– Hvis Rusland fortsætter sine aggressive handlinger i Ukraine, herunder at sende soldater, våben og penge til at støtte separatisterne, vil omkostningerne for Rusland stige, sagde præsident Obama den 10. februar i år i kølvandet på trusler om direkte våbensstøtte til Ukraines regering 1).

Voksende social ulighed og højredrejningen bidrager til ustabilitet i Europa.

Ukraines præsident, Petro Poroshenko sagde i et interview den 5. februar til det tyske dagblad Die Welt, at NATO burde sende "moderne våben til Kijev til bekyttelse og til at modstå aggression". USA hævder hidtil kun at have sendt "ikke-dødeligt" krigsmateriel, men Obama overvejer også at levere "dødelige, defensive våben". Den russiske præsident Putin, mener ikke, at våben fra USA vil fremme en løsning:

– Med hensyn tll de mulige leverancer til Ukraine. For det første, ifølge vore oplysninger, så bliver der allerede leveret våben nu. Og det er ikke noget ekstraordinært. For det andet er jeg helt overbevist om, at uanset hvem der leverer våben, og hvilke våben, der leveres, så vil antallet af ofre selvfølgelig vokse, men resultatet vil være det samme, som det er i dag. Det er uundgåeligt, sagde den russiske præsident efter et møde med Ungarns premierminister, Viktor Orban, i Budapest 2).

Og med henvisning til konflikten med Rusland i Ukraine har EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, atter luftet de gamle forhåbninger om en fælleseuropæisk hær, som kan gøre EU i stand til at "reagere mere troværdigt over for truslen mod fred i en medlemsstat", som han formulerer det. Den tyske forsvarsminister er enig.

Således står fronterne p.t. i øst-vest konflikten med brændpunkt Ukraine – efter indgåelsen af en skrøbelig våbenhvile i Østukraine; Minsk-aftalen.

Og dét på et tidspunkt, hvor den ideologiske retfærdiggørelse af EU´s og NATO-alliancens eksistens indskrænker sig til angivelig stabilitet og fred i Europa efter århundreders krige og to verdenskrige.

Men nyere tids blodige Europa-historie sætter påstanden om EU og NATO som garanter for fred i et noget ironisk lys.

Europæisk fred i vor tid?

Med underskrivelsen af Washington-traktaten i 1949 stiftede Anden Verdenskrigs sejrsmagter NATO i 1949. Allerede i 1955 blev (Vest)tyskland medlem. Som modsvar etablerede Sovjetunionen (USSR) samme år Warszawapagten sammen med de daværende østeuropæiske stater. 

På basis af Kul- og stålfællesskabet blev Rom-traktaten i 1957 underskrevet af seks lande (Frankring, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxemborg). EF var en realitet, og EU har nu 28 medlemsstater inklusive de fleste af de tidligere østblokstater. Efter opstande i blandt andet Ungarn (1956) og Tjekkoslovakiet (1968), hvor USSR og Warszawapagten væbnet greb ind, faldt Østblokken endeligt i 1990-91 og sovjetrepublikkerne fik selvstændig status.

Først helt op i 70'erne faldt de fascistiske regimer i Spanien og Portugal.

I mellemtiden var et græsk fascistisk miltærregime med oberst Papadopoulos i spidsen kommet til magten ved et kup i 1967. Grækenland var – og forblev helt frem til juntaens fald i 1974 og siden da – NATO-medlem. Og militærregimet modtog i hele perioden militær og økonomisk bistand fra især USA. Allerede under borgerkrigen 1945-49 bistod USA og Storbritannien aktivt de græske højrekræfter, så de anti-fascistiske partisaner og venstrefløjen til sidst, i 1949, blev knust. 

