06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tuaregerne altid sat udenfor døren

Malis udstødte nomader:

Tuaregerne altid sat udenfor døren

Mindretallet af tuareger i det nordlige Mali startede oprøret mod centralregeringen sidste år. Men der går en lang tradition for oprør - lige siden Frankrig tog området som koloni. Og tuaregerne har ikke været sådan til at knække.

Tuaregerne i det nordlige Mali har gjort oprør utallige gange mod både franske koloniherrer og afrikanske centralregeringer. Her tuareg fra Timbuktu i Nordmali med kort over Mali i baggrunden.
FOTO: Frederic Maxwell
1 af 1

Ordet tuareg optræder tit, når talen falder på begivenhederne i Mali i Nordvestafrika, hvor Frankrig og andre vestmagter har gang i en militær intervention.

Men ordet giver samtidig panderynker og nervøse trækninger hos flere historikere og militære planlæggere i Vesten.

Tuaregerne har som etnisk mindretal og nomader nemlig altid voldt både kolonilande som Frankrig og centralregeringer i flere lande i Sahel-området store problemer.

Oprør

Sidste år deltog omkring 2000 bevæbnede tuareger, som var fordrevet fra Libyen - i det væbnede oprør i Nordmali mod undertrykkelse fra centralregeringen i Malis hovedstad, Bamako.

Tuaregernes oprørsbevægelse MLNA oprettede deres egen stat, Azawad, i april 2012, men blev siden – angiveligt - udmanøvreret af islamistgrupper.

Tuaregerne udgør to millioner ud af Malis 13 millioner indbyggere.

- Trods adskillige fredsaftaler er situationen i Mali og Niger langt fra fredelig. Situationen bliver kompliceret af, at under det ørkensand, som tuaregerne i århundreder har betrådt, ligger nogle af verdens største reserver af uran og betydelige mængder olie (i Mali og Niger red.). Mens den energihungrende verden kæmper om ressourcerne, kommer situationen for tuaregerne sjældent i betragtning, og deres traditionelle levevis er i stigende grad truet, sagde tuareg-eksperten og journalisten Stefan Simanowitz til magasinet Contemporary Review allerede i 2009.

Tuaregerne udgør to millioner ud af Malis 13 millioner indbyggere. De bor i det nordlige Mali, men lever også i Mauretanien, Algeriet og Niger. De har stået bag oprør i Niger-området i 1916, i Nordmali i 1962-64, i Mali-Niger i 1990-95 og 2007-09. Alle oprør er blevet blodigt undertrykt.

I 1992 skriver Amnesty International, at regeringen i Mali henrettede dusinvis af tuareger. Samme år i juni blev 200 civile tuareger - heriblandt kvinder og børn - dræbt af politiet i byerne Gao og Beher.

Mod franskmændene

Tuaregerne viste sig allerede fra starten meget modstandsdygtige over for den franske besættelse fra 1850'erne. De gik til væbnet modstand. Og det betød, at deres områder var blandt de sidste i Afrika til at blive koloniseret.

Deres ry som et hårdt og oprørsk folk fik franskmændene til at udstøde og isolere dem. Der blev lavet love imod tuaregernes nomadetilværelse, de blev stærkt beskattet, og deres arbejdskraft udnyttet. Deres børn blev nægtet skolegang.

Da endelig Niger og Mali opnåede selvstændighed omkring i 1960 fortsatte isoleringen af tuaregerne. De blev underrepræsenteret i parlamenterne inden for de nye nationalstater som Algeriet, Mauretanien, Niger og Mali.

- Mali er en kunstig stat. hvis nordlige indbyggere, især tuaregerne, altid har nægtet at være regeret af en sort regering i syd. Dette er en stammekonflikt, skjult med et slør af "islamisme", siger journalisten Robert Fisk i det britiske dagblad The Independent.

Libyen

Tuaregerne blev dog godt modtaget, da oberst Muammar Gadaffi kom til magten sidst i 1960'erne i Libyen. To millioner tuareger tog ophold i Libyen.

Men da Gadaffi blev væltet af et NATO-støttet militært indgreb sidste år, flygtede tusinder af Gadaffi-venlige tuareger til blandt andet Mali. Op mod 2000 bevæbnede tuareger kom til Mali med deres våben. Plyndringen af våbenlagre i Libyen fik i øvrigt en flodbølge af våben til at sprede sig over hele Sahel. 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2013 - 10:30   29. jan. 2013 - 10:30

Mali

Anders Fenger
Skribent