USA tilsyneladende havde meget større indflydelse på regimeskiftet i Ukraine i februar end hidtil antaget. Det er blandet andet sket via National Endowment for Democracy (NED), det beskriver sig selv om en non-profit organisation.
Den amerikanske journalist Robert Perry kalder det lige frem et "USA-sponsoreret" statskup. Robert Pery er i dag uafhængig journalist med en fortid på nyhedsbureauet Associated Press og Newsweek i 1980'erne.
Vi har investeret mere end fem milliarder dollars i at hjælpe Ukraine i at opnå dets drømme.
Victoria Nuland, USA
Ifølge opgørelser fra NED finansierede USA 56 projekter i Ukraine, for eksempel AHALAR Center for Humane Technologies med 35.230 dollars og Alliance Center med 24.758 dollars op til regimeskiftet.
I hele 2013 bevilgede NED over 2,5 millioner dollars til forskellige organisationer og projekter i Ukraine. Udover de ovenfor nævnte organisationer har NED eksempelvis støttet Center for International Private Enterprise med næsten 358.000 dollars til fremme af markedsøkonomi.
NED involveret i 90 lande
NED blev oprettet i 1983, mens Ronald Reagan var præsident i USA. Det amerikanske udenrigsministerium finansierer NED med 100 millioner dollars om året for at støtte USA's neokonservative dagsorden, oplyser Robert Perry.
På NED's hjemmeside beskriver organisationen sit officielle mål som at "styrke de demokratiske institutioner i hele verden" gennem at støtte ikke-statslige grupper i mere end 90 lande.
At USA har postet penge i regeringsfjendtlige grupper i Ukraine, erklærede landets viceudenrigsminister for Europa, Victoria Nuland, åbent i en tale for International Business Conference i Washington den 13. december sidste år, to måneder før præsident Viktor Janukovitj blev væltet i Ukraine.
– USA's mål er at støtte Ukraines europæiske forhåbninger og føre Ukraine ind i fremtiden, som det fortjener. Vi har investeret mere end fem milliarder dollars i at hjælpe Ukraine i at opnå dets drømme, sagde hun på konferencen, der var sponsoreret af energifirmaet Chevron.
>> SE VICTORIA NULANDS TALE HER
Victoria Nuland er tidligere rådgiver for præsident George Bush' regering op til invasionen af Irak i 2003. I dag er hun gift med den konservative Robert Kagan, som var en af de fremmeste intellektuelle idémænd bag invasionen og besættelsen af Irak.
Nuland gjorde sig i øvrigt bemærket, da hun den 28. januar i en lækket telefonsamtale med USA's ambassadør i Ukraine, Geoffrey Pyatt, sagde "Fuck EU" da de to diskuterede EU's ambitioner i Ukraine. Pyatt svarede: »Åh, ja, præcis".
NED støtter Ukraines hær
Præsidenten for NED, Carl Gershman, har heller ikke forsøgt at skjule USA's hensigter.
"Ukraine er ekstremt vigtig, det er den største gevinst. Jeg opfordrer vor regering til at skubbe på, for at Ukraine og andre østlande indgår europæiske frihandelsaftaler for at modvirke Moskvas bestræbelser på at opretholde tætte forbindelser med disse lande (...) Ukraines valg om at tilslutte sig Europa vil fremskynde nederlaget for den russiske imperialisme og dens ideolologi", skrev Carl Gershman i det amerikanske dagbladet Washington Post tre måneder før demonstranter med bevæbnede nazister i spidsen tvang Ukraines regering på flugt.
Han tilføjede i samme åndedrag, at "USA må engagere sig med civilsamfundet i Ukraine, Georgien og Moldova til at sikre, at reformprocesserne, der er i gang, ikke blot fremmer større handel og udvikling, men også skaber regeringer, der er mindre korrupte og mere ansvarlige over for deres samfund".
Da det russiske nyhedsbureau RIA Novosti i starten af november i år spurgte ham, hvorfor NED undergraver samfundene, svarede han.
– Du kalder det undergravende, jeg kalder det demokrati.
Robert Parry køber imidlertid ikke forklaringerne fra NED.
"Ifølge de neokonservative i USA var præsidenten i Ukraine kun legitim, så længe han accepterede EU's krav om nye handelsaftaler og de barske økonomiske reformer, som Den Internationale Valutafond krævede. Da han vurderede, at disse aftaler var en for høj pris for Ukraine og valgte en mere generøs aftale med Rusland, blev han straks mål for regimeskifte", skriver Perry på netstedet globalresearch.ca.
Carl Gershman fra NED ser dog regimeskiftet som positivt og ser fortsat intet galt i, at USA støtter den nuværende regering og nu også dets militær.
– De (Kijev red.) har brug for at kunne afskrække en udenlandsk aggression (Rusland, red.), sagde han ifølge RIA Novosti på en konference i starten af denne måned om "demokratiske overgange i stater", arrangeret af Wilson Center.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278