Først helt op i 70'erne faldt de fascistiske regimer i Spanien og Portugal. Og næppe nogen vil give NATO eller EU/EF æren for dette. Tværtimod. For eksempel gav OEEC (nu OECD) og USA i 1959 store lån til Franco-regimets økonomiske "stabiliseringsplan". OEEC indbefattede samtlige de vesteuropæiske stater, der var og er medlemmer af NATO og EF/EU. De folkelige kræfter gjorde udslaget i opgøret med de fascistiske regimer, ligesom folkelige republikanske kræfter har kæmpet mod spansk og britisk repression og diskrimination i Baskerlandet og Nordirland.

Jugoslavien, men ikke Ukraine...

Efter opløsningen af Østblokken blev Vestens næste store skridt mod øst taget på Balkan: Den blodige konflikt eksploderer her efter EU´s ensidige støtte tidligt i 1990'erne til løsrivelsen af især de rigeste regioner i eks-Jugoslavien, Kroatien og Slovenien. Serbiske højrenationalisters uhyrlige overgreb under borgerkrigen er velbeskrevne, men også kroatiske efterfølgere til det pro-nazistiske Ustaja begik massakrer på andre etniske grupper.

I maj 1992 blev muslimske beboere i landsbyerne i Lavsa-dalen i Bosnien nedslagtet. Både før og efter var muslimske huse og moskeer blevet nedbrændt, især i og omkring byerne Mustar og Zenica. Ved Zenica blev over 100 civile myrdet, heriblandt kvinder og børn. Drabene fortsatte under og efter belejringen af Mostar i maj 1993, hvorfra etniske serbere allerede var fordrevet. Under "Operation Storm" i august 1995, blev 200.000 serbere fordrevet til Serbien eller den serbisk beboede region i Bosnien 3).

Flere daværende kroatiske separatist-ledere har i dag fremtrædende poster i Kroatien. EU's og USA´s støtte til kroatiske og slovenske separatister dengang står samtidig i skarp kontrast til afvisningen af de russiske separatisters – og den store og urgamle otte millioner store russiske befolknings – nationale rettigheder i Ukraine. Også kritikken af nabolandet Ruslands indblanding er bemærkselsværdig sammenholdt med USA's talrige militære interventioner i sin egen sydamerikanske "baggård", hvor de få bosatte nordamerikanere mest har været udstationeret personel; og ikke som i Ukraine en befolkningsgruppe.

Højredrejning og social uro

Den voksende sociale ulighed og højredrejningen er en anden faktor for fortsat ustabilitet i Europa.

I EU-landet Ungarn hersker det højrenationalistiske Fidesz-parti med korporativ, fascistisk-inspireret politik. Med sit to tredjedeles flertal i parlamentet kan det uden videre ændre forfatningen, domstolenes uafhængighed er undermineret, medierne i vidt omfang under regeringskontrol, hjemløshed er forbudt og nyuddannede unge tvunget til at blive i deres hjemland i en årrække.

Her, i Baltikum, og i flere andre østeuropæiske stater er vedtaget love, der kriminaliserer kommunistisk aktivitet. Og forbyder, at bestemte symboler eller personer, der kan forbindes med "autoritære systemer i det 20. århundrede" – såsom Marx, Lenin og kommunistiske frihedskæmpere – figurerer på virksomheder eller gadeskilte. Sådanne love er også iværksat i lande, hvor erklærede kommunist- og socialistpartier har betydelig repræsentation i parlamentet, blandt andet Moldavien:

Flere østeuropæiske stater har vedtaget love, der kriminaliserer kommunistisk aktivitet.

I det fattige Moldavien mellem Rumænien og Ukraine fik de provestlige partier 44,6 procent og de prorussiske 39,3 procent af stemmerne ved valget i november 2014. En tilbagegang på syv procentpoint for de provestlige. Landet har en frihandels- og associeringsaftale med EU. Det prorussiske parti, Patria, der stod til 13-15 procent af stemmerne, blev forbudt kort før valget – angiveligt for at have modtaget "penge fra udlandet". Rusland har på sin side forbudt import af vin og frugt fra Moldavien angiveligt af sundhedsgrunde. Undtaget er dog produkter fra de overvejende russsiktalende provinser Transnistrien og Gagausien 4).   

