25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tre måneder til brexit

Ny konservativ premierminister:

Tre måneder til brexit

Den nye britiske premierminister lover at gennemføre brexit inden 31. oktober. Imens sender oppositionspartiet Labour uklare signaler om en mulig ny folkeafstemning. Venstrefløjen opfordrer til pres på Labour-ledelsen.

Boris Johnson er ny britisk premierminister. Vil hans regering kunne levere brexit inden deadline 31. oktober?
FOTO: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

De næste tre måneder bliver nervepirrende og dramatiske i Storbritannien.

Den 31. oktober skal landet være ude af EU – med eller uden en politisk aftale mellem EU og Storbritannien. Men landets to største partier er stadig plaget af intern strid om, hvorvidt Storbritannien overhovedet skal forlade EU.

Mens vi forbereder os på en fremtid efter brexit bør vi ikke kun fokusere på risikoen, men på mulighederne.
Boris Johnson, premierminister

Boris Johnson overtog 24. juli premierministerposten efter Theresa May. Det skete tre år efter, at 52 procent af briterne ved en folkeafstemning besluttede at forlade EU. Og det skete efter, at Theresa Mays skilsmisseaftale med EU var blevet nedstemt tre gange i parlamentet.

Brexit skal ske 31. oktober

Selv var Boris Johnson en af de drivende konservative tilhængere af at forlade EU under folkeafstemningen. Han mener i dag, at brexit skal ske senest 31. oktober – med eller uden en politisk aftale mellem EU og Storbritannien. 

>> LÆS OGSÅ: Brexitaftale fastholder Storbritannien i EU’s jerngreb

Men hans konservative parti er delt på spørgsmålet. Officielt opfordrede partiet til at forblive i EU op til folkeafstemningen, men store dele af partiet var tilhængere af at forlade EU. I dag ønsker mange konservative et "blødt brexit" og en fremtid så tæt på EU som muligt. Men andre vil holde fast i folkeafstemningens resultat og forlade EU uden en aftale.

Selv sagde Boris Johnson under sin tiltrædelsestale, at brexit vil ske under alle omstændigheder.

– I sidste ende var brexit en grundlæggende beslutning fra det britiske folk om, at de ville have deres love lavet af folk, som de kan vælge, og de kan fjerne fra embedet, sagde han ifølge Sky News.

– Og når vi forbereder os på en fremtid efter brexit, bør vi ikke kun fokusere på risikoen, men mulighederne, tilføjede Boris Johnson. 

Se Boris Johnsons tiltrædelsestale her (engelsk)

Han tilføjede, at det er muligt, at EU nægter at forhandle yderligere om brexit, og at Storbritannien derfor kan blive tvunget til at forlade EU uden en aftale.

Det samme sagde regeringens nye minister for brexit, Michael Gove, i sidste uge, da han udtalte, at det mest sandsynlige er, at Storbritannien forlader EU 31. oktober helt uden en aftale.

Nyt partnerskab med EU

I sin tiltrædelsestale var Boris Johnson åben overfor at opbygge "et nyt partnerskab med EU med alle de ting, der betyder noget for os, så som at samarbejde om forsvar, sikkerhed, efterretninger, kultur og videnskabeligt samarbejde".

Men Boris Johnsons står overfor store problemer i de næste måneder. Hans flertal i det britiske parlament er nu nede på én stemme. Det skete, efter at partiet Liberaldemokraterne fredag i sidste uge vandt et suppleringsvalg i Brecon og Radnorshire-kredsen i Wales over den konservative kandidat.

Boris Johnson mærker tydeligere og tydeligere oppositionspartiet Labours ånde i nakken, skriver det britiske dagblad Morning Star.

Labour, der er socialdemokratisk, og dets leder, Jeremy Corbyn, opfordrer til nyvalg.

– Boris Johnson har vundet støtte fra færre end 100.000 ikke-repræsentative medlemmer af Det Konservative Parti ved at love skattelettelser til de rigeste, præsentere sig selv som bankernes ven, og ved at skubbe på for en skadende no deal-brexit (brexit uden en aftale, red.). Men han har ikke vundet støtte fra vores land, sagde Jeremy Corbyn, da Boris Johnson trådte til som premierminister.

Labour uklare

Men også Labour har tydelige problemer, skriver Morning Star. Vel skrev Corbyn for nylig til partiets medlemmer, at "som demokrater accepterer Labour resultatet af folkeafstemningen i 2016”. Men det er ikke ukendt, at partiet op til folkeafstemningen i 2016 opfordrede til at blive i EU.

Og så sent som i juli opfordrede Jeremy Corbyn den konservative regering til at udskrive en ny folkeafstemning om EU, før Storbritannien forlader Unionen. 

Partiet kunne opstille to muligheder:

1) At spørge befolkningen, om de vil forlade EU med De Konservatives brexitaftale – eller helt at forblive i EU. Med et sådant scenarie vil Labour opfordre til at blive i EU.

2) I tilfælde af, at der bliver udskrevet valg før tid, skal en sejrende Labour-regering forhandle med EU om en alternativ brexitaftale. Aftalen skal herefter til folkeafstemning, hvor befolkningen har to muligheder: Enten accept af Labours brexitaftale eller et ja til at forblive i EU. Hvis det sidste scenarie bliver en realitet, skal Labours anbefaling afhænge af aftalens indhold. 

Labours plan om en brexitaftale omhandler en toldunion med EU, at knytte sig stærkt til EU's indre marked og samarbejde med EU om at beskytte miljøet og retten til arbejde.

Labour delt

I Labour er et flertal af partiets medlemmer og parlamentsmedlemmer tilhængere af EU, mens en tredjedel af medlemmerne er tilhængere af brexit. Også et flertal af Labours vælgere – især i industriområderne i det nordlige England – er tilhængere af brexit.

