24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Verdens fattigste præsident takker af

Valg i Uruguay

Verdens fattigste præsident takker af

56 procent af befolkningen i Uruguay støtter den siddende præsident José Mujica. Alligevel går han af til marts, for magt er noget man giver videre.

Uruguays president gennem fem år, José Mujica, siger farvel – her til præsident Evo Morales, der netop er blevet genvalgt som Bolivias præsident i fem år. Forfatningen i Uruguay tillader ikke en præsident at genopstille. Ellers var Mujica blevet genvalgt, for han er meget populær.
FOTO: Freddy Zarco/ABI
1 af 1

Præsident José Mujica er kendt som verdens fattigste præsident. Af sin månedsløn på 12.000 dollars donerer han 90 procent til velgørende formål.

Mujica har været præsident i Uruguay siden 2009, og til marts går han af. Ikke fordi han er upopulær. Faktisk viser den nyeste meningsmåling, at 56 procent af befolkningen støtter ham. 

Men han kan ikke genopstille til valget i dag, for Uruguays forfatning fastslår, at en præsident kun kan sidde én periode på fem år. Derefter skal han træde tilbage – med mulighed for at stille op igen fem år senere.

Statistik viser, at der var 289 mord i Uruguay i 2013. Det er et tema i valgkampen.

José Mujica anbefaler i stedet vælgerne at stemme på Tabaré Vásquez, der var præsident fra 2004 til 2009; altså perioden før Mujica. De er begge med i centrum-venstre alliancen Frente Amplio (Den Brede Front), der i ti år har haft præsidentposten i Uruguay. Og meningsmålingerne antyder, at Frente Amplio får fem år mere ved magten med Tabaré Vásquez i spidsen.

De føste ti år med den brede front ved magten har været gode år for Uruguays fattige. Dem er der blevet færre af. Lønnen er steget og antallet af arbejdsløse er faldet. Uddannelsesforhold er blevet bedre og sundhedssystemet er forbedret.

Høj kriminalitet

På et enkelt punkt går det ikke godt i Uruguay. Vold og kriminalitet er høj, og det har været valgkampens centrale tema, hvor højreoppositionen går til valg på en politik med en hårdere indsats mod kriminelle. Begge de to store oppositionspartier, Nationalisterne og Colorado-partiet, vil sænke den kriminelle lavalder unge fra i dag 18 år til 16 år.

Statistik viser, at der var 289 mord i Uruguay i 2013. Det er en stigning på 45 procent på et år. Tilsvarende viser tal fra FN, at kokainforbruget i Uruguay er vokset med 50 procent mellem 2003 og 2009.

Den nuværende præsident Mujica og Frente Amplias præsidentkandidat Tabaré Vásquez vil udvide den sociale politik og forbedre uddannelsesmulighederne og dermed på sigt imødegå kriminaliteten.

Kriminaliteten og volden er en konsekvens af fattigdom og undertrykkelse, som hærgede Uruguay fra militærkuppet i 1973 og i de efterfølgende mindst 20 år.

Den generation, som blev født og voksede op i disse år. er unge og voksne nu. Det er en tabt generation, hvor en stor del er blevet kriminelle, argumenterer præsident Mujica:

– Det er vanskeligt at hele sociale sår, men vi er kommet et stykke vej. Virkningen af de forbedrede sociale forhold vil vi se på mellemlangt sigt. Hvis man ikke tænker som de højreorienterede, der blot mener statens opgave er at levere sikkerhed ved hjælp af undertrykkelse, så er den grundlæggende løsning at forbedre de sociale vilkår. Men det giver ikke en automatisk effekt, forklarer præsident Mujica ifølge nyhedsstationen Telesur.

Siden Den Brede Front (FA) vandt valget første gang i 2005 og overtog præsidentposten og regeringsmagten den 1. marts 2006 er andelen af fattige styrtdykket. Fra 32,5 procent i 2006 til 11,5 procent i 2013.

Fattigdom rammer stadig mange børn og unge; nemlig omkring 20 procent, mens pensionsordninger har bragt andelen af fattige over 65 år helt ned på 2,7 procent.