Den sociale og økonomiske krise rammer også vesteuropæiske lande som Spanien, Portugal, Italien – og mest akut Grækenland. Der sker en politisk polarisering og højrekræfterne styrkes.

I Italien og Grækenland har forretningsministerier på korporativ vis – og efter krav fra EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) – været indsat for at implementere kreditorernes og investorernes betingelser: nedskæring af de sociale udgifter, privatisering/ udsalg af statslige virksomheder, afvikling af statslige investeringer og total åbning af markedet for udenlandske varer og kapital.

Overalt er arbejdsløsheden vokset dramatisk. I Grækenland oversteg ledigheden ved udgangen af 2014 25 procent, og mindre end 50 procent af de unge kan finde job. I Italien er tallene cirka 13 og 42 procent, i Spanien 26 og 54 procent, i Portugal 14 og 35 procent, i Frankrig cirka 10 og 25 procent 5).

I EU er der i alt omkring 25 millioner arbejdsløse, hvortil kommer cirka 5 millioner, der er faldet ud af statistikkerne 6).

Titusinder har været på gaden i protest. Også højreekstreme og fremmedfjendske grupper har vejret morgenluft og vinder frem under nationalistiske fraser.

Amerikansk-europæisk militarisme

En egentlig EU-hær er stadig under opbygning. Men EU-landene bidrager militært til USA i "de villiges alliance", der med Frankrig og Storbritannien i spidsen følger med til Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og Mellemøsten – og opretholder selvstændige troppekontingenter og flådeenheder i tidligere koloniområder i Afrika, i Den Persiske Golf m.v.

– En fælleseuropæisk hær vil sende et signal til Rusland om, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil forsvare EU´s værdier, proklamerede EU-kommisionens formand, Jean Claude Juncker, til det tyske Die Welt her i begyndelsen af marts. Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, fulgte trop over tysk radio:

– Jeg tror, det er fremtiden at sammenkæde europæiske militærstyrker med henblik på en dag også at tilvejebringe en eurpæisk hær, sagde hun.

Fra 10 og op til 23 EU-lande har deltaget i militære operationer i fem tilfælde: Bosnien-Herzegovina fra 2004, Somalias kystområder fra 2008, Somalia fra 2010, Mali fra 2013, Den Centralafrikanske Republik fra 2014 7).

For første gang siden Anden Verdenskrig sendte Tyskland i 1999 soldater udenlands.

Flere EU-staters luftrum og østeuropæiske landes territorier har med stor sikkerhed været brugt til amerikansk transport og tortur-afhøring af kidnappede og påståede al-Qaeda terrorister. Danmark bidrager til skandalen ved ikke at afkræve USA svar på overflyvninger af dansk og grønlandsk luftrum. Pentagon annoncerede i januar lukning af 15 amerikanske militærbaser og -faciliteter i Europa, men USA har stadig 64.000 soldater her. Hovedsageligt i Tyskland og Storbritannien. Men også i Italien og Spanien, hvor baser har været udgangspunkt for bombetogter i Libyen og Syrien.

USA's militære besparelser i Europa på 3,1 milliarder dollars vil ifølge USA's forsvarsminister, Chuck Hagel, "bidrage til at maksimere de militære kapaciteter i Europa, så vi bedst muligt kan støtte vores NATO-allierede og partnere" 8). Dette er i tråd med USA´s nye strategi med omlægninger til- og udbygning af såkaldte Lily Pads – åkander. Det er svagere bemandede militære faciliteter, der kan bruges af droner, og når USA´s/ NATO´s  "globale kavalleri" skal rykke ud. Og det er i tråd med forskydningen af USA's militære opbygning til Kaukasus og Euroasien, Østasien og Stillehavsregionen.

