han kommer ud af fængslet i 2001.

- Min sag er ikke et enkeltstående tilfælde. I den kurdiske by Diyarbakirs fængsel blev fanger slået ihjel med gentagne hammerslag mod hovedet i 1996. I Ulucan-fængslet i Ankara fik fanger søm i knæskallerne i 1999. Det fascistiske diktatur er fortsat brutalt. 123 mennesker er døde i under sultestrejker i de seneste år, beretter Veli Saçilik, der blev kommunist i fængslet. Han er i dag tillidsmand på sin arbejdsplads ved folkeregisteret i Ankara.

Erstatning

Stor var hans overraskelse, da han slog sit eget navn op i registeret en dag på arbejdet tidligere i år. Her ser han, at finansministeriet har sigtet ham for at have kastet en sten mod bulldozeren ved fængslet den dag i juli 2000, "så den kom til at ramme fænselsmuren og beskadige offentlig bygning". Han skal betale erstatningen tilbage med renters rente, inklusive sagsomkostninger - det bliver i alt 1,6 millioner kroner! Dét slår en domstol fast i juni.

- Det er tragikomisk! Nu har jeg gennem en advokat bragt sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, slutter Veli Saçilik.