>> LÆS OGSÅ: Brexit udsat af frygt for recession i eurozonen

I 149 ud af 232 valgkredse, hvor Labour sejrede ved parlamentsvalget i 2017, var der flertal for at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016.

Partiets p.t. usikre og mildest talt uklare holdning til brexit gav ved EU-parlamentsvalget i slutningen af maj kontant udslag, bemærker Morning Star. Labour gik fra 24,4 procent i 2014 til blot 13,7 procent og mistede otte mandater.

I Peterborough-valgkredsen gik Labours stemmetal ned med hele 17 procentpoint. Mange stemte i stedet på Brexit-party, der lover "fuldt brexit". Brexit-party udraderede ved valget både Labour og De Konservative og scorede 29 ud af 72 britiske mandater i EU-parlamentet.

Krav om respekt for brexit

Udsigten til et dårligt valgresultat ved et kommende parlamentsvalg får nu flere og flere Labour-parlamentsmedlemmer, der tidligere ville forblive i EU, til at kræve brexit gennemført.

Denne sommer skrev 26 Labour-parlamentsmedlemmer således et brev til Corbyn med krav om "et brexit til gavn for de mange".

De fleste af underskriverne stemte for EU i 2016, herunder Stephen Kinnock, der er gift med danske Helle Thorning-Schmidt. Men nu vil han og de andre sikre, at brexit virkelig sker.

>> LÆS OGSÅ: Labour vil have folkeafstemning om Mays brexit-aftale

"At engangere sig i en ny folkeafstemning ville være gift for Labour (...) Storbritannien skal forlade EU uden yderligere unødig forsinkelse", står der i brevet, der slutter:

"En anden folkeafstemning vil drive en kile mellem os og vore traditionelle vælgere og bringe vor rolle som hele nationens parti i fare og give populisterne (Brexit-party samt andre, red.) vind i sejlene".

Pres fra venstrefløjen

For Robert Griffiths, formand for kommunistpartiet CPB, betyder Labours kurs, at partiet mister troværdighed.

– At anmode om en anden folkeafstemning vil undergrave partiets troværdighed blandt arbejdervælgerne, siger han til Morning Star og tilføjer, at kun et fuldstændigt brexit vil gavne Labour.

– Kun et brexit vil gøre det muligt for en fremtidig Labour-regering at gennemføre offentlige investeringer, renationaliseringer, kontrol af kapitalinvesteringer, en skattereform samt dét at regulere arbejdsmarkedet, siger Robert Griffiths.

Han mener, at EU blokerer for netop dé ting.

Kommunisterne indkalder derfor 7. september til en landsdækkende aktionsdag for "folkets brexit" og vil blandt andet markere EU-modstanden udenfor det britiske hovedfagforbund TUC's kongres i Brighton.

Også Labour afholder sin årlige landskonference i september, og presset for brexit stiger, skriver Morning Star.

"Vend kursen"

Morning Star-redaktøren Ben Chacko skriver i en kommentar i avisen, at årsagen til Labours tilbagegang i meningsmålingerne er, at flertallet af partiets parlamentsmedlemmer og store dele af fagforbundenes ledere desværre er for EU.

"Det er krystalklart, at kun et dristigt politisk Labour-program for nationaliseringer, offentligt ejerskab og demokratisk kontrol kan redde vores økonomi. Det er lige så klart, at et EU-medlemskab ikke vil tillade dette", skriver han.

Redaktøren mener ikke, at et progressivt Storbritannien kan acceptere EU's nyliberale konkurrenceregler.

"Det er nødvendigt at lancere en ny kampagne i Labour for at at revitalisere partiets venstreorienterede valgmanifest fra 2017, vippe Boris Johnson af pinden og skabe et progressivt, men uafhængigt forhold til EU", slutter Ben Chacko.

Labour vedtog i 2017 et valgmanifest for renationaliseringer af jernbane, el- og vandforsyning, statsstøtte og mere offentligt byggeri.

Snart lynvalg?

Fawzi Ibrahim, ledelsesmedlem af britiske fagforeninger mod EU (TUAEU), advarer i et Facebook-opslag Labour-ledelsen.

Der er fare for, at Boris Johnson vil "rive tæppet væk" under Labour ved et lynvalg. I en valgkamp vil Labour nemlig fremstå som tilhænger af EU, mens Boris Johnsons konservative regering vil fremstå som EU-modstandere eller EU-skeptikere. Derved vil også Brexit-party fremstå som "overflødige", lyder analysen fra Fawzi Ibrahim, der besøgte danske fagforeninger tidligere på året.

>> LÆS OGSÅ: INTERVIEW MED BRITISK FAGFORENINGSMAND: "Vi forlader EU – væn jer til det"

"I en enkelt manøvre vil Boris Johnson kunne tiltage sig ekstra fem år ved magten", advarer fagforeningsmanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2019 - 07:30   07. aug. 2019 - 09:46

Storbritannien

ah@arbejderen.dk
Resultatet af Brexit
  • Folkeafstemningen fandt sted den 23. juni 2016. 
  • 46,5 millioner britiske vælgere kunne deltage i folkeafstemningen.
  • 72,2 procent af de stemmeberettigede deltog.
  • 51,9 stemte for at forlade EU – det svarer til 17.410.742 stemmer
  • 48,1 stemte for at blive i EU – 16.141.241 stemmer.
  • 26.033 stemmer blev afvist.
  • I England og Wales stemte et flertal for at forlade EU.
  • I Nordirland og Skotland stemte flertallet for at blive i EU.
  • I 62 procent af alle valgkredse, hvor partiet Labour dominerer, stemte et flertal for at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016.

Kilde: BBC