22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Våbenindustrien boomer i terrorkrigens kølvand

Våbenindustrien boomer i terrorkrigens kølvand

Siden krigen mod terror blev skudt i gang i 2001, har den globale våbenindustri tjent styrtende. USA's militærbudget er fordoblet i perioden frem til i dag, og danske Mærsk er en af de spillere, der har gjort krig til en særdeles indbringende forretning.

1: I 2011 solgte de 100 største våbenproducenter for 2361 milliarder kroner. Amerikanske Lockheed Martin er blandt sværvægterne. 2: Danske Mærsk er en af de store virksomheder, der tjener penge på krig. Skibet her, Maersk Peary, er en del af den flåde af skibe, som USA's forsvarsministerium har chartret til at sejle krigsmateriel mellem især USA og Irak og Afghanistan.
1: I 2011 solgte de 100 største våbenproducenter for 2361 milliarder kroner. Amerikanske Lockheed Martin er blandt sværvægterne. 2: Danske Mærsk er en af de store virksomheder, der tjener penge på krig. Skibet her, Maersk Peary, er en del af den flåde af skibe, som USA's forsvarsministerium har chartret til at sejle krigsmateriel mellem især USA og Irak og Afghanistan.
FOTO: US Military Sealift Command

De fleste kan blive enige om, at krig, våben og død er forfærdeligt.

Men den såkaldte krig mod terror har de sidste ti år skabt jubelstemning ét sted. Og det er på direktionsgangene hos verdens førende våbenproducenter.

Fra 2000 til 2011 mere end fordoblede USA sit militærbudget.

Mens mange industrier har lidt tilbagegang, ikke mindst under finanskrisen, så går det rigtig godt i den globale våbenindustri. Det viser en ny omfattende undersøgelse, der er udført af Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI).

Én af forklaringerne er, at USA erklærede krig mod terror i 2001 og angreb først Afghanistan og siden Irak. Daværende præsident George W. Bush' krigserklæring har sat gang i den amerikanske stats våbenindkøb.

51 procet vækst

USA har i lang tid haft det største militærbudget i verden, og fra 2000 til 2011 mere end fordoblede USA sit budget - fra 1800 milliarder til 4100 milliarder kroner om året. Ifølge SIPRI er våbenfirmaernes indtægter steget eksplosivt i takt med, at staters militærbudgetter stiger. Salget  hos de 100 største våbenproducenter steg med 51 procent fra 2002 til 2011.

Fredsforskningsinstitutionen SIPRI noterer dog, at tendensen er vendt, og våbenindustrien har solgt fem procent mindre i 2011 end året før. Forklaringen er, at de ellers stabile markeder, USA og Europa, er i krise. Dertil kommer, at USA har trukket sig delvist ud af Irak og Afghanistan.

Finder nye markeder

Det betyder, at våbenfirmaerne nu har vendt deres blikke mod markeder i Latinamerika, Mellemøsten og dele af Asien. Et eksempel er den hollandskbaserede våbengigant BAE Systems, der lige nu underskriver våbenkontrakter med Saudi-Arabien.    

På trods af finanskrisens negative effekt på især USA og Europa, så er våbenindustrien altså stadigvæk en meget profitabel branche. I 2011 solgte de 100 største virksomheder våben og militære ydelser for tilsammen 2361 milliarder kroner - omkring halvdelen blev tjent ind af de ti største våbenproducenter, hvor amerikanske Lockheed Martin og Boeing er blandt sværvægterne, ifølge finansmagasinet 24/7 Wall Street.

En anden gigant, der har tjent enorme summer på krigen mod terror og transport af krigsmateriel i den forbindelse er danske A.P. Møller-Mærsk. Siden 2001 har private shippingfirmaer som Mærsk og Neptune Orient Lines Ltd. stået for mere end 90 procent af USA's militærtransporter til og fra Irak og Afghanistan. Firmaerne har tjent mindst 66,2 milliarder kroner på krigskontrakter. 

- Forsvarsministeriet har ikke nok skibe til at klare det selv, siger Gordon Holder, pensioneret viceadmiral i USA's flåde, ifølge finansmagasinet Bloomberg. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2013 - 10:15   17. mar. 2013 - 11:05

Militær

ax@arbejderen.dk