Den 5. juni 2018 kom volden til Granada – igen. Vi har set det samme mønster i by efter by, dag efter dag. Det sker med militær præcision. Først brændes kommunekontoret ned (hvis det ledes af sandinister), det sker samtidig med sandinisternes partikontor sættes i brand, og så angribes og beskydes politiet.
De forskellige oppositions-studentergrupper har aldrig taget afstand fra volden. De voldelige Upoli-studenter kunne bruges i det politiske spil.
Hvis politiet griber ind for at stoppe hærværket, er de undertrykkere af en flok fredelige demonstranter. Griber de ikke nok ind, er regeringen ude af stand til at regere, siger de ”spontant selvindkaldte”.
Et rejsehold starter balladen. Forretningsfolk sagde bagefter, at det var vandaler fra nabobyen Masaya. Men man havde også mobiliseret folk her fra byen og over 50 forretninger blev plyndret og brændt ned. Værsgo her er betalingen, selvbetjening.
Dagen efter kunne man se folk begynde at rydde op. Stive, nedslåede blikke, det var som at gå i en krigszone. Tårerne stod mig i øjnene. Folks livsværk smadret på en nat af ”fredelige demonstranter”, som bare vil have ”demokrati”. Tusinder nu uden job. Bagefter forsøgte banderne at røve fra hinanden.
Der er folk som ynder at beskrive vejblokaderne, som en hyggelig, familiesøndagsudflugt med studenter som venlige blokadeguider. Det er ikke hele billedet, nej.
Disse ” tranques”, vejblokader, som selvfølgelig er ulovlige, påfører befolkningen lidelser; høst, mad, forsyninger, medicin kommer ikke frem, flere er døde, da også ambulancer ikke kan komme frem. Meningen er jo, at det skal gøre ondt.
En gravid kvinde fødte ved en blokade, barnet døde kort efter. En seksårig pige blev skubbet til siden ved blokaden ved Maderas og voldtaget for øjnene af sin mor. Mad til hospitaler bliver stjålet, biler fra sundhedsministeriet brændes ned, ambulancer stjæles, folk kører sig ihjel ved blokaderne.
Folk har svært ved at komme på arbejde, møder de ikke op trækkes de i løn, ikke som da folk kunne gå til anti-regerings demonstrationer med fuld løn og pensionsopsparing i behold. Der er folk der dør.
En kuriøsitet er det, at Danida med danske skatteborgerpenge i sin tid ”kapacitetsopbyggede” Upanic, den borgerlige organisation af landbrugere. Denne organisation støtter åbenlyst, aktivt og økonomisk vejblokaderne. ”Vi er villige til at betale” siger Michael Healey, deres præsident. Den demokratiske fernis er krakeleret.
Man må spørge sig selv: Hvem har gavn af volden?
Upoli-borgen
Det besatte Upoli-universitet blev hurtigt udråbt til demokratiets forpost af vennerne. Den store konservative avis, La Prensa, skrev, at det var en bastion i den folkelige opstand og beskrev produktionen af brandbomber. Tiljublen rungede i hele verden.
De udsendte stribevis af falske videoer og manifester, holdt hver dag pressemøder, som blev sendt live på TV, alt blev slugt råt, myter blev skabt og spredt over hele verden, vi bliver angrebet, skreg de.
Bander voksede sig stærke, angreb, overfaldt, myrdede, torturerede og plyndrede på livet løs, det blev en narko- og våbencentral. Der skulle bruges flere våben, vagtfolk blev overfaldet, afleverede de ikke deres pistoler, fik de en kugle i øjet.
Biskopper, den politiske opposition, menneskerettighedsorganisationer forlangte, at politiet skulle holde sig væk. De unge skulle ikke undertrykkes, sagde man. CIDH – Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder stak hovedet indenfor og kunne ikke se noget usædvanligt.
En af banderne blev ledt af Cristhián Josué Mendoza, alias 'Viper', som er fængslet. De har tilstået en lang række meget alvorlige forbrydelser, herunder mord.
Efterhånden forlod den ene studentergruppe efter den anden stedet, alligevel blev Upoli-studenter valgt til dialoggruppen, der skulle forhandle med Nicaraguas regering om en løsning af konflikten.
De forskellige oppositionsstudentergrupper har aldrig taget afstand fra volden. De voldelige Upoli-studenter kunne bruges i det politiske spil.
Studenteroprør
I starten lignede det et ”studenteroprør”. Studenterne er for længst høfligt, men bestemt verfet til side.
Det startede, da de store arbejdsgivere i arbejdsgiverorganisationen Cosep den 17. april afviste reformen af landets pensionssystem INNS. De ville i stedet have sat pensionsalderen op med fem år.
Hermed var der givet grønt lys til aktioner mod regeringen, og straks dagen efter, den 18. april, gik studentergrupper på gaden, og det hele udviklede sig meget hurtigt voldeligt.
