30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Presser på for ulovlig fiskeriaftale

Forhandlinger mellem EU og Marokko

Presser på for ulovlig fiskeriaftale

I næste uge rejser repræsentanter fra EU til Marokko for at genforhandle en omstridt fiskeriaftale, som EU-parlamentet stemte ned sidste år.

Den spanske regering presser hårdt på for at gennemtvinge en EU-fiskeriaftale med Marokko i løbet af den 8. og 9. november.
FOTO: Armando Casillas
1 af 1

Uden at høre den saharawiske befolkning i Vestsahara vil EU den 8. november forsøge at afslutte forhandlingerne om en ny ​fiskeriaftale med Marokko. Den omfatter de besatte område i Vestsahara og indeholder samme vilkår som den aftale, EU-Parlamentet forkastede i 2011. 

Hverken EU eller Marokko har gjort en indsats for at rådføre sig med den saharawiske befolkning, og det betyder, at aftalen vil være i strid med folkeretten. 

Den spanske regering presser hårdt på for at gennemtvinge aftalen i løbet af den 8. og 9. november, hvor EU skal mødes med de marokkanske embedsmænd i Marokkos hovedstad Rabat. Spanien har ifølge et interview i TVE efter sigende støttet at bevare de samme vilkår om fiskeriadgang og betalinger, som i den tidligere fiskeripartnerskabsaftale med Marokko.

Aftalen vil være i strid med folkeretten. 

Morten Nielsen, Afrika Kontakt

- Western Sahara Ressource Watch opfordrer EU til at støtte FN's bestræbelser på at løse konflikten i Vestsahara ved at afstå fra at indgå ulovlige aftaler med besættelsesmagten, der omfatter de omstridte områder. Tidspunktet for EU's nye forhandlinger kunne ikke være dårligere, da FN-generalsekretær Ban Ki-Moons personlige udsending er på en turné i regionen for at kickstarte fredsforhandlingerne, udtaler Erik Hagen, formand for Western Sahara Ressource Watch. 

- Hvis saharawierne ikke bliver hørt, og der ikke er en mekanisme, som sikrer, at den lokale befolkning drager nytte af en ny aftale, skal aftalen specifikt udelukke farvandene ud for Vestsahara, som andre internationale handelsaftaler med Marokko gør, forsætter Hagen, daglig leder af den norske støttekomite for Vestsahara. 

Selvbestemmelse

Også i år, nærmere bestemt den 15. oktober, vedtog FN's Generalforsamlings 4. Komité et udkast til en resolution, der bekræfter det saharawiske folks ret til selvbestemmelse. Som fastslået under decembers plenarmøde, vil Generalforsamlingen igen gennemgå generalsekretærens rapport, der giver en status for gennemførelsen af forhandlingerne og en folkeafstemning om Vestsaharas uafhængighed fra Marokko.

Endnu en gang vil Komitéen bekræfte, at Vestsahara er "et tilfælde af kolonisering", og det skal løses "gennem respekt og håndhævelse af retten til selvbestemmelse, som siger, at saharawierne frit kan afgøre deres fremtid". 

FN på rundtur

FN's udsending, Christopher Ross, er nu på rundtur i Nordafrika. Ross, der har været genstand for megen kritik fra Marokko, ankom til netop Marokko lørdag den 27. oktober. Her fortsatte han det diplomatiske arbejde mod en fredelig løsning på Marokkos besættelse af Vestsahara.

Forud for Ross' besøg har undergeneralsekretæren for FN's fredsbevarende operationer Hervé Ladsous besøgt de besatte områder i El Aaiún. 

Ladsous' og Ross' besøg i henholdsvis Vestsahara og Marokko får generalsekretæren for Polisario, Mohamed Abdelaziz, til håbe på snarlige fremskridt i forhandlingerne om en folkeafstemning om Vestsaharas selvbestemmelse.

POLISARIO's repræsentant i FN, Boukhari Ahmed, bekræfter over for den spanske avis El Pais, at forhandlinger mellem POLISARIO og Marokko vil starte efter en lang pause.

Artiklen er lettere forkortet og mellemoverskrifter indsat af redaktionen.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2012 - 10:45   03. nov. 2012 - 10:45

Vestsahara

Morten Nielsen og Mathias Parsbæk Skibdal, Afrika Kontakt