Siden 2007 har mere end 100 tyske byer taget elnettet tilbage på offentlige hænder efter at have annulleret kontrakter med private firmaer.
Omkring to tredjedele af alle tyske kommuner overvejer at købe den el-service tilbage, som de tidligere solgte til private.
Privatiseringerne var ikke mirakelkure.
Dieter Reiter, byrådsmedlem i München
Det er interessant, idet næsten alle eksisterende koncessioner i energisektoren skal fornys i perioden frem til 2016, og det kan betyde, at kommunerne atter er tilbage på banen med at levere strøm og vand til tyskerne, anfører David Hall, der har forsket i det offentliges tilbagevenden til energimarkedet i Europa og Tyskland for universitetet i Greenwich.
En af de byer, der har gode erfaringer med at hjemtage el og vand og offentlig transport er München.
Byrådsmedlemmet Dieter Reiter fortalte ved et økonomisk "topmøde" i byen tilbage i 2011 om, hvorfor byen droppede flere af de private firmaer:
- I et alarmerende antal tilfælde var resultaterne af privatiseringerne meget problematiske. Indenfor den offentlige nærtrafik blev kvaliteten for eksempel dårligere og priserne steg voldsomt. Privatiseringerne var ikke mirakelkure, især ikke - som indenfor energi, offentlig transport eller vandforsyning, hvor de skabte et monopol eller et såkaldt oligopol - et marked er domineret af et lille antal udbydere.
- Der var praktisk talt ingen konkurrence på prisen.Og overgangen til vedvarende energi skete modvilligt og kun som en konsekvens af massive statstilskud, sagde Dieter Reiter på vegne af overborgmesteren, der er fra det socialdemokratiske parti SPD.
Slår sig sammen
I dag er udviklingen så fremskreden, at hovedparten af al distribution af el i Tyskland er kommunalt. Og der eksisterer en stærk national sammenslutning af offentlige energiselskaber kaldet Verband Kommunaler Unternehmen med over 1400 medlemmer.
En af de større spillere på banen er delstaten Baden-Württemberg, ledt af det borgerlige regeringsparti CDU, som opsigtsvækkende har tilbagekøbt 45 procent af elforsyningen fra det franske energifirma EDF for 4,7 milliarder euro. Sels kommuner i delstaten Nordrhein-Westfalen har købt det femtestørste tyske energiselskab, Evonik-Steag, for 6,5 milliarder euro.
I delstaten Nordrhein-Westfalen eksisterer faktisk en lov, der gør det nemmere for kommunerne at købe privatiserede områder tilbage - for at sikre konkurrence på området. Formålet er simpelthen at bryde det eksisterende oligopol op, som består af ganske få udbydere på energiområdet, nemlig firmaerne E.ON, RWE, Vattenfall.
Der er i øjeblikket store kampagner og initiativer for at sikre folkeafstemninger i større byer som Hamborg, Stuttgart, Bielefeld, Bremen, Frankfurt og Berlin om at tage el og vand tilbage. Kampagneaktivisterne er alle meget kritiske over for energiprivatisering, især på grund af de prisstigninger, det har medført.
En anden vej
Tendensen står i skarpt kontrast til den trend, der har været siden 1980'erne med omfattende privatiseringer, anfører David Hall fra universitetet i Greenwich.
I hans rapport "Re-kommunalisering i Europa" skriver han, at i de seneste 30 år er verden "blevet mere og mere domineret af nyliberalisme og tanken om, at markederne i princippet altid er den bedste løsning på ethvert problem".
Og EU har fremmet denne linje.
"EU-lovgivningen for det indre marked har direkte undermineret offentlige tjenester", skriver han.
Tilsyneladende har flere af de private selskaber, der leverer el og vand til tyskerne, ikke noget imod at sælge tilbage til det offentlige. Det sker på grund af manglende profit, især efter den tyske regerings beslutning om at udfase atomkraften, skriver forskeren.
Det sker angiveligt også fordi den tyske energipolitik på landsplan går ud på at øge andelen af vedvarende energi til 35 procent i 2020 og 80 procent inden 2050. Og forbruget af energi skal 50 procent ned inden 2050, så de private firmaer ser ikke de store udsigter til profit, skriver David Hall.
"Men kommuner og regioner kan spille en ledende rolle i at opfylde målene for vedvarende energi", spår han.
I byen Bergkamen
En af byerne, der har købt sit energiselskab tilbage er Bergkamen - en by på 51.000 indbyggere, nær Dortmund i Ruhr-distriktet i det nordvestlige Tyskland. Stort set alle offentlige tjenester blev allerede fra 1960'erne udliciteret til private virksomheder, herunder elektricitet, gas, fjernvarme, vand, renovation og gadefejning. Men mellem 1995-2006 blev alle disse tjenester taget tilbage af kommunen.
Et kommunalt selskab, GWS, blev oprettet sammen med to nabobyer til at overtage energi-og vandforsyning. Selskabet er nu udvidet til at tilbyde telekommunikation og internet-tjenester. Et separat kommunalt selskab, EBB, blev oprettet for at overtage affaldshåndteringen og renholdelse af gaderne.
De samlede omkostninger blev 30 procent mindre end før.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278