Studenterne ledte oprøret i fire dage. Så fik de nedsat en ”rådgivningsgruppe” med velkendte oppositionsgrupper og personer. Kravene blev radikaliserede og mere politiske. INSS blev glemt.
Regeringen trak forskrækket reformen tilbage og indkaldte hurtigt, den 23 april, til national dialog for at diskutere og løse problemerne. Det tog grundet uvilje især blandt studenterne en måned at få den i gang, imens eskalerede voldshandlingerne og uansvarlige medier holdt gang i ilden, når den var ved at dø ud. Da møderne omsider kom i gang, ville oppositionen ikke fordømme volden, og det endte mere i et mediecirkus.
Det var forventeligt, at politiske grupper og andre ville ride på ryggen af studenterne, som pludselig gik fra at tage selfies, tage del i protester og nu skulle tage del i beslutninger om landets fremtid.
Det er ikke nok at se på folks nok så pæne hensigter, man skal også vurdere effekten af handlingerne, resultaterne og spillerne i gamet. Reelt er det nu de tunge drenge med økonomisk magt, som har overtaget styringen. Hvem skulle det ellers være, nogle selvvalgte studenter?
Det viste sig, at protesterne blev brugt som et skalkeskjul og udnyttet til et længe forberedt forsøg på statskup. Hvis nogen betegner det, der foregår nu som et studenteroprør, så er det enten dumhed eller forbrydelse.
Rejsende betalt af USA
Men nogle af studenterne kan bruges lidt endnu som rejsende goodwill-ambassadører, ansigt udadtil, stå forrest på billederne og læse erklæringer op. I hvert fald er to af de tre kvindelige nicaraguanske aktivister, som rejste Danmark og Europa rundt med alt betalt, aktivt støttet af USA.
Den ene er Jessica Cisneros. Hun er medlem af Movimiento Civico de Juventudes (MCJ) som er finansieret, skabt af og er en del af USA's nationale demokratiske institut NDI. Det er en organisation, der arbejder for at ændre samfundet i andre lande, kendt som ”regime change”. NDI's præsident er Madeleine Albright, tidligere udenrigsminister i USA.
Den anden nicaraguanske aktivist er Yerling Aguilera, der har været konsulent for organisationen IEEPP i Nicaragua, som arbejder for at "styrke de politiske, statslige og sociale aktørers kapacitet" i landet. Er skribent i Confidencial, som også beskyldes for at modtage penge fra USA. Hun præsenteres som student, men er universitetslærer – af alle steder på Upoli og UCA. Det oplyser hun selv.
IEEPP har modtaget støtte fra det amerikanske National Endowment for Democracy (NED) mellem 2014-2017 for i alt 224.162 dollars. Direktøren for IEEPP i Nicaragua, Félix Maradiaga Blandón, er omtalt i forbindelse med banderne og ”Viper” fra Upoli.
NED arbejder i Nicaragua med organisationer, NGO’er, medier, websites. Officielt var støtten til disse organisationer 4,2 millioner dollars mellem 2014 and 2017.
USA har uddannet 2000 unge nicaraguanske ledere siden 2005, det sker via universiteter og NGO’er. Man spilder ikke tiden med at grave brønde for at få rent drikkevand eller bekæmpe malariamyg. Det handler om politik. Studenter, feministiske grupper, miljøfolk og mediefolk er målgrupperne.
Historikeren Hans Aalborg skriver: ”NED, National Endowment for Democracy, (med deres fire underorganisationer, har fortsat en stærkt militant linje) en fortsættelse, inden for rammerne af USAID, af CIA's aktiviteter omkring contragate. Studenterorganisationer er blot et hurtigt mellemmåltid.”
USAID er USA's statslige bistandsorganisation
USA is calling
Med de nye rejsemuligheder søgte studenterlederne straks i juni til Washington, USA. Ingen visa-problemer. Der blev holdt møder, koordineret fælles aktioner, taget fotos med senator Marco Rubio (som i øvrigt i årevis har haft indrejseforbud i Nicaragua).
Der blev holdt møder, koordineret fælles aktioner, taget fotos med Ileana Ros-Lehtinen (medlem af Repræsentanternes Hus, som i årevis har haft indrejseforbud i Nicaragua), politiske oppositionsgrupper fra Venezuela og Cuba, altså nøjagtig som Mike Pence, USA’s vicepræsident, har lagt op til. Vi taler om de mest reaktionære republikanske politikere, man kan støve op.
”Det overstiger min fantasi med ord at beskrive, hvor ekstremt langt til højre de befinder sig, og hvilke kræfter de råder over”, skriver historikeren Hans Aalborg.
USA’s ambassade under Paul Trivelli finansierede illegalt det liberale parti. Straks sandinistregeringen kom til i 2007 stoppede USA de økonomiske bevillinger til landet; herefter ville man tage økonomisk kvælertag via loven Nica-act, som skulle forhindre, at Nicaragua kunne optage lån i internationale organisationer.