Uruguay er en af Sydamerikas rigeste og mest lige lande. Forholdsvis få har levet i stor elendighed; såkaldte "ekstrem fattigdom".

Den ekstreme fattigdom er faldet til omkring én procent. Det svarer til cirka 35.000 ud af en befolkning på 3,35 millioner indbyggere.

Flere i arbejde og mere i løn

Den gennemsnitlige lønindtægt per indbygger er steget fra 11.047 pesos i 2006 til 16.220 pesos i 2013.

Hvis den bistand, som staten har udbetalt til arbejdsløse, til fattige familier og til pensionister, lægges oven i, så voksede den gennemsnitlige personlige indtægt over perioden fra godt 15.000 til lidt over 20.000 pesos.

Der går 4,20 Uruguay pesos på en dansk krone. Så en familie på fire har en årsindtægt godt 20.000 kroner.

Hvis Uruguay skal have en bedre uddannet befolkning, skal der investeres i de fattige kvarterer. Det er her, fremtidens arbejdskraft skal findes.
Jose Mujica, præsident

Den øgede købekraft har været med til at skabe cirka 460.000 nye arbejdspladser. Antallet af beskæftigede voksede fra 1.020.000 i 2006 til 1.482.933 sidste år, fremgår det af regeringens egne statistikker.

Og antallet af arbejdspladser har været stabilt stigende i hele perioden – næsten uden afmatning da den globale krise brød igennem i 2008 og 2009.

Den afgående præsident påpeger, at det eneste rigtige er at fortsætte den nuværende politik:

– I dag er vi langt rigere, vi bor bedre, har flere biler, lever bedre. Og skulle vi så ikke være klar til solidaritet, lød det udfordrende spørgsmål fra præsidenten i en nylig tale.

Han slår på, at en investering i de bydele og de områder af landet, hvor mennesker klarer sig med få ressourcer, både handler om at forbedre disse mennesker liv, men også er en investering i landets fremtid:

–  Hvis Uruguay skal have en bedre uddannet befolkning, skal der investeres i de fattige kvarterer. Det er her, fremtidens arbejdskraft skal findes., tilføjede han.

Tabaré Vásquez' valgløfter

Den nye præsidentkandat, Tabaré Vásquez, appellerer til vælgerne om at stemme på ham "ikke af taknemmelighed over det, som er gjort, men i tillid til den politik, som Den Brede Front vil føre" de kommende fem år.

Og det bliver en politik med flere offentlige investeringer, som kan skabe udvikling, arbejdspladser, øgede indtægter og vækst.

Tabaré Vásquez lover, at han som præsident og regeringsleder vil investere 36 milliarder pesos (8,7 milliarder kroner) i at vedligeholde og udbygge landets nedslidte vejnet.

Statens investeringer i løbet af de første 10 år med Frente Amplia ved magten er gået til sociale forbedringer frem for landets nedslidte infrastruktur:

– Det er 12-13 år siden, der er investeret i vejene, siger Tabaré Vásquez, der også taler om at modernisere jernbanenettet, havnen i Montevideo, som skal kunne modtage store og dybtgående containerskibe af hensyn til landets fremtidige handel og udvikling, skriver Telesur.

Produktionen skal vokse, og rigdommen skal fordeles retfærdigt, lyder det fra Frente Amplia i valgkampen.

Og det skal se i et samarbejde mellem staten og det private erhvervsliv. Der er vedtaget en såkaldt PPP-lov; "Plan de Participación Público Privada" – Plan om Offentlig og Privat deltagelse.

Latinamerikansk enhed

Både under Tabaré Vásquez' første periode fra 2006 til 2010 og under de seneste fem år med José Mujica har Uruguay deltaget i den latinamerikanske enhedsproces.

Uruguay er medlem af frihandelssamarbejdet MERCOSUR sammen med de økonomiske sværvægtere Brasilien og Argentina samt det lille naboland Paraguay. Også Chile, Venezuela og Bolivia er Tilknyttet MERCOSUR.