For første gang siden Anden Verdenskrig sendte Tyskland i 1999 soldater udenlands, til Kosovo. Med De Grønnes daværende udenrigsminister, Joschka Fischer, som fortaler. Tyske soldater har deltaget i NATO-øvelse i Ukraine, Tyskland har sendt våben til kurdere i Irak, og for nylig udtrykte udenrigsminister Frank-Walther Steinmeier utvetydigt ambitionerne: "Tyskland er alt for stort til blot at se til fra sidelinien" 9). Landets årlige militærbudget andrager 235 milliarder kroner.

Så vidt om 'freden og stabiliteten' i Europa i 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning, der skal begrunde opbygningen af EU-hæren og NATO's udvidelse.

Ruslands "røde linje"

I forbindelse med tilspidsningen af Ukraine-konflikten har Danmark i sommeren 2014 haft seks F-16 kampfly i Estland som bidrag til sabelraslen overfor Rusland gennem "værn" om de baltiske stater. I juni var 900 danske soldater med 280 militære køretøjer hovedstyrken i en storstilet NATO-manøvre, Saber Strike, i de netop baltiske lande 10).

Polen ønsker NATO-soldater permanent stationeret i landet. Og i kølvandet på den seneste Minsk-aftale om våbenhvile i Østukraine har Polen besluttet at investere et rekordbeløb på 250,1 milliarder kroner over en ti-årig periode på oprustning. Dette indbefatter blandt andet 70 kamp- og transporthelikoptere til en pris af 18,6 milliarder kroner, et anti-missil system, krydsermissiler til u-både og droner. Militæret optager herefter 2,0 procent af Landets BNP 11).

I  foråret 2014 kritiserede den tidligere præsident, Mikhail Gorbatjov, og andre fremtrædende russere "Vestens vinderkompleks" efter den kolde krig. Og advarede mod en fortsat NATO-udvidelse helt frem til Ukraine, som er at krænke Ruslands "røde linje" 12).

– Tyskland er alt for stort til blot at se til fra sidelinien.
Frank-Walther Steinmeier, udenrigsminister

Så tidligt som i 1997 indgik NATO en aftale med Rusland om, at stationeringen af NATO-soldater i Østeuropa i givet fald kun måtte være midlertidig. Bruddet på denne aftale nåede et højdepunkt på NATO-topmødet i september i Wales, hvor det besluttedes at danne en såkaldt reaktionsstyrke på 4000 mand, der med 48 timers varsel skal kunnes sættes ind. Den danske regering tilbød på stedet at stille med 300 mand til enhver tid.

"Sådan som styrken er beskrevet, bliver den dog i praksis mere permanent end midlertidig... når NATO samtidig opbygger lagre med ammunition og materiel" i Østeuropa, skrev Berlingske Tidende 13). Styrken underlægges den amerikanske general i NATO's Europa-sektion, SACEUR, som ikke behøver spørge det politiske system om indsats i et andet land. 

Primo februar i år meddelte Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, så, at senatet har tilladt midlertidig stationering af op til 250 amerikanske soldater på Mihail Kogalniceanu militærbasen i det østlige Rumænien. USA har hele tiden kunnet bruge denne base, som ligger nær havnebyen Constanta ved Sortehavet, samt en international lufthavn af samme navn, til at transportere tropper og udrustning til Afghanistan og Irak. USA har tillige militær adgang til Rumæniens største lufthavn, Henri Coanda International Airport, i Otopeni. En missilbase i Deveselu er et amerikansk projekt, der aktiveres i år.

– Hvis Rumænien vil lade sig inddrage i en sådan konfrontation, er det sandsynligt, at en række militære mål i Rumænien vil blive mål, der neutraliseres (af Rusland, red.), kommenterede Vladir Evseev, direktør for Centret for Offentlig Politik og Militær Research i Moskva 14). 

Aktion avler modreaktion, og præsidents Putins ageren – også militært – med  fly- og flådemanøvrer i Østersøområdet og grænseområdet til Ukraine, kan næppe beskrives som énsidige eller uprovokerede. 