”Den nicaraguanske regering forstår kun økonomisk magt”, sagde den hadefulde Ileana Ros-Lehtinen, som ville omstyrte regeringen. Der skulle skabes utilfredshed, kaos, demonstrationer for at underminere den valgte regering.
Økonomisk, politisk, finansieringsmæssigt, mediemæssigt blev opstanden forberedt gennem flere år. Jeg skrev om det den 22. september 2016 efter fremlæggelsen af Nica-act. Jorden blev gødet, og kontakter skabt.
Studenterne var langt fra de første, som rejste til Washington for at koordinere arbejdet og skaffe finansiering. USA kan både vente tålmodigt og slå til hurtigt, når chancen byder sig.
Studenterne har nu fået deres tak og er rejst hjem igen. Andre tager over i kulissen. Terrorgrupper hærger landet.
Valgreformer
Indblanding udefra skal være efter invitation og respektere landets love og myndigheder. I samme retning trækker Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). Den er træt af de mange løgne, som dele af den politiske opposition kører så hårdt frem med.
OAS afviser, at landet skulle være et diktatur og fremhæver regeringens vilje til at forbedre det demokratiske system, OAS’s valgobservation i 2017, den aftalte undersøgelse af de voldelige begivenheder i april-maj, valg af ny leder af valgkommissionen, køreplanen for demokratisering.
Regeringen, lokale aktører og OAS skal ifølge køreplanen inddrages i arbejdet med at ændre valgloven, loven om partier, opstillingsmuligheder med mere.
Visse regler skal føres tilbage til før 1995, adgang til medier for alle partier, valgsystemet skal grundigt gennemgås og forbedres efter international rådgivning, ligesom hele valgforberedelsen, valgkampen, valgprocessen, optællingen og sammensætningen af Det øverste valgråd skal være balanceret og pluralistisk. Der vil være national og international valgobservation.
Reformpakken, som skal godkendes i parlamentet, vil give mulighed for efter januar 2019 at udskrive et fremskyndet valg.
Den politiske opposition
Den politiske opposition er baseret på mellemklassen, som især har reageret på politivold. Den består af studentergrupper, som er delt i mange grupper; de store arbejdsgivere i Cosep, som noget fodslæbende til dels bakker op, de syv fede år for dem peger nu på mindre fede år; samt nogle NGO’er, og så er der nogle bønder fra den sydlige del af landet, hvor der specielt er mange store jordejere.
Om dem har præsidenten for OAS, Luis Almagro, sagt: ”Vi ved at de store jordbesiddere ejer jorden, de ejer kvæget, de ejer høsten og nogle gange også de ansatte”.
På den anden side har landets fagforeninger med flere hundrede tusinder medlemmer, landbrugere i Unag med 200.000 medlemmer og kooperativister, landarbejderne i ATC med andre 200.000 medlemmer, de mange småhandlende, studenterne i Unen, de historiske kæmpere fra 1979-revolutionen, ja selv Kontraen, de evangelisk kristne, store dele af katolske kredse bakker op om regeringens appel om en fredelig løsning af krisen. Titusinder af møder er holdt rundt om i landet.
Oppositionen, som den fremtræder nu, har reelt ikke meget til fælles. Noget egentligt program, politik, alternativ er svært at få øje på. Terror og vold bruges som et våben i deres kamp.
Opstår der i et land et magtvacuum vil kriminelle elementer straks udnytte bevægelsefriheden, de sorteste og mest uhyggelige kræfter vil trænge sig på.
Faren for en USA-ledt invasion er stigende
USA har militært invaderet eller brugt militær magt i Mexico, Argentina, Brasilien, Guatemala, Cuba, Den Dominikanske Republik, Haiti, Honduras, Grenada, Panama, Uruguay, Costa Rica, Bolivia, Peru, Chile, Colombia, Venezuela, El Salvador, Puerto Rico, Jomfruøerne og Guam.
I Nicaragua er det sket i 1853, 1854, 1857, 1867, 1894, 1896, 1898, 1899, 1907, 1910, 1912-25, 1926-33, 1981-90 – i alt 13 gange.
Mange sandinister synes, at præsidenten er for tålmodig, vi kan ikke blive ved med at vende den anden kind til, siger de, når de ser sandinister kidnappet, tortureret og nøgne bundne til en lygtepæl.
Sandinistiske kvinder går på gaden og fjerner vejblokaderne. I Masatepe trængte 40 maskeklædte studenter ind på en fabrik og ville tvinge arbejderne til at strejke. 300 arbejdere jog dem på porten.
Det haster med at få stoppet volden og få en konstruktiv politisk proces i gang og skabt et system med folkelig deltagelse i beslutningsprocesserne.
En vellykket kontrarevolution – svært at skimte.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