Fælles front mod USA's historiske dominans i regionen er højt på dagsordenen for centrum-venstre alliancen.

Uruguay er også med i UNASUR, der samler alle landene i Sydamerika og i den nye alliance CELAC, der forener alle lande i Latinamerika og Caribien.

Både Vásquez og Mujica mener, at Latinamerika skal stå sammen for at skabe den udvikling, som regionen i mange år er blevet forhindret i:

– Hvorfor skal det være så besværligt. Hvorfor går der så mange år. Hvorfor skal vi snakke i så mange år, inden vi nærmer os skabelsen af et fælles marked. Hvad er det for en enorm manglende politisk evne, vi oplever? Hvad sker der lige for os? Eller snarere: Hvad sker der ikke for os, spurgte præsident Mujica i en tale tidligere i oktober til 600 erhvervsfolk samlet til konferencen Expo-Aladi 2014 - en konference og en messe i Montevideo om latinamerikansk ingtegration.

Optisk kabel til USA

Men selvom latinamerikansk enhed og dermed også en fælles front mod USA's historiske dominans i regionen står højt på dagsordenen for centrum-venstre alliancen, så plejer Uruguay også sine forbindelser med USA.

En af de helt store investeringer, som Mujica-regeringen forbereder, er udlægning af et optisk fiberkabel til internet og anden kommunikation, som skal forbinde Uruguay med USA. Det skal udlægges i havet, og ifølge det cubanske nyhedsbureau Prensa Latina skal Brasilien også kobles på det 10.000 kilometer lange kabel.

Uruguays statslige telekommunikationsselskab Antel står bag projektet, og præsident Mujica glæder sig ifølge Prensa Latina over, at Antel i 1990'erne forblev på statens hænder, selvom stærke kræfter dengang ville privatisere det.

Det var i de år, at vi oplevede "en rasende storm af nyliberale ideer", siger Mujica, der i 1990'erne var med til at mobilisere den politiske modstand mod salget, der ville give den gældstyngede stat penge på lommen:

– Vores instinkt, vores forståelse og vores mistillid [til de herskende politikere, red.] gjorde, at det uruguyanske folk ved en folkeafstemning havde evnen til at modstå fristelsen, mindes Mujica.

Dengang hed den konservative præsident Luis Alberto Lacalla. Ved dette valg stiller samme Luis Alberto Lacalle op som det Nationale Partis præsidentkandidat, og han står ganske stærkt.

Ifølge meningsmålinger vil han på søndag komme på andenpladsen med 28 procent af stemmerne efter Tabaré Vásquez med 41 procent.

Hvis ikke Vásquez får over 50 procent af stemmerne i første valgrunde, skal han efter alt at dømme møde Lacalle i en anden valgrunde, og her kan Lacalle regne med at få de stemmer, der i første runde går til Colorado-partiets kandidat, Pedro Bordaberry.

Meningsmålingsinstituttet Equipos Mori har for få dage siden haft en måling, der viser, at Lacalle i en anden valgrunde ville vinde snævert over Vásquez; 47 mod 46 procent, mens syv procent ikke havde bestemt, hvem af de to de ville stemme på.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. okt. 2014 - 14:29   27. okt. 2014 - 09:21

Uruguay

se@arbejderen.dk
Tre valg i Uruguay

Søndag den 26. oktober er der tre valg i Uruguay.

Præsidentvalg

Topkandidater:

  • Frente Amplia (Bred Front): Tabaré Vásquez (41)
  • Det Nationale Parti: Luis Alberto Lacalle (28)
  • Colorado-partiet: Pedro Bordaberry (15)

(Tal i parantes angiver seneste meningsmåling)​

Valg til Repræsentanternes Hus med 99 pladser

Fordeling ved sidste valg:

  • Frente Amplia: 50
  • Det Nationale Parti: 30
  • Colorado-partiet: 17
  • Uafhængige: 2

Valg til Senatet med 30 pladser

Fordeling ved sidste valg:

  • Frente Amplia: 16
  • Det Nationale Parti: 9
  • Colorado-partiet: 5
  • Uafhængige: 0