12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ukraines hær er næsten en del af USA's militær

Hackergruppe anklager

Ukraines hær er næsten en del af USA's militær

Ukraines hær modtager langt mere våbenhjælp end oplyst, antyder oplysninger fra hackere i gruppen CyberBerkut.

Ukrainsk regeringssoldat i byen Chuguiv ved Kharkov hopper ned af en af de 100 tanks, der i sidste uge blev sendt til Østukraine.
FOTO: Sergey Bobo/AFP/Scanpix
1 af 1

Officielt har USA ydet ikke-dødbringende hjælp til Ukraines militær i form af natkikkerter, skudsikre veste, hjelme, diesel-generatorer, radioer og minesøgere, skriver Washington Post. Men nye oplysninger fra en gruppe anonyme hackere i Ukraine tyder på noget andet.

Ifølge hackerne i CyberBerkut får Ukraine så omfattende militær hjælp fra USA, at landets egen hær ligner en "underafdeling af USA's hær".

Gruppen har efter eget udsagn afsløret flere interne dokumenter fra USA's udenrigsministerium og skriver på sin hjemmeside, at den er imod USA's indblanding i Ukraines interne forhold.

USA yder betydelig militær støtte af dødbringende karakter til Ukraines væbnede styrker.
CyberBerkut

Hackede mobil

Den 21. november i år koblede hackere fra CyberBerkut sig på en mobiltelefon, som tilhørte et medlem af USA's delegation under vicepræsident Joe Bidens besøg i Kijev. Her opsnappede de angiveligt flere interne dokumenter fra USA's udenrigsministerium.

"Efter gennemgang af blot et par dokumenter får man det klare indtryk, at den ukrainske hær er en underafdeling af USA's forsvar. Mængden af amerikansk finansiel og militær støtte overrasker med sit omfang", skriver gruppen på sin hjemmeside.

Blandt andet fremgår det, at Washington er klar til at levere 400 snigskytterifler, 2000 andre geværer, 720 granatkastere, 200 morterer (med 70.000 granater), 150 Stinger-missiler og 150-420 antitank-missiler.

Hverken Kijev eller Washington har kommenteret på CyberBerkuts påstande.

CyberBerkut er en ukrainsk hackergruppe og dets navn, "Berkut", hentyder til en nu nedlagt specialstyrke i det ukrainske politi. CyberBerkut blev kendt for at have lagt flere NATO-hjemmesider ned under Krim-krisen.

Cyber​​Berkut mente ifølge en udtalelse dengang, at "hackerangrebet var blevet udført af patriotiske ukrainere, der er vrede over NATO's intervention vort land".

Men gruppen har også hacket den statslige russiske tv-kanal Russia Today i protest mod Ruslands indblanding i Ukraine.

Joe Biden – hvis søn Hunter er juridisk rådgiver i det ukrainske gas-selskab Burisma Holdnings – udtalte under sit officielle besøg i Ukraine den 21. november, at USA har bevilget Ukraine for 118 millioner dollars ikke-dødeligt udstyr.

De to lande har nedsat fælles koordinerende udvalg for militært samarbejde.

Konflikt med Rusland

Allerede den 2. august lovede USA at give 19 millioner dollars til at styrke Ukraines grænsetropper og Nationalgarden, oplyste talsmanden fra USA's forsvarsministerium, John Kirby.  Lederen af Ukraines Sikkerheds- og Forsvarsudvalg, Andriy Parubiy – tidligere medlem af det fascistiske parti Svoboda – sagde i marts i år, at "vi opfordrer alle grupper fra Maidan-pladsen til at deltage i Nationalgarden og forsvare Ukraine".

Nationalgarden huser allerede nu tusindvis af nazistiske militsmedlemmer fra Maidan-pladsen i Kijev, hævder det britiske dagblad The Guadian . 

Ifølge chefen for Ukraines Donbas-bataljon i Østukraine, Semen Semenchenko, vil pensionerede amerikanske instruktører også snart begynde at træne bataljonens medlemmer, skriver det russiske dagblad RIA Novosti. 

Det Hvide Hus ønsker, at konflikten i Ukraine fortsætter, så Rusland kan blive inddraget, mener den russiske militærekspert Boris Podoprigora.

– USA har brug for en langvarig konflikt mellem Rusland og Ukraine for at skabe problemer for den russiske økonomi og forværre den sociale situation i Rusland, siger han til radiostationen Voice of Russia.

Den russiske politolog Vladimir Shevchenko er enig.

– Men der er også kæmpe reserver af skifergas under Donetsk og delvist Lugansk i det østlige Ukraine, som virksomheder i USA er på udkig efter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. dec. 2014 - 08:35   25. feb. 2022 - 11:01

Ukraine

ah@arbejderen.dk
NATO og Ukraine
  • NATO og Ukraine indgik i 1997 en partnerskabsaftale, der er en ramme for politisk og militært samarbejde. 
  • Med partnerskabsaftalen erklærer NATO, at et uafhængigt, stabilt og demokratisk Ukraine er vigtigt for stabilitet i Europa.
  • I 2008 erklærer NATO, at Ukraine en dag kan blive fuldgyldigt medlem af alliancen.
  • NATO bistår Ukraine med at omdanne sin store, stående hær til en mindre, professionel hær med mere mobile styrker.

Kilde: NATO

Storm i Ukraine
  • 21. november 2013: Ukraines præsident Viktor Janukovitj opgiver en EU-associeringsaftale. Demonstrationer imod.
  • 20-21. februar 2014: Mindst 88 mennesker dræbt i Kiev-sammenstød. 
  • 21. februar: EU-lande mægler aftale mellem præsident Janukovitj og oppositionen om nyvalg.
  • 22. februar 2014: Parlament og præsidentbolig stormes af fascistgruppen Right Sector.
  • 22. februar: Parlamentet afsætter præsidenten og udskriver præsidentvalg til den 25. maj.
  • 27. februar: Seks fascister intræder i den nye regering. 
  • 28. februar: Russisktalende ledere i den østlige del af landet afviser, at Kijev-regimet repræsenterer dem.
  • 16. marts: Ja ved folkeafstemning på Krim om løsrivelse fra Ukraine.
  • 17. marts: Krim-parlamentet søger optagelse i Rusland.
  • 6. april: Regeringsbygninger i sydøst-Ukraine besat af russisktalende.
  • 2. maj: Fascister og fodboldhooligans sætter ild til Fagforeningernes Hus i Odessa og dræber derved 42 russisktalende i bygningen.
  • 11. maj: Folkeafstemninger i de østukrainske regioner Lugansk og Donetsk betyder at over 90 procent stemmer for løsrivelse fra Ukraine.
  • 25. maj: Rigmanden Petro Poroshenko valgt til præsident i Ukraine.
  • 5. september: Usikker våbenhvile i Østukraine indgås.
  • 12 september: EU's udvidede sanktioner mod Rusland træder i kraft.
  • 16. september. EU-parlamentet godkender associeringsaftale med Ukraine.
  • 26. oktober: Parlamenstvalg i Ukraine.
  • 2. november: Præsident- og parlamentsvalg i Donetsk og Lugansk i det sydøstlige Ukraine. Ikke anerkendt af Kijev.

Kilde: UKP, FN, RIA Novosti.