Dansk militær aktivisme

"Ukraine må få europæiske NATO-lande til at vågne op og bruge flere penge på forsvar". Og: "Det står nu klart, at Rusland betragter os som sin modstander. Det beklager jeg dybt, men vi er nødt til at forholde os til det og tage vores forholdsregler".

Sådan talte NATO´s afgående generalsekretær, Anders Fogh-Rasmussen 15). Han fratrådte på NATO-topmødet i Wales, hvor den danske regering tilbød til enhver tid at stille med 300 mand til udrykningsstyrken i Østeuropa.

Søren Riishøj, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, foruser ny kaprustning og nye trusler:

– Danmark har valgt en aktivistisk linje, og set fra russisk synspunkt er modsvaret muligvis en opstilling af raketter i Kaliningrad, og der vil sikkert også ske opstilling af raketter i det øvrige Rusland, siger Riishøj. 16)

USA's trusler om regulære våbenleverancer til Ukraine udgør den seneste militære optrapning.

I februar i år indgik forsvarsminister Nicolai Wammen så aftaler med Estland, Letland og Litauen om sikkerheds- og forsvarspolitik, militær teknologi, udveksling af information og personel m.v. Desuden har Danmark underskrevet an aftale om videreudvikling af NATO´s øst-hovedkvarter i Stettin i Polen, som Danmark sammen med Polen og Tyskland skal lede. 

Den 1. april 2014 vedtog det ukrainske parlament, at NATO-øvelser var tilladt på landets territorium, og i september deltog 1300 soldater fra 12 NATO-lande, heriblandt Tyskland, Polen og Litauen, i en øvelse i Javoriv i Ukraine, blot 1200 km fra de pro-russiske separatisters hovedbyer Donetsk og Lugansk. I følge amerikansk militær havde også militærfolk fra de kaukasisk-kaspiske republikker Aserbajdsjan, Georgien og Moldavien meldt deres ankomst 17).

USA's trusler om at starte regulære våbenleverancer til Ukraine udgør den seneste militære optrapning af konflikten mellem USA/EU og Rusland.

Inddæmning af Rusland

Den militære inddæmning af Rusland har en lang forhistorie, og den udstrækker sig til Transkaukasien og regionen omkring Det Kaspiske Hav. I dette område og Mellemøsten ligger to tredjedele af verdens kendte oliereserver og store gasfelter. Her er også en række stater, der, ligesom Ukraine, fik selvstændighed ved USSR's sammenbrud: Georgien, Aserbajdsjan og Armenien mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Kazakhstan nordøst for Det Kaspiske Hav og sydligere, ved grænserne til Kina og Afghanistan: Turkmenistan, Uzbekistan, Kirgizistan og Thadjikistan.

I dag har USA militære faciliteter eller missioner i  Georgien, Uzbekistan og Kirgizistan. Også Rusland har stadig militære baser og i flere af disse stater. I Kirgizistan har Rusland nyligt indviet en flybase, som ligger kun 40 miles fra USA-basen ved Bishkek i samme stat. Landets parlament vedtog dog sidste år, at USA-basen skal lukkes senest i juli 2015.

Med i billedet af USA´s og Vestens bestræbelser på at omringe Rusland militært hører så også USA´s tropper, baser og Lily Pads i Afghanistan og Pakistan, på Den Arabiske Halvø, Afrikas Horn, Mellemøsten og Det Indiske Ocean. 

Skærpet konkurrence

Blandt mange multinationale selskaber er danske Maersk Oil på banen i regionen og har siden 2002 drevet olieudvinding i Dunga-feltet i det vestlige Kasakhstan nær Det Kaspiske Hav. Mærsk ejer 60 procent af udvindingsselskabet og investerede i 2012 én milliard dollars for at bringe produktionen op fra 7000 til 30.000 tønder dagligt i 2015. Mærsk er også involveret i udvinding i Irak og Qatar 18).

USA's og EU's politisk-økonomiske interesse i at få mere 'lebensraum' østpå ligger naturligvis i markeder og adgang til billige råstoffer – og ikke mindst kontrol med olie- og gasfelterne samt forsyningslinjerne gennem Ukraine og Transkaukasus. Den vedvarende økonomiske krise i EU og USA er drivkraft i denne fremtrængen – sammen med bestræbelserne på at gøre sig mere uafhængig af russisk kontrollerede gas- og olieforsyninger. Men Rusland forholder sig ikke passivt:

Efter russisk indgriben mod Georgien i en konflikt i den løsrevne, hovedsagligt russisk beboede, georgiske provins Sydossetien i august 2008, meldte Georgien sig ud af handels- og toldorganisationen SNG, Sammenslutningen af Uafhængige Stater.

SNG blev stiftet af Rusland, Hviderusland og Khazakstan i 1991 efter USSR´s sammenbrud.

I oktober 2014 indgik Rusland så aftale med Hviderusland og Kazakhstan om et nyt projekt: Dannelsen af Den Euroasiatiske Union (EAU). 2. januar i år tiltrådte Armenien og i maj forventes Kirgizistan at ratificere aftalen, der indbefatter en toldunion og en eurasisk udviklingsbank. EAU vil da rumme over 220 millioner indbyggere. 

Selv premierminister Ivina Ivaniskili fra Georgien, der har en partnerskabsaftale med NATO, meldte 4. september 2013 sin mulige interesse i EAU. Og ambitionerne rækker endnu videre end til de gamle USSR-republikker. For eksempel har NATO-landet Tyrkiet, som stadig ikke kan "godkendes" af EU, fået følere fra Den Euroasiatiske Union. Landet har 75,8 millioner indbyggere og et BNP på 822 milliarder dollars 19).

Tyrkiet er allerede i dag dialogpartner i den såkaldte Shanghai Cooperation Organization, der har Rusland og Kina som de store medlemmer. Rusland søger nye partnere som modtræk mod den vestlige fremtrængen.

I 2012 anslog præsident Putin, at halvdelen af den russiske stats indtægter stammede fra olie- og gasforekomster. Landet er derfor stærkt afhængig af eksporten af især naturgas til Europa gennem Gazproms rørledninger under Østersøen og gennem Ukraine. Gazproms bånd til de øverste russiske ledere er snævre. Premierminister Dimitri Medvedev er tidligere præsident for Gazprom 20).

Som svar på amerikanske investeringer i ukrainsk skifergas og EU's forhåbninger om at mindske afhængigheden af russisk gas gennem et energikontrol-organ, indgik Rusland i foråret 2014 en aftale om store gasleverancer til endnu en storspiller på verdensmarkedet: Kina.

Fronterne i kampen om råstoffer, markeder og indflydelsessfærer er trukket op. Og set i historiens lys er perspektiverne dystre.

Kilder:

1) Newspaq, 10. februar, 2015
2) Radio Ruslands Stemme, 18. februar, 2015
3) Dansk Institut for Internationale Studier/ Undervisningsmin.
4) SVT Nyheter, 1. dec. 2014 og Politiken 11. marts 2015
5) Eurostat
6) Berl. Tidende 27. november, 2014
7) Politiken, 10. marts, 2015
8) Ritzau/Reuters/information, 8. januar, 2015
9) Arbejderen 17. februar, 2015.
10) Politiken, 17. juni, 2014
11) AFP, Michel Viatteau, 15. februar, 2015
12) Kronik, Politiken, 28. maj, 2014
13) Christian Brøndum, Berl. Tidende 4.9.2014
14) Daily News/ Romania Insider/ Mediafax, 11. februar ,2015
15) Politiken, 3. og 16. juni, 2014
16) Berl. Tidende, 4.9.2014
17) Ritzau/dpa, 15. september 2014
18) Ingeniøren, 26. dec., 2012
19 ) Ria-Novosti/Arbejderen, 11. september 2013 og Ruslands Stemme, 2. januar 2015
20) Det store magtspil, Demos, aug. 2014/ Europe´s Energy Security: Options...etc., aug. 2014